- Fasten gør mig mindre selvisk

Overrabbiner Bent Lexner skriver:

Jødedommen har to store fastedage. Jom Kippur - den store forsoningsdag – og 9. av – til erindring om templernes ødelæggelse.

Desuden tre mindre strikse fastedage, hvor fasten kun er fra morgen til aften, medens de for de to førstes vedkommende er fra aftenen i forvejen.

Jeg faster altså først og fremmest, fordi det er en bestemmelse i jødedommen. Men vel også fordi det er en lejlighed til at være opmærksom på, at mad er utrolig vigtig for ens daglige tilværelse.

For mig er der ingen tvivl om, at fasten er et redskab til at gøre én opmærksom på sine omgivelser og vel også på den Gud, som bespiser alle – hvis vi bare ville dele med andre.


Aminah Tønnsen, muslimsk forfatter og foredragsholder, skriver:

Jeg har fastet i de seneste tredive år af mit liv. Hvert år i måneden ramadan, den niende måned ifølge den islamiske kalender, har jeg afholdt mig fra at indtage mad og drikke mellem daggry og solnedgang.
Da jeg fastede de første år, var det primært for at holde min muslimske ægtemand ved selskab (jeg var endnu ikke selv muslim på dét tidspunkt). Jeg syntes, det var synd, han skulle faste mutters alene. Det var en kæmpe udfordring, for fasten faldt i juli-august, så der var kun små fem timer til at indtage mad og drikke nok til at kunne klare en normal hverdag.

Muslimer faster for at mindes, at det var i måneden ramadan i året 610, at Profeten Muhammad fik sin første åbenbaring fra Gud i en klippehule i omegnen af Mekka.

Fasten har mange sider. Det er ikke kun et spørgsmål om at afholde sig fra mad og drikke i dagtimerne for på egen krop at mærke det afsavn, som er hverdagskost for millioner af fattige verden over.

I fasten flyttes fokus ganske af sig selv fra det ydre til det indre. I fasten bruger jeg mere tid på koranlæsning og bøn, på fordybelse i det hele taget: Hvad bør jeg ændre i min hverdag? Har jeg fokus på rette sted? Får familien den opmærksomhed, den har krav på? Fik jeg skrevet, hvad jeg havde sat mig for? Fik jeg taget de pauser, læst de bøger, set de teaterstykker og hørt de koncerter, som er så vigtige for mit eget velbefindende, og som giver mig overskud til at dele ud af mine ressourcer til andre?

Det er nogle af de spørgsmål, der optager mig i fasten. Fastetidens ro og fordybelse giver fred i sjælen.

Poul Sebbelov, præst i den ortodokse kirke, skriver:

I Den Ortodokse Kirke er der fire fasteperioder, fordelt ud over kirkeåret. Inden højtiderne for apostlene Peter og Paulus (den 29. juni) og for Gudsmoders Hensoven (den 15. august) er der fastetider af to ugers varighed. Som forberedelse til jul og påske er der to gange 40 dages faste. Derudover er næsten alle onsdage og fredage året igennem fastedage. Og endelig må den enkelte troende faste fra midnat, inden hun eller han kan modtage den hellige nadver ved liturgien.

Vi faster i lydighed mod Kirken og i tiltro til, at Kirkens erfaring er rigtig, når den siger til os, at det er vigtigt at forberede sig og koncentrere sig for bedre at kunne tage imod og være med ved kirkeårets store højtider.

Dertil kunne vi føje, at det er en almen menneskelig erfaring, at det er godt og nyttigt at glæde sig med en vis tilbageholdenhed, inden man når frem til det, man har ventet på. Tilsidesættelse af denne regel fører til triste resultater. Tænk for eksempel på, hvor mange mennesker, som når at blive lede og kede af mad og drikke, længe før det er blevet jul, fordi de med utallige 'julefrokoster' har fejret festen igen og igen, inden hovedpersonen kom til stede.

Fasten består i Den Ortodokse Kirke overordnet deri, at de troende i fastetiden ikke spiser nogen form for animalske produkter, det vil sige kød, fisk, æg og mejeriprodukter som smør og ost. Endvidere afstår man fra at drikke alkohol.

Inden modtagelse af nadver fastes der fuldt, altså uden at indtage noget overhovedet, fra midnat. - Det gør en tydelig forskel at øve sig på opmærksomhed. Men fasten er ingen "mirakelkur" og heller ingen sportspræstation. Det kræver tilvænning og åndelig modenhed at omgås Kirkens fasteforskrifter og gøre dem personligt frugtbare.