Statistisk set – og tallene rækker tilbage til 1940erne – fordeles albanerne på tre trosretninger: 70% er muslimer, 20% ortodokse – og 10% er katolikker. Tallene skal tages med et vist gran salt og levner bl.a. ikke plads til protestanter, ateister og de, der hverken er det ene eller andet eller svære at sætte i bås.

Det skal naturligvis understreges, at mission aldrig kan følges med tvang eller ufrihed. I mødet med en missionerende religion skal det være op til den enkelte, hvad man vil stille op. Mission skal ikke handle om politisk indflydelse, magt, men om tro. Og ethvert udsagn fra den, man møder, skal respekteres og tages for gode varer. Tolerance kan være udmærket, men i mission duer det ikke – der bliver vi nødt til at tale om det endnu stærkere: respekt.

Men hvorfor mission? Hvordan kan man forsvare at omplante sig til en anden kultur for at arbejde med at udbrede kendskabet til en religion, man nu har valgt at følge? Hvorfor ikke bare konstatere, at enhver bliver salig i sin tro?

Mission handler vel i bund og grund om at tage sin egen overbevisning alvorligt. Om at tro på, at det, man tror på er sandt. Om at tro, at det man har fundet, er til hele verden, og ikke kun en lille, selvcentreret pakke, kun jeg skulle pakke ud.

Men mission er mere end tro på sin egen tro. Når jeg som kristen konfronteres med det Jesus-udsagn, som ifølge Det Nye Testamente var hans sidste – nemlig hans bud om at gå ud i verden og gøre mennesker til hans disciple – ja, så må jeg konstatere, at Jesus selv troede på sin mission. Faktisk troede han så meget, at han gav opgaven videre til sine efterfølgere, og det med løftet om, at han ville gå med dem til verdens ende. Jesu budskab om fred, tilgivelse og Guds kærlighed til alle mennesker – Jesu egen død og opstandelse – var ikke kun reserveret til en lille jødisk sekt, men skulle helst nå alle. Som kristen tror jeg på, at netop i det ligger der en nøgle til at forstå Guds kærlighed til det skabte, og hans ønske om, at ethvert elsket menneske skal leve i en kærlighedsfyldt relation med ham. Det gør, at jeg tror, han i virkeligheden bærer missionen.

Alt dette betyder, at jeg som kristen – som alle andre kristne, hvor end de lever og har bosat sig, har en opgave i med liv og ord at vise den kærlighed, vi selv er blevet vist. Man kan spørge, om det ikke ville være respektløst, hvis vi undlod at gøre det? Hvis vi besluttede, at albanere eller andre ikke behøvede at få dette budskab præsenteret? Det handler her ikke om at ville omstyrte samfund, men om, i tro på at Gud kan gribe ind, at bistå den albanske kirke i at være en kristen tilstedeværelse i sit eget land.

Ligeledes må det være opgaven for den kristne kirke i Danmark at præsentere evangeliet til de kommende generationer – og måske også i sogn og samfund være en profetisk røst, der peger på Kristus. Hvad andet bør man næsten forvente af en kirke? Og hvad andet skal jeg forvente af min muslimske nabo end at han ønsker for mig, at jeg må kende islam?

Vi som kristne skal derfor drive mission – fordi vi skal tage vores tro præcis så alvorligt som vores Gud gør det. Og vi skal i ord møde anderledes troende med netop den forståelse: At også de kommer med deres budskab, ikke for at slå splid, men for at dele det bedste de har med andre. Mission lader dermed forskelligt troende ikke blot leve side om side, men også kende og forstå hinanden.

For mission er i bund og grund dialog – en samtale, der skaber og bygger relationer på tværs af tro og ikke-tro: Fordi jeg ved, at du af hjertet ønsker, at jeg må tro det samme som dig; og fordi du ved, at jeg ønsker, at du skal kende min Gud – så kan vi mødes ærligt og oprigtigt i samtalen med hinanden.

I Albanien lever folk af forskellig tro side om side i respekt for hinanden. Her er om nogle steder mulighed for dialog. Det ville være hjerteløst af os som kristne ikke at opsøge den samtale.

Thomas Frovin Moesgaard Christensen er bachelor i historie og østeuropastudier og sammen med sin familie udsendt som missionær til Albanien af Brødremenighedens Danske Mission