I kristen sammenhæng ses korset i mere end 200 forskellige æstetiske udformninger. -
- Mette Frandsen
Korset er det mest betydningsfulde af de kristne symboler, og det afbildes i mange forskellige variationer. Læs om de vigtigste udgaver her
Det tomme kors
Det latinske kors, der er mest udbredt i den protestantiske kirke.
Krucifiks
Krucifikset, der foretrækkes i den katolske kirke. Krucifikset er et latinsk kors med en Kristusskikkelse. Det illustrerer Jesu lidelse og korsdød og symboliserer lidelseshistoriens frelsende betydning.
Peterskors
Variation af det latinske kors. Opkaldt efter apostlen Peter, der blev korsfæstet i Rom med hovedet nedad, fordi han selv gav udtryk for, at han ikke var værdig til at blive korsfæstet på samme måde som Jesus.
Filipskors
Variation af det latinske kors. Opkaldt efter apostlen Filip, der blev korsfæstet sidelæns og derefter stenet til døde.
Andreaskors
Variation af det græske kors. Opkaldt efter apostlen Andreas, der blev korsfæstet i Grækenland på et kors med denne form. Formen er ekstra betydningsfuld, fordi den har form som første bogstav i Kristus på græsk.
Kristusmonogram
Også kendt som Labarum eller Chi-Rho symbol. Det er Kristi monogram i form af de to første bogstaver i Χριστός, der er græsk for Kristus. Det Nye Testamente blev oprindeligt skrevet på græsk og senere oversat til latin.
Patriarkalkors
Patriark er græsk for forfader, og folket Israels stamfædre er: Abraham, Isak og Jakob (Jakob fik sin kamp med Gud navnet Israel).
Lorraine kors
Er en variant af patrikalkorset og opkaldt efter landskabet Lorraine eller Lothringen i Frankrig, derfor også kaldt et lothringsk kors.
Pavekors
Pave stammer fra det græske ord ’pappas’, der betyder fader, og pave er titlen på den romersk-katolske kirkes øverste biskop, apostlen Peters efterfølger. Tværbjælkerne symboliserer præste-, lærer- og hyrdegerningen.
Russisk ortodoks kors
Dette er den russisk ortodokse kirkes officielle kors. Det er sat sammen af det latinske og det græske kors og har fået tilføjet en skrå tværbjælke nederst på korspælen.
Græsk kors
Adskiller sig fra det latinske kors ved, at alle fire korsarme er lige lange. Det græske kors er grundformen i mange andre korsvariationer.
Krykke- eller hammerkors
Variation af det græske kors, hvor der for enden af hver arm er en tværbjælke, så det får t-form. T-formen henleder også opmærksomheden på tau-korset, og nogle mener, at hammerkorset er sat sammen af fire tau-kors.
Korsarmskors
Korsarmskorset er sammensat af fire latinske kors og samtidig en variation af det græske kors. Det symboliserer evangeliets udbredelse i hele verden.
Jerusalemkors
Jerusalemkorset kaldes også evangelisasionskors eller missionskors, fordi det bruges som symbol på Jesu befaling om at sprede evangeliet ud til alle folk. Det store kors symboliserer Jesus, og de fire små kors symboliserer de fire evangelister: Matthæus, Markus, Lukas og Johannes, der er med til at udbrede evangeliet til de fire verdenshjørner: hele verden. Jerusalemkorset er det officielle kors i Gravridderordenen.
Mantuakors
Også kaldt Skt. Georgkors (på dansk Skt. Jørgen). Opkaldt efter Skt. Jørgen, der døde som martyr og er helgenkåret.
Ankerkors
Ankerkorset er et græsk kors, hvor hver af de fire korsender er formet som et anker. Ankerkorset er håbets kors, da ankeret er et kristent symbol på håb.
Lazaruskors
Treenighedskorset er et græsk kors, der foruden at symbolisere treenighed også symboliserer hellighed, guddommelighed og opstandelse fra de døde. Opkaldt efter Lazarus, som Jesus oprejste fra de døde.
Kløverbladskors
Kløverbladskorset er en variation af det græske Lazarus kors, der også kaldes et treenighedskors, fordi hver af de fire arme har form som et trekløver, der symboliserer treenigheden.
Malteser- eller Johanitterkors
Er løfternes og trofasthedens kors. De otte spidser repræsenterer riddernes otte egenskaber: trofasthed; generøsitet; fromhed; hæder/ære; hjælpsomhed; tapperhed; mod; respekt og omsorg for kirken, hvor kirken også forstås som den kristne menighed (alle syge og fattige mennesker).
Uendelighedskors
Knyttet sammen af treenighedssymboler og symboliserer evigheden.
Pilekors
Pilekorset er et evangelisationskors, hvor pilene peger mod de fire verdenshjørner og symboliserer udbredelsen af evangeliet til hele verden. Selve pilene er formet som fiskekroge og henleder opmærksomheden på Jesu ord til disciplene: ”Kom og følg mig, så vil jeg gøre jer til menneskefiskere.” (Matt 4,19)
Stjernekors
Stjernekorset er et dobbeltsymbol. Fødselsstjernen (stjernen over Betlehem) er femtakket. Dens form minder om et menneske, og den symboliserer, at Gud blev menneske, at Frelseren fødes som mennesket Jesus på jorden.
Tau-kors
Opkaldt efter det græske bogstav 'tau'. Frans af Assisi mødte denne korsform, da han tog sig af de spedalske, hvor korset først blev brugt som talisman, der skulle beskytte mod smitte; senere blev det symbol på den rene, stærke og inderlige tro på Kristus.
Y-kors
Også kaldt gaffel-, røver- eller stangkors. Blev ofte anvendt ved forbrydelser som tyve- og røveri.
Ankh-kors
Hankekors eller livsnøgle, som er en hieroglyf, der forestiller et kors med en hank. I Egypten blev det anvendt som symbol på liv, og senere, da de koptiske kristne overtog det som korssymbol, blev det også symbol på Kristus.
Ring- eller hjulkors
Opstandelses- og evighedskors der symboliserer opstandelsen, det guddommelige, lyset og den evige livgivende kraft. FACEBOOK: Bliv ven med religion.dk