Knud Jørgensen |
3. februar 2009
Djævelen er en person – og ikke kun en ond side af mig selv, skriver teolog Knud Jørgensen
Spørgsmål:
Har djævelen en persons identitet? Jesus omtaler Djævelen som en person, der taler og agerer i verden, og der knytter sig en mytologi til Djævelen og hans engle, herunder et fald fra himlen.
Jeg plejer at tænke djævelen som et filosofisk begreb "modstanderen" - altså en ond side af min egen person. Men i Jud. 1,9 står der "Dengang ærkeenglen Mikael stredes med Djævelen om Moses' lig." Det giver ingen analogisk eller filosofisk mening, men kan næsten kun læses som troen på en konkret og personlig magt i tilværelsen. Den måde, striden om Moses lig omtales på, tyder også på, at det i samtiden var en almen kendt myte.
Skal jeg som kristen tro, at Jesus blev tiltalt af en konkret ondskabens engel, da han blev fristet i ørkenen, og at djævelen er en konkret magtfaktor i verden i dag?
Svar:
Fra folkereligiøsiteten til alle tider har vi på nethinden en række mytiske skrækbilleder af Satan (modstander) og Djævelen (diabolos – bagtaler). Nogle af disse skrækbilleder findes også i Bibelen – en brølende løve, en slange, en falden engel. På samme måde kan vi i kalkmalerier fra middelalderen finde meget bogstavelige og krasse illustrationer af en djævel med horn og gaffel. Betyder disse mytiske træk, at Djævelen er en projektion af det onde i mennesker?
I kirkens apostolske trosbekendelse kommer forsagelsen før bekendelsen af troen: ”Jeg forsager Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen”. Det er som om, man fra kirkens første tid ville rydde Djævelen af vejen, lukke ham inde, sætte ham på porten - før man bogstaveligt vendte sig mod alteret og bekendte troen.
Min almindelige hverdag begynder på samme måde. Før jeg tager hul på dagen, siger jeg højt forsagelsen og bekender troen. Det har jeg lært af Martin Luther, som i sin lille katekisme foreslår, at sådan kan man begynde dagen. Den samme Luther, som synger om ”Vor Gud han er så fast en borg” og om djævle, som vrimlede frem på jord.
Disse onde magter kæmper med Gud; i grunden er hele livet og kosmos en arena, hvor Gud og Satan kæmper om magten, siger Luther. Men han siger også – og her er hovedsagen - at ”eet ord ham nu kan fælde”. Ordet om den korsfæstede og genopstandne Kristus. Hvorfor det? Jo, fordi Golgatha og påskemorgen handler om Djævelens endegyldige nederlag.
Paulus beskriver (i brevet til Kolossenserne kap. 2), hvordan Jesus på korset afklæder og ydmyger djævelen - fører ham i triumftog, som en slagen konge, efter sin sejrsvogn. Billeder, ja, men også virkelighed. Djævelen har tabt, og når jeg møder ham i én eller anden forklædning, møder jeg en slagen modstander.
Derfor kan forfatteren Kaj Munk sige et sted: ”Lad dem bare slå os ihjel Langfredag. Vi lurer dem Påskemorgen”. For Påskemorgen og Jesu opstandelse bekræfter, at Satan har tabt.
Ja, Djævelen er en person, og ikke kun en ond side af min person. Og hvis du vil læse en malerisk og ofte morsom beskrivelse af hans meritter og narrestreger i dag, kan du få fat i C.S. Lewis ”Fra Helvedes blækhus” (The Screwtape Letters).
Dette handler om mit personlige liv, hvor Djævelen angriber - og hvor jeg har brug for daglig forsagelse og beskyttelse. Derfor slår jeg hver morgen kors for mig, derfor tegner vi ved dåben den nyfødte med korsets tegn.
Men det handler også om magter og myndigheder, som i det store forsøger at lægge verden og skabningen øde - gennem krig og vold, undertrykkelse af marginaliserede og af kvinder, destruktion af skaberværket og lignende. Når jeg er med i kampen mod livets destruktive kræfter, er jeg med i Guds store kamp mod Satan.
Knud Jørgensen
Teolog
FACEBOOK: Bliv ven med religion.dk