Det er mit blogindlæg, du refererer til. Udover den kommentar jeg har skrevet til dig på min blog i dag, vil jeg gerne fortælle dig, at Evangelist ikke virker som scientology.
Man skal ikke isolere sig fra hverken familie eller venner udenfor organisationen og det koster ikke penge at være med. Tidligere har organisationen været mere isoleret, men sådan er det ikke i dag.

Hej Eva,

Første gang jeg har oplevet at en forfatter til en artikel her på siden rent faktisk har deltaget i debatten, super sejt.
Jeg har læst dit seneste blog indlæg og håber det er okay jeg citere lidt fra det her i mit svar.

Du skriver her at Evangelist som organisation er langt mindre lukket end det førhen var, og i det omfang at det er sandt, syntes jeg det lyder rigtigt positivt. I øvrigt tror jeg heller ikke at scientology gør en aktiv indsats for at isolere medlemmer fra resten af samfundet. Den slags isolation jeg hentydede til, er som jeg ser det, et slags bi-produkt af, at de dogmer og doktriner man bliver lært eller ender med at tro på, automatisk gør det meget svært at opgive troen igen. Det er bestemt ikke sådan at jeg forestiller mig at man bliver bedt om at gå fra venner og familie så snart man træder ind af døren.

På din blog spørge du/resonere du dig frem til at min kritik er mere generel end bare til Evangelist, og det er korrekt.
Det er klart at emnet "hvordan opdrager vi vores børn" er et meget følsomt emne, og jeg syntes bestemt ikke, som du selv skræmmende spørger, om så staten skal bestemme hvad man må lære sine børn, den slags tillid har jeg slet ikke til nogen stat. Og du har sandeligt også ret i at det er umuligt for forældre, ikke at influere deres børn både politisk og religiøst eller på mange andre områder. Det er der heller ikke noget galt med.

Hvis man lever med at bede bordbøn, så er det selvfølgeligt umuligt at ens børn ikke også gør det og bliver påvirket af det. Men at sige et religiøst "tak for mad" og til at udstyre børn med en tro på at nogen mennesker måske har en djævel i sig, er et ret stort skridt. Jeg er ikke psykolog, men jeg kan dog godt gætte mig til, og har i øvrigt læst en del historier fra vokse der skriver om deres barndom i den slags miljø, at det gør et meget stort indtryk og mærker en med en opfattelse af verden, der kan være meget svær at slippe igen. Der er selvfølgeligt mennesker der efterfølgende hopper fra, men for rigtigt mange er det ikke en mulighed.

Hvis man i stedet, som jeg kort foreslog i min kommentar, før man begynder at lære børn om djævle og andet, lærer dem at stille spørgsmål ved de ting de bliver præsenteret for og lærer dem selv at tage stilling til livets store spørgsmål, så mener jeg, man har udstyret dem med noget ganske positivt. Om de så bruger den viden og stillingtagen til at konkludere, at de er enige med deres forældre, og at Gud og Djævlen virkeligt eksitere, jamen det er en helt personlig sag, som hverken staten eller jeg vil blande mig i, med mindre jeg bliver inviteret til det

vil stoppe mit indlæg her fordi ellers bliver det for langt og kedeligt, glæder mig til at høre fra dig.

M.v.h.

Anders.

Jeg har svaret dig i min blog. eva.kristenblog.dk