Her tror jeg, vi finder svaret på, hvor positiv en betydning religion kan få i den vestlige verden, hvor hastværk, stress, selviscenesættelse, dansen om ens eget indre totem og voldsom individualisering i det hele taget, har taget overhånd i en grad der efterlader folk tomme og usikre – og i yderste konsekvens syge.

Folk som ikke tror, og som ikke binder sig til en religion, eller som aldrig kunne drømme om at sætte deres fødder i en helligdom, har selvfølgelig gode chancer for et godt og langt liv – også udenfor Okinawa, Sardinien og Californien.

Men det er nu tankevækkende, hvad tro, forstået som tillid til noget større, som fordybelse og som refleksion over livets store spørgsmål, kan have af betydning. Damen fra Loma Linda var bevidst om kroppen som andet end et hylster – hun anså den vel nærmest for hjemsted for nydelse – noget som de store verdensreligioner ellers som helhed har til gode at fatte betydningen af.

En styrkelse af fællesskab
Ét er religionens positive mulighed som fordybende og afstressende faktor, noget andet er religionens mulighed som den faktor, der kan styrke et ellers vigende fællesskab i vores samfund.

En anden nyhed er nemlig, at de danske efterskoler, som for flertallets vedkommende har kristne, eller i hvert fald grundtvig-koldske traditioner i bagagen, oplever en tilstrømning af muslimske elever. Nye danskere med muslimsk baggrund vil altså hellere udsætte deres børn for en skoletradition med kristent værdigrundlag end for en skoleform der anser det religiøse for farligt eller uvedkommende.

Religionen bliver her dét, der skaber bro og dialog – samvær og fællesskab – også på tværs af selv meget forskelligt indhold i religionerne.

Religion som sådan er i højkonjunktur, og mere mangfoldig, rummelig og bred end nogensinde før. Det samme er ateismen – den rummer i sig både frygten for bøn, nisser, salmesang og tørklæder. Kampen om religionens eller ateismens adgang til det offentlige rum vil desværre bestå meget længe, og ofte med frygten som drivkraft – på begge sider af hegnet.

Jeg tror på religionens evne til at binde os sammen på tværs af kulturelle og religiøse skel – jeg tror på, at man kan blive meget gammel og opleve fine fællesskaber med et godt liv i bagagen - både som ateist og religiøs – men sidstnævnte er udgangspunktet for det første. Det er og bliver to sider af samme sag.

Pernille Vigsø Bagge er folketingspolitiker for SF og uddannet teolog