Vi lever i en tid, hvor mediernes drivkraft ikke alene er formidling af nyheder på ordentligste og hurtigste vis, men hvor det i højere grad er den mulige indtjening på en given formidling, der er afgørende for, om den finder spalteplads eller ej. Derfor kan det næppe forbavse, at såvel de elektroniske som de trykte medier konstant forsøger at udvide rammerne for, hvad de kan eller må, mens de fortsat forsøger at holde sig indenfor nogenlunde rimelige rammer. Ja visse medier lever sågar af konstant at bryde disse rammer, tage et slagsmål i retten, bringe et dementi nogle måneder senere, hvis de taber, og så gå til den igen. Alt sammen er med til fortsat at skubbe rammerne længere og længere ud. At gøre os alle mere og mere immune overfor følelser og anstændighed.

Hvis et lille land som Danmark var alene i verden, ville det måske nok kunne holde, men da vi befinder os midt i verden (synes vi vel selv), er vi også nødt til at tage hensyn til, at ikke alle dele af verden svinger efter dansk taktstok, og uagtet hvor vigtige vi end selv synes, vi er, så er vi fortsat en nation, hvis samlede befolkningstal er ganske væsentligt mindre end antallet af indbyggere i hundredvis af storbyer ude i verden. ”Hør hvor vi støjer”, som loppen sagde til elefanten, da de stampende gik hen over broen.

Religion har gennem hele menneskets historie været brugt som undskyldning for at gå i krig. Også selv om ingen religion i hele verden befaler mennesker at tiltage sig andres ejendom, land, ressourcer eller andet. Men det er et godt flyverskjul for magtgriske politikere og interesser i stedet for at tale lige ud af posen og indrømme, at krig altid – altid – er et spørgsmål om at pleje interesser af verdslig art i stedet for af spirituel.

Hvis man forestiller sig en verden, hvor det er tilladt at sige hvad som helst om hvilken som helst religion, er det ikke vanskeligt at forestille sig, hvilken ufred det vil kunne medføre. For en meget stor del af verdens mennesker, er deres religion lige så vigtig og ukrænkelig som deres egen familie. Er man villig til at løbe den risiko, alene for at sikre journalisters ukrænkelige ret til mobning? Det vil efter min beskedne mening være noget af det mest tåbelige, man kan forestille sig. At mennesker i Danmark og visse dele af Nordeuropa har et meget overfladisk forhold til religion betyder absolut ikke, at dette er tendensen i resten af verden.

Jeg kommer lige fra et gensyn med Indien efter 30 år. Indien er et land, der om noget er gennemsyret af religion. Og heldigvis på en sådan måde, at rundt i byer og landsbyer lever sikher, hinduer, buddhister, muslimer og andre religiøse mennesker side om side uden at have problemer med hinanden. De får deres fælles dagligdag til at gå op i en højere enhed og er endda ikke bange for at fejre hinandens helligdage.

Hvis de alle begyndte at tale nedsættende om hinandens religioner, ville det kunne medføre et kaos af uanede dimensioner. Det er af utroligt stor vigtighed, at vi som mennesker har den smule fingerspidsfornemmelse overfor hinandens ømme punkter, og alene med den krise i erindring, som Danmark blev gerådet ud i grundet de famøse tegninger, ville det være tåbeligt at tro, at hvis man gav journalister og andre penneførere frit slag, ville det kunne have en gavnlig effekt. Og når alt kommer til alt må gavnligheden og almenvældets vel helt naturligt være noget, vi alle kan enes om
væsentligheden af. Sætter vi det over styr, sætter vi det hele over styr.

Så eftersom mennesker tilsyneladende ikke selv er i stand til at sætte grænserne, når andre interesser presser på, vil det være i alles interesse at lovgive på dette område, således at ivrige meningsdannere ikke fortsat skal have lov at sætte verden i brand.