Meget spændende analyse af forholdet mellem ytringsfrihed og etik, selvom jeg desværre må være uenig i konklusionen.

Artiklen identificere undervejs, på rigtig vis mener jeg, ytringsfriheden som en fundamental ret alle mennesker har, men antyder efterfølgende at principper som "ikke at gøre ondt" eller "ikke at skabe konflikt" til tider kan veje mere end retten til at ytre sig.

Det virker for mig næsten indlysende, at der er en verden til forskel på hvorvidt man krænker visse moralske eller etiske principper, eller om man krænker en fundamental menneskerettighed.. Jeg må indrømme at den slags argumentation slår mig som at være meget svag.
De principper der bliver fremhævet her, er jo meget fine principper at efterleve hvis man ender i en snak om religion med en tilfældig person mens man venter på bussen. På samme måde som jeg ville efterleve dem hvis jeg, mens jeg ventede på bussen, endte med at snakke politik med en der havde en diamentralt modsat politisk holdning end mig selv.

Men den person jeg ender med at snakke med, har ikke retten til ikke at blive stødt eller fornærmet eller vred over det jeg siger. At lave en lov der skulle forbyde retten til at kritisere religion på det grundlag at det kan fornærme eller gøre folk kede af det, er grundlæggende det samme som at lave en lov der forbyder et menneske at gøre et andet ked af det eller fornærmet. Det er vel indlysende hvorfor det er håbløst overhovedet at overveje den slags.

Jeg kunne virkeligt godt tænke mig at vide om der virkeligt er nogen der mener at Kurt Westergaard skulle være blevet straffet for at tegne de tegninger fordi han ikke bekymrede sig om hvordan det ville blive modtaget i pakistan?

Til spørgsmålet om hvorvidt religionskritik skal gøres til en overtrædelse af menneskerettighederne kan svaret kun være et ensidigt Nej.

Det danske sprog er vanskeligt at forstå – især for de indfødte. Jeg kender ikke ophavsmanden til de kloge ord, der ved første øjekast ser lidt ejendommelige ud. Som dansker har vi vel ingen problemer med at forstå sproget, selvom ens ord kan betyde noget forskelligt. Vi forstår alligevel straks betydningen i langt de fleste sammenhænge, men i den kristne tro hænger visse ord dårligt sammen. Der kan man roligt sige, at det danske sprog er vanskeligt at forstå, men så handler det om tro, og så er det noget ganske andet.

Det siges, at mange ønsker talen om tro ud af det offentlige rum, mens andre mener, det er et tabulagt emne, som der ikke kan tales nok om. Lige for tiden tales der meget om, hvorvidt andre religioner har samme adgang til Gud som kristne. Det har givet ivrige diskussioner blandt kirkens forkyndere. En diskussion som endnu ikke er nået frem til den øvrige del af medieverdenen. Den foregår fortrinsvis i Kristeligt Dagblad, i blog-portalen eftertanke.dk og i læsernes eldorado religion.dk

Kristeligt Dagblad skal have ros for den lette adgang enhver har til at blotlægge egen mening om stort og småt på eftertanke.dk. Det giver en vis fortrøstning om, at der trods alt er ytringsfrihed her i landet, og jeg glæder mig til at synspunkter som mine, når frem til den store offentlighed. Det er nemlig sådan, at Jyllands-Posten, Berlingske Tidende, Politiken og Kristeligt Dagblad holder hånd over kritik af den kristne tro. At Kristeligt Dagblad ikke ønsker at udsætte læserne for kritiske meninger om kristendom, er forståeligt nok, men at andre aviser, og især Jyllands-Posten, der har haft fokus på profeten Muhammed, er lige så tilbageholdende, er for mig uforståeligt. Det er da mindre risikabelt at kritisere den kristne tro, end det er at gengive en tegning af profeten, som Tøger Seidenfaden, til manges fortrydelse, omsider har sagt undskyld for.

Jeg lyttede lidt til radioprogrammet Mennesker & Medier fredag d. 19. marts 2010, hvor Lasse Jensen udtalte, at centralnervesystemet i den offentlige debat er medierne, hvilket han har ganske ret i. Det er medierne der bringer nyheder til torvs, som vi andre kan brodere videre på. Vi kan forarges og måske blande os alt det vi lyster, såfremt centralnervesystemet mener, det er relevant at gøre brug af de kritiske røster.

Man kan sagtens skabe en vældig debat ved at postulere, at troende mennesker er mindre intelligente, men så skal man helst være professor for at mene det. Det hænder således, at medierne anvender informationer om sandsynlige sandheder, som medierne ikke selv er ophavsmænd til. Man kan så diskutere om debatten vedrørende troende menneskers mulige mindre intelligens er nyttig viden for nogen, men ligefrem skadelig var den jo ikke.

Det kan man til gengæld sige at debatten om de mange veje til Gud er. Både præster og et par biskopper går ind for muligheden for, at også andre religioner kan være vejviser til Gud. Det er et brud på den kristne tro, mener nogen, og én af dem der står for skud er domprovst Anders Gadegaard. I Kristeligt Dagblad 5. marts siger han: ”Selvfølgelig er der mange veje til Gud – eller rettere veje fra Gud til os. Når vi kristne siger, at Gud har vist sig i Jesus Kristus, betyder det ikke, at han ikke kan handle eller vise sig på helt andre måder for mennesker i andre kulturelle eller religiøse sammenhænge end dem, vi kender”.

Seniorforsker, retsteolog og forfatter til afhandling om præsteløftet Kristine Garde mener, iflg KD 5. marts, at præster med det synspunkt er i færd med at sprænge folkekirken indefra. ”Et væsentligt problem for kristendommen har jo været, hvordan kirkens bekendelse til mennesket Jesus som frelser kan forenes med bekendelsen til den ene Gud. Det løser man i kristendommen med et trinitarisk gudsbegreb: at Gud som Fader, Søn og Helligånd på én gang er tre og én”, udtaler retsteologen.

Det er lige før jeg må give professoren ret i sin antagelse om intelligens, men det er jo vanvittig kloge mennesker med udpræget sans for, hvordan den kristne tro skal udlægges, der udtaler sig. Kristine Garde mener ligefrem, at en læresag kan komme på tale, ”hvis præsterne ikke forstår, at de bør respektere, at de indgår i et kollegialt fællesskab om det fælles evangeliums forkyndelse”. Man kan naturligvis ikke have, at ”de opfører sig som individualister, der tror, de kan sige hvad som helst, uden at noget kommer efter dem”.

Som Kristine Garde ser det, er det virkelig alvorligt. Hun ser tegn på teologisk degeneration med disse teologisk tvivlsomme udsagn. Adspurgt mener hun ikke, det aktuelle stridspunkt bunder i et forældet præsteløfte. Der er ingen grund til fornyelse, og der er ingen fri fortolkningsret i folkekirken. Var der det, ville kirken forbløde, mener hun. Jeg mener nu, at kirken ville få en tiltrængt opblomstring, hvis den aflagde sig det trinitatiske Gudsbegreb. Vejen til Gud ville være farbar for alle, og diskussionen om læresag ville automatisk kunne skrinlægges.

Kristeligt Dagblads skribent, Morten Thomsen Højsgaard, skriver den 11. marts: ”Hvordan kan kristne blive uenige om betydningen af Kristus?” Det er nok et spørgsmål de fleste skænker få tanker. Om debatten ender med at blive en øjenåbner for folk i almindelighed, som Højsgaard antyder, er nok tvivlsomt. Det er ikke engang sikkert, at folk bliver rystet i deres grundvold, ligesom dengang med Grosbøll, hvor de, efter Højsgaards beskrivelse, gik ”rundt og troede, at de vidste, hvordan præster troede på Gud”, men så længe medierne, udover Kristeligt Dagblad naturligvis, ikke fatter interesse for debatten, så sker der i hvert fald ikke noget.

At folkekirken har interne forklaringsproblemer med troen på Gud, interesserer de færreste, men hvis nogen råbte op og sagde - jamen de har jo slet ingen Gud, så tror jeg, det ville give genlyd på gadeplan, hvor enhver kender forskel på far og søn. Hvis Mathias har en søn, der hedder Tobias, ved alle, også kristne, hvem der er hvem, men i kristendommen er far og søn smeltet sammen til tre-i-en. Det står fast så længe det ikke diskuteres, at Gud er Gud og Jesus er Jesus – søn af Gud, ligesom Tobias er søn af sin far Mathias.

Det danske sprog skal gradbøjes til ukendelighed, hvis Johannes Evangelium skal stå til troende for kristne. For andre står teksten lysende klar og nærmest umulig at misforstå.

Jytte Ibsen