SPØRGSMÅL I ØST - SVAR I VEST.
Jeg håber, at Thomas blev klogere på spørgsmålet "Er det en god idé med religion i retssalen?" ved at læse sognepræst Jørgen Kjærsgaards svar.
Det blev jeg ikke!
Efter en redegørelse for inkvisitionens betydning for magtudøvelsen, bl.a. i Phillip IIs Spanien, vælger Kjærsgaard at svare i vest, selvom han er blevet spurgt i øst.
Jeg ved ikke, hvem der er ophavsmand til de bevingede ord: INGEN OG INTET STÅR OVER LOVEN. Men Kjærsgaard har da ret i, at det er en romantisk indbildning. Mere præcis er den afdøde konservative partileder, Poul Sørensens valgsprog "INTET OVER OG INTET VED SIDEN AF FOLKETINGET".
Og end ikke dette valgsprog er den skinbarlige sandhed. Al lovgivning, som Kjærsgaard har ret i bedst forstås ved at læse lovens forarbejder, er et operationaliseret udtryk for de grundlæggende folkelige opfattelser af, hvad der er rigtigt og hvad der er forkert. Men af og til er en lovgivning FORAN folkemoralen, af og til en hel "revolution" EFTER folkemoralen.
Og vi har desværre loveksempler, der afspejler en øjeblikkelig ophidselse i folket. Rocker-lov, Tuneser-lov osv.
Men sådan som jeg har opfattet Thomas´ spørgsmål, går det på, om et teokratisk styre med fordel vil kunne afløse demokratiet, samt på, om religiøse symboler (jødens kalot, muslimens tørklæde eller turban, det kristne kors) kan blive båret ind i retssalen, uden at det betyder, at hele dommerens religiøse værdigrundlag også bæres ind.
I en retssag, hvor der medvirker lægmænd som dommere (domsmænd eller nævninge) slutter selve retsforhandlingerne med, at dén dommer, der har forsædet, giver en RETSBELÆRING, inden nævningene trækker sig tilbage. Denne belæring fortæller, hvad de læge dommere skal tage stilling til - og følgelig, hvad de ikke skal tage stilling til.
Denne retsbelæring bygger selvfølgelig på dommerens værdigrundlag tilsammen med hans kendskab til retsplejeloven og - hvis det er en straffesag - til straffeloven.
Men hvis dommeren eller lægdommerne åbent skilter med deres religiøse tilhørsforhold, kan det for den sigtede være svært at opretholde dén illusion, at dommen alene bygger på den demokratisk vedtagne lov.
Jeg kender nogle kristne, der har gjort alt muligt for at blive kasseret som lægdommer.
Men jeg kender ingen muslimer, der har ladet chancen gå fra sig, når den endelig har vist sig.
Carsten Snedsted.
pens. socialrådgiver, cand. phil., Odense.
Persondata politik og brug af cookies*
Du skal være opmærksom på, at du accepterer vores persondata politik og brug af cookies, når du besøger kristeligt-dagblad.dk og de tilknyttede domæner.
Vi indsamler ikke oplysninger, der ikke er beskrevet i vores persondata politik og vi indsamler aldrig persondata uden at du selv har givet os disse oplysninger, fx ved at registrere dig, købe en vare eller deltage i en undersøgelse.
På alle vore sites benytter vi cookies til at gøre din oplevelse bedre og for at kunne bringe de annoncer, som financierer disse sites.
Du kan i de fleste browsere ændre på indstillingerne for hvilke cookies, der bliver sat på din computer.
* En cookie er en lille stump data, der gemmes i din browser og kan læses af enten systemerne bag vores sites eller en af vores partnere. En cookie er ikke et program, der kører på din maskine og en cookie er ikke en virus eller spyware.
Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger
Send artiklen Er det en god idé med religion i retssalen? til din ven.
Er det en god idé med religion i retssalen?
| Svaret giver udtryk for panelistens holdning |
| Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener. |
Læs også
Eksterne links
Gennem lange perioder af historien har det været helt utænkeligt, at man kunne afgøre sager udenom kirken, skriver sognepræst Jørgen Kjærgaard
Spørgsmål:
Jeg kan som moderne progressiv dansker - gift med kvinde fra Tyrkiet, hvor piger uden tørklæde kan opleve ringeagt fra de som bærer det - ikke helt forstå, hvorfor tvivl om det hensigtsmæssige ved religiøse symboler på dommere i retssale skulle være udtryk for snæversyn. Lovforslaget skyldes vel nærmere ønsket om at holde dommernes personlige tro, etik og verdensbillede som et personligt anliggende.
Er der gennem historien eksempler på, at det har været en god idé at blande kirke og dømmende magt?
Jeg spørger, fordi jeg ikke kender så meget til religionshistorie, men f.eks. den spanske inkvisition for bare 200 år siden er vel et af eksemplerne på, hvorfor det er en god idé at holde tro adskilt fra bevisførelse? Hvad er eksemplerne på, at det skulle være en god idé at lade tro få en fremtrædende plads i dommersædet?
Måske er det indlysende for religionsforskere og psykologer, men hvordan kan man gøre det begribeligt for en lægmand, at nogen, der ikke kan lægge deres ydre religiøse symboler i en retssal på hylden de par timer en domsfældelse varer - også vil have vilje til at parkere deres indre religiøse verdensbillede og anerkende, at ingen og intet står over loven?
Annonce
Er der eksempler fra udlandet på, hvordan man har overbevist befolkningen om at det er en god idé?
(Her tænker jeg på eksempler fra demokratiske lande, ikke fundamentalistiske regimer).
Venlig hilsen
Thomas
Svar:
Der er flere elementer i spørgsmålet – dels aktuelle, dels specifikt historiske. I begge tilfælde drejer det sig om komplekse forhold, hvor nutidens praksis bygger på traditioner, der har rødder langt tilbage.
Jeg kan som moderne progressiv dansker - gift med kvinde fra Tyrkiet, hvor piger uden tørklæde kan opleve ringeagt fra de som bærer det - ikke helt forstå, hvorfor tvivl om det hensigtsmæssige ved religiøse symboler på dommere i retssale skulle være udtryk for snæversyn. Lovforslaget skyldes vel nærmere ønsket om at holde dommernes personlige tro, etik og verdensbillede som et personligt anliggende.
Er der gennem historien eksempler på, at det har været en god idé at blande kirke og dømmende magt?
Jeg spørger, fordi jeg ikke kender så meget til religionshistorie, men f.eks. den spanske inkvisition for bare 200 år siden er vel et af eksemplerne på, hvorfor det er en god idé at holde tro adskilt fra bevisførelse? Hvad er eksemplerne på, at det skulle være en god idé at lade tro få en fremtrædende plads i dommersædet?
Måske er det indlysende for religionsforskere og psykologer, men hvordan kan man gøre det begribeligt for en lægmand, at nogen, der ikke kan lægge deres ydre religiøse symboler i en retssal på hylden de par timer en domsfældelse varer - også vil have vilje til at parkere deres indre religiøse verdensbillede og anerkende, at ingen og intet står over loven?
(Her tænker jeg på eksempler fra demokratiske lande, ikke fundamentalistiske regimer).
Venlig hilsen
Thomas
Svar:
Der er flere elementer i spørgsmålet – dels aktuelle, dels specifikt historiske. I begge tilfælde drejer det sig om komplekse forhold, hvor nutidens praksis bygger på traditioner, der har rødder langt tilbage.
Lad mig først tage spørgsmålet om forholdet mellem religion og jura i moderne, demokratiske nationer. Her kunne man sammenligne hhv. Frankrig og USA, hvis demokratier og grundlæggende samfundssyn i begge tilfælde udspringer af oplysningstidens revolutionære tænkning om menneske og samfund.
I Frankrig drog man den konsekvens at adskille kirke og stat, religion og politik aldeles – i alle samfundsbærende institutioner f.eks. undervisning og lovgivning.
I USA er de både skilt og uadskilleligt sammenvævet: I skolerne kan de enkelte stater forbyde religiøse symboler, men fastholde obligatorisk morgensang, hvor eleverne synger ”God bless America”, og i retssalene er situationen, hvor anklagede og vidner skal sværge sandhed ved at lægge hånden på Bibelen obligatorisk i enhver film, der rummer scener fra en retssag; for nylig så vi den nye præsident sværge at opretholde og forsvare USA´s forfatning på samme vis – og afslutte med ordene: ”So help me God”.
Hvad angår spørgsmålet om, hvorvidt det har været en god idé at blande kirke og dømmende magt, må man gøre sig klart, at sådan et spørgsmål kun kan give mening på visse betingelser, og det samme gælder svaret. Som det antydes, har der været perioder i Europas historie, hvor kirke og dømmende magt stort set var sammenfaldende – navnlig i middelalderen, hvor samfundet på alle planer var gennemsyret, styret og ledet af kirkens doktriner.
Forestillingen om, at sagsforhold kunne afgøres udenom eller ved siden af kirkens indflydelse og magtsfære, ville dengang være utænkelig. I lange perioder fandt man det tværtimod betryggende, at liv og skæbne, `gods, ære, barn og viv´ i både første og sidste instans var undergivet kirkens dom. Alt andet ville være blind, ugudelig vilkårlighed.
Når vi ser anderledes på det i dag, skyldes det netop den førnævnte oplysningstænkning, som stræbte efter et selvstændigt fundament for samfundsopfattelse og moralbegreber, herunder hvad der er rigtigt og forkert, ret og rimeligt.
Imidlertid er selv oplysningstidens rets-, samfunds- og moralfilosofi dybt influeret af kristendommens begreber. Og selv vores moderne lovgivning indenfor såvel strafferet, sociallovgivning osv. kan i vid udstrækning føres tilbage til centrale bibelske tekster såsom de 10 bud, næstekærlighedsbudet, lignelserne om den barmhjertige samaritaner, helbredelsesberetningerne og paulusbrevenes anvisninger om fattigforsorg og sygepleje.
Idealforestillingen, at ”ingen og intet står over loven” er en romantisk indbildning. Det vil enhver, som blot sætter sig minimalt ind i lovgivningsprocesserne hurtigt kunne forvisse sig om. Lovene gives eller vedtages jo af nogen. Lovteksterne bliver til gennem ofte uskønne politiske forhandlinger, hvor ganske andre hensyn end lovens oprindelige sigte tit spiller afgørende ind.
Derfor arbejder fagjurister ofte med det, der kaldes en lovs ”forarbejder” – altså udkast til paragraffer osv. Her kommer nemlig ofte den endelige lovs oprindelige sigte og intention meget tydeligere frem; og det skulle jo gerne være den, der dømmes eller administreres efter.
Hvis man overhovedet skal tale om noget, der ”står over loven” er det altså dens intention – det, loven skal beskytte eller yde retfærdighed. I sidste ende er det altså lovgivernes, politikernes, vælgernes og dermed et samfunds begreber om ret og skel, uret og retfærdighed, der bestemmer dommere og domme. Og de begreber kan man ikke parkere på en hattehylde eller en tørklædeknag udenfor retslokalet. Hvis man kunne, ville det for alvor være bekymrende.
Venlig hilsen
Jørgen Kjærgaard
Sognepræst
FACEBOOK: Bliv ven med religion.dk
Re: Er det en god idé med religion i retssalen?
Frans Mikkelsen, publiceret d.03/03 09:54 (for 3 år siden)
Læs artiklen bag debatten her: Er det en god idé med religion i retssalen?
Jørgen Kjærgaard redegør udmærket for forholdet mellem religion og samfund. Men han omtaler overhovedet ikke det egentlige problem i forhold til islamiske symboler i danske retssalen: De værdier, Islam vil lægge som fundament under samfundet, er diametralt modsatte dem, Kristendommen vil lægge.
10 vigtigste ting at vide om...
-
10 vigtigste ting at vide om kristendommen
-
10 vigtigste ting at vide om islam
-
10 vigtigste ting at vide om jødedommen
-
10 vigtigste ting at vide om buddhismen
-
10 vigtigste ting at vide om abort
-
10 vigtigste ting at vide om aktiv dødshjælp
-
10 vigtigste ting at vide om stamcelleforskning
-
10 vigtigste ting at vide om katolicisme
-
10 vigtigste ting at vide om protestantisme
-
10 vigtigste ting at vide om den danske folkekirke
-
10 vigtigste ting at vide om reklamer og etik
-
10 vigtigste ting at vide om kunstig befrugtning
-
10 vigtigste ting at vide om organdonation
