Tværreligiøst set
Mystikerbevægelser i kristendom, islam og jødedom
03. feb 2009 10:03 Der er mystikerbevægelser inden for både kristendom, islam og jødedom
| Kommentér |
|
| Denne artikels emneord |
| Udskriv |
| Tip en ven |
Bøn: Sufismen er optaget af idéen om at bryde med den materialistiske verden gennem askese og bønner for at kunne fokuserer på gud alene. Hovedritualet i sufismen er opregningen af guds navne, dette i form af bønner, dhikr. Bønnerne er meditative og kan lede til trancetilstande.- OLIVIER LABAN-MATTEI/Scanpix Denmark
Det er svært at beskrive, hvad mystik er, da det er en religionsform, der er centreret omkring den indre oplevelse frem for den ydre verden, og derfor har den meget få ydre karakteristika.
Også i mystiklitteraturen beskrives den mystiske oplevelse som noget, der ikke findes et dækkende sprog for. Ofte beskrives den mystiske oplevelse dog som en oplevelse, hvor skellet mellem indre og ydre virkelighed forsvinder – en enhedsoplevelse.
Til trods for, at den mystiske oplevelse kan være svær at sætte ord på, og svær at forstå for ikke-mystikere, er det en form for religion, der findes inden for alle de monoteistiske verdensreligioner.
Islamisk mystik er vejen til gud
Sufisme hedder den islamiske udgave af mystikerbevægelser. Sufismen hedder tariqa på arabisk, hvilket betyder ’vej’ og forstås som vejen til Gud.
Sufismen er optaget af idéen om at bryde med den materialistiske verden gennem askese og bønner for at kunne fokuserer på Gud alene. Hovedritualet i sufismen er opregningen af guds navne, dette i form af bønner, dhikr. Bønnerne er meditative og kan lede til trancetilstande.
Inden for sufismen har der traditionelt ikke hersket hierarki, men der findes vejledere, shaykh, og elever, der selv bliver til shaykher, når de er udlært. Sufismen fungerer som en kæde af shaykher, der føres tilbage til profeten Muhammad, som sufierne mener, at deres tradition fører tilbage til.
Helt uden hierarki er bevægelsen dog ikke, da der findes særligt velansete shaykher. To eksempler på centrale islamiske mystikere er al-Halladj (død 922) og Djelal ud-din Rumi (død 1273). I deres litteratur er den mystiske oplevelse beskrevet som en form for beruselse og kærlighed, en oplevelse af enhed og ophævelse af alle grænser.
Også i mystiklitteraturen beskrives den mystiske oplevelse som noget, der ikke findes et dækkende sprog for. Ofte beskrives den mystiske oplevelse dog som en oplevelse, hvor skellet mellem indre og ydre virkelighed forsvinder – en enhedsoplevelse.
Til trods for, at den mystiske oplevelse kan være svær at sætte ord på, og svær at forstå for ikke-mystikere, er det en form for religion, der findes inden for alle de monoteistiske verdensreligioner.
Islamisk mystik er vejen til gud
Sufisme hedder den islamiske udgave af mystikerbevægelser. Sufismen hedder tariqa på arabisk, hvilket betyder ’vej’ og forstås som vejen til Gud.
Annonce
Inden for sufismen har der traditionelt ikke hersket hierarki, men der findes vejledere, shaykh, og elever, der selv bliver til shaykher, når de er udlært. Sufismen fungerer som en kæde af shaykher, der føres tilbage til profeten Muhammad, som sufierne mener, at deres tradition fører tilbage til.
Helt uden hierarki er bevægelsen dog ikke, da der findes særligt velansete shaykher. To eksempler på centrale islamiske mystikere er al-Halladj (død 922) og Djelal ud-din Rumi (død 1273). I deres litteratur er den mystiske oplevelse beskrevet som en form for beruselse og kærlighed, en oplevelse af enhed og ophævelse af alle grænser.
Sufismen har været genstand for megen teologisk debat i islam. Det er sket, fordi bevægelsen er blevet stærkt kritiseret for at tro på, at et møde med Gud er muligt. Og det strider ifølge mange islamiske teologer imod et centralt islamisk budskab: At Gud ikke er genstand for menneskets fatteevne. Dog er sufismen i dag en accepteret del af islam.
Kristen mystik og klostervæsenet
Kristen mystik har primært været tilknyttet klosterlivet samt forskellige mystikerbevægelser blandt lægfolk. Særligt det østlige munkevæsen har haft tradition for mystik.
Foreningen med Gud - eller enhedsoplevelsen - nås for mystikerne gennem bønner, meditation og askese. I nogle kristne mystikerbevægelser benyttes en nærmest selvdestruktiv adfærd for at nå denne forening og oplevelse.
Et eksempel på en radikal kristen mystiker var Eckehart (1260-1327). Eckehart var optaget af den enhedstilstand, der fandtes før skabelsen - altså præeksistensen, som han kaldte det evige og forskelsløse.
Ifølge Eckehart kunne himmerige kun nås for det fattige menneske, der for ham var mennesket, der intet ved, intet har og intet vil. Den sande Gud var for Eckehart oplevelsens Gud. En Gud, der ikke kan rummes i andet - heller ikke i en gudsforestilling.
Eckeharts mystik var for radikal og kontroversiel for den kristne kirke. Han blev dømt for at være kætter. Eckehart var én blandt mange mystikere som kirken, i historiens løb, ikke har kunnet rumme og har dømt som kættere.
Også i dag kan de kristne mystikerbevægelser have svært ved at blive accepteret fra kirkelig side. Men mystiker-kristendom kommer stadig til i nye udgaver, eksempelvis i afrikanske vækkelsesbevægelser samt i form af new-age kristendom i vestlige lande.
I jødisk mystik har Gud to aspekter
Kabbalah er navnet på den jødiske mystikerbevægelse. Den opstod omkring år 1200 f.v.t.
Bevægelsen tror på, at Gud har to aspekter: Gud selv og Gud den åbenbarede. Gud selv dækker over den uendelige Gud, som mennesket ikke kan fatte. Den åbenbarede Gud kan erkendes gennem hans skabelse og handlinger. Den åbenbarede Gud er ikke-mystiker-guden.
Kabbalah-bevægelsen mener, at Gud selv ikke kan begribes gennem traditionelle religiøse studier. Derfor benyttede bevægelsen, særligt i middelalderen, en form for geometri, gematria, som tillægger ethvert bogstav en talværdi. Geometrien benyttes for at finde skjulte sammenhænge i de hellige skrifter.
Ydermere benytter kabbalah-mystikerne sig af askese og af meditation i bestræbelsen på at opleve gud.
En central skikkelse i kabbalah-bevægelsen var Isak Luria (1534-1572). Han formulerede det kosmiske forløb som en vekselvirkning mellem eksil, galut, og forløsning, tikkun. Han ytrede sig e ydermere om, hvordan mennesket ved at overholde toraens bud, inderlig bøn og gode gerninger selv kunne udvirke tikkun og dermed selv have indflydelse på den guddommelige harmoni.
Temaer fra religion.dk |
Temaer fra kristendom.dk |
Temaer fra Kristeligt Dagblad |
|
|
|
| Nyhedsbrev |
|
Ja tak, send mig dagens nyheder på e-mail |