Muslimer opfatter Kabaen, som det helligste, der stammer direkte fra Gud. Da muslimer invaderede Indien i år 900 og derefter, var deres fornemste opgave at tilintetgøre alle hindutempler, især Shiva-templer, netop fordi man ikke ville have konkurrence mellem stenene. Det er vel indlysende, at en kopist ikke tåler kritik.

Pedersens påstand om, at aviser skamrider et nobelt princip alene for at sikre sig selv en kortfristet profit, som at give skylden til musikken, hvis man ikke kan danse.

Hvis man ellers kan læse og forstå, var kritikken som lå bag Muhammed-tegningerne, hvordan Allah kan påføre sine egne skabninger, menneskene, så grusomme lidelser som stening osv., uanset årsag. Hvordan kan Allah ses som barmhjertighedens Gud, når han er så gavmild over for dem, der udfører grusomheder i Guds navn?

Islam bør ikke være hævet over al kritik. Uanset hvilken religion, det drejer sig om, er det nødvendigt med kritik. Hvis religion bliver dikteret ukritisk, kaster det bomber og danner grobund for magtgriske politikere og magtsyge religiøse ledere, der forsøger at afpresse andre svage i samfundet. Og det er nemlig mobning.

Den fred, som Pedersen ser i Indien mellem sikher, hinduer, buddhister, muslimer og andre religioner, skyldes netop, at man i hinduismen prædiker, at alle religioner er lige gode, blot man udfører sine ”Dharma” pligter. Hinduismen opfordrer til selvkritik og kritisk stillingtagen. Det er helt fundamentalt for os. Selvfølgelig er der rabiate hinduer i Indien, ligesom alle andre steder. Men netop i kraft af den selvkritiske attitude kunne hinduismen fostre en person som Gandhi.

I Danmark kan man i kraft af sit fri og åbne, usminkede sind og humør skabe en debat om religion. Uden debat og kritik bukker menneskeheden under for tyranniske, magtsyge politikere og religiøse ledere i Guds navn.

En religion med vilje til selvkritik og personlig overvejelse kaster lys på enhver, mens en ukritisk påduttet religion opfordrer til bomber og ødelæggelser.

Dhamu Chodavarapu er hindu