Vatikanets nylige lancering af en YouTube-kanal signalerer umiddelbart en teknologipositiv indstilling hos paven, men viser samtidig også at Vatikanet ikke endnu er klar til at kaste sig helhjertet ind i et internet-engagement
Selvom paven i et budskab den 24. januar understreger internettets mulighed for at styke dialog, fællesskab, netværk og venskaber - særligt blandt de unge i den digitale generation - formår Vatikanet ikke selv at gå den vej med sin nye YouTube-kanal. I det mindste ikke indtil videre.
Alle interaktive muligheder på kanalen er slået fra, således at det hverken er muligt at kommentere videoklippene, karaktergive dem eller indsætte dem på andre hjemmesider. Jeg prøvede her til aften at indsende en kommentar til et videoklip, men fik blot den automatiske besked tilbage, at min kommentar var sendt til godkendelse.
Mange sådanne kommentarer må ligge hos Vatikanets webmaster og vente på godkendelse. Spørgsmålet er, om man vil lukke op for en kontrolleret inddragelse af brugerne, eller om man vil foretrække det sikre: at lade kanalen være envejskommunikation fra Vatikanet til interesserede seere.
Hvis det er tilfældet, svigter paven intentionerne i sit budskab, hvor han netop lægger vægt på internettets muligheder for dialog og fællesskab, og hvor det er de unge, som han henvender sig til. Mange - og især unge - vil hurtigt se det halvhjertede i at bruge en interaktiv tjeneste som YouTube til traditionel envejskommunikation.
En balanceret inddragelse af tovejskommunikation på religiøse websites vil fortsat være en udfordring for Den Katolske Kirke såvel som for mange andre kirker og trossamfund i årene fremover: Hvordan bevare et minimum af kontrol og sikre et lødigt niveau på websitet, samtidig med at brugere får lov at komme til orde med deres holdninger og budskaber?
Blogindlægget er skrevet d. 27.1. 2009De Peter Fischer-Nielsens blog her