Synd og samvittighed

Spørgsmål:

Hvis synd ikke er arveligt (jf. Pelagius), hvad betyder dette så for vores samvittighed?

Søren Z. Thomsen

Svar:

Kære Søren Z. Thomsen,

Du spørger om, hvad det betyder for vores samvittighed, hvis synden ikke er arvelig, som kirkefaderen Augustin mente det (d. 430), men hvis Pelagius havde ret i, at synden ikke er noget, man kan arve fra andre, men alene skyldes én selv.

Det ligger i begrebet "sam-vittighed" (engelsk: con-science), at personens identitet står på spil. Det drejer sig om en sam-viden mellem mig, som jeg er nu, og så den person, som jeg har været - og som jeg på en måde fortsat er, hvis jeg ellers er den samme person.

Så jeg kan ikke se, at Pelagius har vanskeligheder ved at tale om samvittighed, uanset om hans syn på den frie vilje givetvis var meget firkantet og alt andet end dybt.

Det er snarere Augustin, som kunne have et problem med samvittigheden. For kan jeg overtage en skyld for noget, som jeg ikke selv har begået? Kan jeg have en sam-viden med en fortidig Adam, der - som Kierkegaard formulerede det i Begrebet Angest fra 1844 - er blevet placeret uden for vores historie, "sat Phantastisk uden for Historien"?

Næppe. Og derfor følger stort set al nyere teologi Søren Kierkegaard, når han siger, at slægtens synd (altså al den synd, der ligger i den menneskelige sameksistens) vel prædisponerer, men ikke prædeterminerer den enkeltes synd.

Mange hilsner
Niels Henrik Gregersen
Professor, cand.theol