Tro handler om tillid

Tro er jo dybest set et spørgsmål om personlig erfaring og om at have tillid til, at den gave, man bliver præsenteret for i form af en 'åbenbaring', en uforklarlig indre stemme eller indre sandhed, er vejen til et liv i harmoni med sig selv, med omverdenen og med Gud. Vi må konstatere, at mennesker finder sandheden i forskellige budskaber, forklare det kan vi ikke.

Og som det så viseligt hedder i Koranen:
"For hvert eneste fællesskab har Vi fore¬skrevet en lov og en tydelig vej. Hvis Gud havde villet, havde Han gjort jer til en eneste menighed; men det var Hans plan at prøve jer i, hvad Han har åbenbaret til jer. Kappes derfor i gode gerninger. Målet for jer alle er Gud, og Han vil vise jer sandheden i de sager, hvorom I strides." (Koranen 5:48).

Jeg er både døbt og konfirmeret, men fandt sjælefred og inderlig forbundenhed med det guddommelige i islam. Så enkelt er det.

Derudover er der, som jeg nævnte sidst, mange steder i Koranen, hvor jeg ikke kan andet end tro, at der har været en større kraft på spil, eksempelvis i omtalen af naturfænomener, som ingen dødelige i 600-tallets Arabien havde den ringeste anelse om. Men igen, så er det et spørgsmål om tro og personlig erfaring.

I øvrigt er det ikke i sura nr. 1, man skal lede efter en beskrivelse af hændelsesforløbet omkring den første åbenbaring til Profeten Muhammed. Efter islamisk opfattelse er Koranens kapitler og vers nemlig ikke samlet i kronologisk orden, men i den helt specifikke orden, som Gud anviste Profeten efter hver eneste åbenbaring.

Der hersker enighed om, at den allerførste åbenbaring, Profeten modtog i år 610, bestod af de fem første vers af sura 96:
"Forkynd (læs/recitér) i din Herres navn, der formede mennesket af en igle-lignende klump. Forkynd (læs/recitér), for din Herre, den Ædleste, lærte mennesket at bruge pennen, lærte mennesket, hvad det førhen ikke vidste." (Koranen 96:1-5).

Efter en rum tid uden yderligere tegn fulgte så store dele af sura 68 (ifølge nogle) - sura 74 (ifølge andre). Det sidste er nok mere sandsynligt, eftersom de første 10 vers af sura 74 er en fornyet opfordring til uselvisk at forkynde Guds ord for menneskene:

"Oh du, der har trukket dig tilbage i ensomhed. Rejs dig og advar (menneskene). Lovpris din Herres storhed, rens din sjæl, og hold dig fra det, der mishager Gud. Forkynd ikke budskabet for egen vindings skyld, men vær vedholdende for Gud. Når trompeten lyder (ved opstandelsen), vil det være en smertens dag, ikke let for gudsfornægterne." (Koranen 71:1-10).

I sura 53, som også hører til den tidligere Mekka-periode, hedder det: "Tænk over, hvorledes Guds vejledning gradvist udfolder sig for jer. Jeres frænde (Muhammed) er hverken ført bag lyset eller vildfaren. Han er ej heller styret af egne begær. Det er intet mindre end en åbenbaring, han modtager. Han er blevet vejledt af én fuld af magt og visdom. Den fuldkomne (Gabriel) stod stille og viste sig for ham i horisonten. Så kom han nærmere og var (til slut kun) to bue-længder (fra ham) eller (måske) nærmere. Således åbenbarede Gud budskabet til Sin tjener. Hvad Profeten så er ikke bare indbildning. Vil I strides med ham om, hvad han så? Han så ham (Gabriel) visselig en anden gang (under himmelrejsen) nær det yderste lotustræ på grænsen til Haven. Lotustræet var tilsløret. Profetens blik veg ikke til siden, men overskred ej heller grænsen. Han har visselig set Herrens største tegn." (Koranen 53:1-18).

Mere konkret bliver åbenbarings-processen ikke beskrevet i Koranen. For mig personligt rækker det fuldt ud. Ellers kan man jo gå til sekundærteksterne, hvis man vil vide mere (med al den usikkerhed, der nu engang ligger i disse tekster).

Og hele vejen igennem er det jo - efter muslimsk opfattelse - Gud, der taler i Koranen. Det er ikke Profeten Muhammed, der nævner dette eller hint, men Gud, der henvender sig til Profeten, til skriftens folk, til de troende generelt eller til menneskeheden som sådan.

Med venlig hilsen
Aminah Tønnsen
Muslimsk forfatter og foredragsholder