I øjeblikket bør der være ekstra opmærksomhed på den anti-
racismekonference, der skal afholdes i Genve dette forår. En række lande med Saudi-Arabien i spidsen forsøger at få konferencen til at udtale, at religionskritik er lig med racisme og derfor bør bekæmpes.
Dette følges op af forskellige tiltag rundt omkring, hvor man for at begrænse ytringsfriheden på et punkt, hvor det reelt vil betyde at afskaffe den, prøver at kalde religionskritik for blasfemi, "defamation", nedgørelse af religion, "hate speech", eller mobning. Og i øvrigt henviser til risikoen for at sætte verden i brand!
Balancen mellem mennesker, den der kræver almindelig høflighed, hensyntagen og respekt i det private så vel som i det offentlige rum, bør ligge i opdragelse og kultur hos alle. For at sikre den, er der allerede lovgivning f.eks. i Danmark mod nedgørelse af mennesker pga. religion - eller køn, race og seksuel orientering. Lovgivningens hensigt er at beskytte mennesker, ikke at beskytte politiske eller religiøse meninger mod kritik, da den frie samtale om disse ting netop er betingelsen for, at et demokratisk land kan fungere.
Tricket i forslaget om at gøre religionskritik til en "forhånelse" ligger i at overføre den respekt for mennesket og dets overbevisninger, som vi er vant til at tillægge afgørende betydning, til begrebet religion. Vel at mærke i en sammenhæng, hvor der bestemt ikke er noget skel mellem religion og politik. Altså vil enhver kritik af politiske og sociale forhold i stater eller lokalsamfund, præget af en bestemt religion, altid kunne udråbes til at være "krænkende" i forhold til religiøse følelser, i forhold til Guds eller profeters ære eller i forhold til hellige bøger og traditioner.
Samtidig - og det er netop pointen - ved at gøre det til en forbrydelse, beskyttes de magthavere, som flittigt forsøger at retfærdiggøre deres tyranni og massive overtrædelser af menneskerettighederne med henvisning til religion.
Altså en kritik af børneægteskaber, manglende religionsfrihed, brutale straffe og diskrimination vil altid kunne standses ved at få nogen til at "føle" sig religiøst krænket.
Det er et spørgsmål om magt. Og som vi burde vide i Europa, kan magt også udøves via religion, både indadtil (f.eks. trusler om Helvede eller udstødelse af fællesskaber) og udadtil ved at involvere stærke følelser - og dermed vold.
Et forbud mod religionskritik vil afskaffe al reel religionsfrihed, men det er et spørgsmål om ikke det samtidig vil afskaffe al politisk og personlig frihed. Det er da en smule ironisk (eller rettere tragisk) at netop FN’s menneskerettighedsinstitution skal bruges til det formål.
Forudsætningen for religionsfrihed er, at religion frit kan kritiseres. At afværge enten diktatur og undertrykkelse, eller sammenstød og ufred, det kan erfaringsmæssigt kun gøres ved at religiøse overbevisninger frit kan debatteres - og at religiøse og politiske dogmer kan angribes verbalt og kunstnerisk. Uden trusler og vold. Religiøse og ideologiske diktaturer er de værste, fordi de vil kvæle samvittigheden og den sunde fornuft.
Hvis en religion har åndelig styrke, tåler den åben kritik. Jo mere psykisk og fysisk vold, der bruges for at holde på "sine egne" og for at aftvinge andre "respekt" jo svagere står den. I det regi, hvor forslaget er fremsat, er hensynet til mindretalssituationerne tydeligt nok kun vendt den ene vej og slet ikke mod forslagsstillernes egne lande. Altså: særlige hensyn til mindretal i Europa med forbindelser til forslagsstillernes magtområder, og forfølgelse af mindretal i deres egne områder. Desuden også mulighed for at forfølge de interne kritikere, som er flygtet og lever i eksil.
Derfor er det vigtigt ikke at vakle nu, men holde fast på retten til religionskritik - og for øvrigt understrege, at åndsfrihed den bedste forudsætning for fredelig sameksistens.
Jeg er tilhænger af den ordentlige samtale og bidrager gerne til at give os danskere mere religiøs finfølelse og pli. Det kan vi uden tvivl bruge. Men vold og trusler og sådanne forsøg på at underløbe så nødvendig en sag som den fri kritik af enhver religion vil kun gøre kritikken mere bitter og generaliserende. Og lykkes det at skræmme nogen til tavshed "af sikkerhedsmæssige grunde", så vil "den sejrende part" i det spil så meget desto tydeligere have udstillet sit fatale problem: manglende åndsfrihed.
Karen E. Hansen er tidligere sognepræst og bor i Bjerringbro