Alm. høflighed og respekt blandt mennesker burde være
en selvfølge, men religioner, visse religioner.
Læs f.eks. her:

http://www.islaminfo.dk - ( suraer fra kilden )

En dansk præst bestyrer omtalte webside.


Hvor megen respekt finder du i Koranen? - Ikke meget.
Mest mistro og opfordring til vold mod ikke muslimer.

Derfor tar' mange afstand fra Koranen.
Og det er forståeligt.

Hos mig står det gamle testamente bundet sammen med det nye (hvorfra dit citat jo stammer!). Det nye testamente er en intern kritik af det gamle så derfor..
Desuden, og det er vigtigt, er der ingen, der vil straffe eller udstøde mig for at forholde mig historisk og kritisk til det gamle testamente - heller ikke for offentlig at udtrykke denne kritik..
Ingen skal kaste med sten - men det skal være tilladt at kritisere en opfordring til stening!

"Tak til Karen E. Hansen for et helt igennem fornuftigt indlæg som jeg næsten ikke kunne være mere enig i".

- Jeps..

I indlægget du refererer til skriver Karen bl.a. flg.:

"Tricket i forslaget om at gøre religionskritik til en "forhånelse" ligger i at overføre den respekt for mennesket og dets overbevisninger, som vi er vant til at tillægge afgørende betydning, til begrebet religion. Vel at mærke i en sammenhæng, hvor der bestemt ikke er noget skel mellem religion og politik. Altså vil enhver kritik af politiske og sociale forhold i stater eller lokalsamfund, præget af en bestemt religion, altid kunne udråbes til at være "krænkende" i forhold til religiøse følelser...".

- Og det er en meget væsentlig detalje, at få med sig. Vesterlandske samfund eksploderede under klassicismen, oplysningstiden, hvor folkesuveræniteten fordeles på en folkevalgt udøvende, lovgivende og dømmende myndighed (Montesquieu), i en tid der kaldes 'oplysningstiden' og p.a. tilliden til den videnskab, der gennem kritiske vurderinger skabte et rationelt og oplysende fundament, for civilisationen. Den skepsis og kriticisme vi efter revolutionerne gradvist har internaliseret for vurdering af påstande der hævdes at være ’det gode’ for fællesskabet, betyder jo at vi stiller krav til rationelle forklaringer med en forventet effekt for udvikling mod noget bedre. Det er denne effekt hvormed vi indretter os i en tryg forventning i sociale rammer – noget kan ikke være anderledes, fordi dette noget nødvendigvis må udvikle sig på den og den måde. Det er den samme kritik hvormed vi afsætter politikere, der ikke lever op til forventninger de skaber. M.a.o. er et rationelt kritisk stillingsgrundlag en bydende nødvendighed som værktøj for alle, ikke mindst den arabiske verden, der jo netop må forsvare sine økonomiske interesser med dette værktøj.

Når pludselig vi oplever en markant interesse for enkelte arabiske politikere omk. en "anti-racismekonference", da har man for tilskynders vedk. ikke engang gjort sig den ulejlighed at def. 'racisme' i en for verdenssamfundet interessant interesse – det er racisme at udelukke mennesker fra fællesskabet p.a. deres etniske (sub)kulturelle baggrund, hvorimod det ikke er racisme, at kritisere (evt. ekstreme) religiøse holdninger etniske livssynsgrupper udtrykker i fællesskabets off. rum.

Initiativtagere til denne konference stiller æblekækt det krav, at religioner pr. def. skal respekteres, uden at tænke på følgerne, men for derved at befæste en teokratisk position og i håbet om respekt fra verdenssamfundet. Men det kan aldrig blive et folkekrav i vestlige kulturer, at nogen skal respektere påstande i et meningsindhold der slet ikke kan argumenteres rationelt for. Den slags forekommer kun i teokratier, og er en slags off. styring af meningsdannelsen. Det er derimod et krav, at vi her i vesten må respektere individets frie ret til kritisk at ytre sig off. overfor politiske såvel som religiøse meningsindhold der fremmes i det off. rum, og som kunne have interesse for det fælles. Dels fordi det interessante ikke er hvad nogen føler for de idéer de udtrykker, og dels fordi vi slet ikke ville have et folkevalgt politisk styresystem, def. som et repræsentativt demokrati, hvis ikke der netop kunne stilles krav til fornuftig argumentation.

Og det er netop her tros- og ytringsfriheden kommer på banen, for det er netop ytringsfriheden disse initiativtagere til konferencen håber at slå skår i. Men disse grundlæggende værdisyn ved vores demokrati, kan imidlertid kun vi i vesten slå i stykker – og måske slå skår i, ved overhovedet at deltage i konferencer af den art. Montesquieu, Jefferson og Voltaire, er kun nogle af de få, der ville vende sig i deres grave, for hvad er vel egentlig pointen? At surre mennesker fast til gammel mytologi i endnu et par hundrede år, og bare fordi en række finansfyrster i den arabiske verden godt er klar over i hvilken retning udviklingen retter sig - de mister deres politiske fodfæste før ell. siden, verden forandres fordi mennesker flytter optik. Det er jo set så mange gange før, og vil ske igen, hvilket jo også afspejler sig i de juridiske sanktioner, flere af disse lande accepterer at dømme befolkningen efter.

Desuden ville det blive overordentlig svært at være politiker i vesten, hvis man troede man kunne afhænde befolkningens ret til at kritisere topstyret idioti - det var den slags vore aner bekæmpede, med fornuftige argumenter der tilsidesatte religiøse dogmer der tydeligt var til skade for mennesket såvel som for en positiv samfundsudvikling, idet en sådan netop kræver selvkritik - hvilket man vil gøre klogt i at anerkende, på den omtalte konference.

mvh
Simon