Min almindelige hverdag begynder på samme måde. Før jeg tager hul på dagen, siger jeg højt forsagelsen og bekender troen. Det har jeg lært af Martin Luther, som i sin lille katekisme foreslår, at sådan kan man begynde dagen. Den samme Luther, som synger om ”Vor Gud han er så fast en borg” og om djævle, som vrimlede frem på jord.

Disse onde magter kæmper med Gud; i grunden er hele livet og kosmos en arena, hvor Gud og Satan kæmper om magten, siger Luther. Men han siger også – og her er hovedsagen - at ”eet ord ham nu kan fælde”. Ordet om den korsfæstede og genopstandne Kristus. Hvorfor det? Jo, fordi Golgatha og påskemorgen handler om Djævelens endegyldige nederlag.

Paulus beskriver (i brevet til Kolossenserne kap. 2), hvordan Jesus på korset afklæder og ydmyger djævelen - fører ham i triumftog, som en slagen konge, efter sin sejrsvogn. Billeder, ja, men også virkelighed. Djævelen har tabt, og når jeg møder ham i én eller anden forklædning, møder jeg en slagen modstander.

Derfor kan forfatteren Kaj Munk sige et sted: ”Lad dem bare slå os ihjel Langfredag. Vi lurer dem Påskemorgen”. For Påskemorgen og Jesu opstandelse bekræfter, at Satan har tabt.

Ja, Djævelen er en person, og ikke kun en ond side af min person. Og hvis du vil læse en malerisk og ofte morsom beskrivelse af hans meritter og narrestreger i dag, kan du få fat i C.S. Lewis ”Fra Helvedes blækhus” (The Screwtape Letters).

Dette handler om mit personlige liv, hvor Djævelen angriber - og hvor jeg har brug for daglig forsagelse og beskyttelse. Derfor slår jeg hver morgen kors for mig, derfor tegner vi ved dåben den nyfødte med korsets tegn.

Men det handler også om magter og myndigheder, som i det store forsøger at lægge verden og skabningen øde - gennem krig og vold, undertrykkelse af marginaliserede og af kvinder, destruktion af skaberværket og lignende. Når jeg er med i kampen mod livets destruktive kræfter, er jeg med i Guds store kamp mod Satan.

Knud Jørgensen
Teolog