Hvorfor er der flere trosbekendelser?

Spørgsmål:

Jeg vil gerne høre, hvorfor den romersk-katolske kirke bruger to forskellige trosbekendelser?

Jeg går selv til latinsk messe, og i liturgien synger man den 'lange' trosbekendelse ("Jeg tror på én Gud, den almægtige Fader…" osv.) Men når vi f.eks. beder rosenkransen, bruger vi den 'korte' trosbendelse("Jeg tror på Gud Fader den almægtige..." osv).

Hvordan kan man afgøre, hvornår man skal bruge hvilken trosbekendelse?

Med venlig hilsen
Alexander

Svar:

Kære Alexander!

De to trosbekendelser, som du nævner, hedder henholdsvis den nikænske (den lange) og den apostoliske (den korte).

Den apostoliske kan i sin kerne spores tilbage til menigheden i Rom i det 3. årh. Den blev i 800-tallet indført i hele den vestlige kirke.

Den nikænske - eller helt korrrekt den nikæno-konstantinopolitanske - stammer fra koncilierne (kirkemøderne) i Nikæa 325 og Konstantinopel 381. På grund af forskellige kætterier præciserede de to nævnte koncilier den kristne tro på den treenige Gud ved hjælp af denne ”lange” trosbekendelse.

Den er messens officielle bekendelse, men den korte - den apostoliske - bliver også brugt i messen; omstændighederne afgør, hvilken af de to, man bruger.

At man ved rosenkransbønnen bruger den apostoliske - den korte - er vel fordi man lettere kan huske den udenad.

Begge trosbekendelser er fælles for de fleste kristne trossamfund.

Med venlig hilsen
Søster Anna-Maria Kjellegaard
Priorinde i benediktinerkloster