- Mystikken lever i protestantismen

Spørgsmål:

Kære Lindhardt!

Jeg er ved at være færdig med læsningen af Joseph Ratzingers bog om Jesus fra Nazareth, hvor religionens begreb mysticisme flere gange fremgår.

Andetsteds kan man læse (Friderich von Hugel), at erfaringen viser, at vi kun kan komme tættere på en erkendelse af Gud via vores eget indre og en dyb, essentiel mystisk selverkendelse.

Hvor er mysticismen (den afbalancerede) blevet af i den protestantiske tro?

Med venlig hilsen
Palle

Svar:

Mystikkens grundtræk er det voldsomme ønske om at forenes med Gud og derved komme af med sit eget jeg.

En grundegenskab ved den kristne mystik - særligt klart udtrykt af Augustin - er at jeget udspringer af syndserkendelsen. "Jeg" er det, at vi gør oprør mod Gud og i selvhævdelsen danner vort eget selv. Kuren mod denne "sygdom" er foreningen med Gud, unio mystica, hvorved jeget opløses og udslettes. I den katolske tradition er dette træk levende i en ubrudt tradition fra oldkirken og fremefter.

Og i Luthers inspiration fra mystikeren Tauler finder vi en kilde til at udtrykke troens sande væsen, nemlig at åbne sig for Gud og hans kærlighed og derved blive grebet af tillid og taknemmelighed. Eller med andre ord, "tro".

Reformationstidens "sværmere", som gjorde op med tradition og sprog, vakte imidlertid Luthers skepsis overfor mange mystikeres idé om direkte åndsinspiration udenom Skriften som åbenbaringskilde.

Mystikken lever dog også i protestantismen, ikke mindst i pietismen bl.a. med navne som Arndt o.a. Her findes også den såkaldte "brudemystik", hvor den mystiske forening udtrykkes i forholdet mellem mand og kvinde. Det ser vi blandt andet hos salmedigteren Brorson.

Venlig hilsen
Jan Lindhardt
Tidligere biskop