Her er så min forklaring på Påskeharen.

Fejring af Eostur (Påske) – haren og gåseæggene

Ved at forstå oprindelsen til ordet ”påske” kan vi forstå oprindelsen til hvorfor kristendommen har overtaget denne urgamle fejring og groft omskrevet denne.

”Paska” (gammeldansk og gotisk), ”páskar” (oldnordisk) er fra det hebraiske ”pesach” (påskelam), der er det dyr der ofres ved det blót, der finder sted 6 måneder inde i det nye semitiske ceremonielle år. Det semitiske ”takoffer” blót af lam er beskrevet i Det Gamle Testamente (3. Mosebog, kap. 3:7-11).

Det semitiske, og keltiske, nye ceremonielle år begynder dagen efter ”Allehelgensaften/Halloween” (fra ”allhallow-eve”), der falder omkring 31. oktober (se afsnittet ”Gudinden Dísar”). I semitisk tradition ofres ætlingen 6 måneder før ”Rosh Hashanah” eller i tiden ”Nissan/Nisan”, der er efter Forårsjævndøgn 20-21 marts.

Vi kan derfor se at tidsrummet omkring Påske, i den semitiske og keltiske ceremonielle kalender, svarer til tiden omkring Sommersolhverv i vor ceremonielle kalender, hvor Balder/ætlingen ofres for at blive genfødt 6 måneder senere på den 1. juledag om morgenen den 24. december.

Dette er årsagen til at kristendommen i Det Nye Testamente opfinder Jesus-figurens ofring af sig selv i tidsrummet omkring Påske – det er ganske enkelt en grov omskrivning af en langt ældre filosofisk ofring halvvejs inde i det nye ceremonielle år hos semiterne og kelterne.

Ofringen af Jesus-figuren finder sted mellem 22. marts og 8. maj, afhængig af om det er udgaven fra øst- eller vest-kirken der benyttes.

Røverhistorien om Jesus-figurens fysiske genopstandelse og evige liv er kopieret og omskrevet fra egyptisk filosofi . Den filosofiske genopstandelse er identisk i alle oprindelige filosofier ved begyndelsen af det nye ceremonielle år.

Så meget om kristendommens omskrivning af denne gamle højtid. Vi er alle klar over at vor forbindelse med Påske er langt stærkere til påskeæg og harer1 end til nogen Jesus-figur. Derfor er alle vore kristne kirker helt og aldeles tomme, medens alle børn skal have i overflod af påskeæg leveret af haren. Ligeledes ved vi også at vort oprindelige ord for dette tidsrum er ”Eostur-monaþ” (Easter måned), der altid falder efter Forårsjævndøgn, fra 21. marts til 14 april, og efterfølges af Sumarmál - Sommermål(tid).

1 Det er harer (”lepores” på latin) og ikke kaniner (”cuniculi” på latin), som mange har tabt forståelsen af. Sidstnævnte er et nyt dyr i det nordlige Europa, der ikke er nævnt i Domesday Book fra år 1086 e.Kr., og menes bragt til England af biskoppen af Winchester i år 1135 e.Kr.


Denne overflod af æg i dette tidsrum i vore sæder skyldes at netop i tidsrummet fra 21. marts til 14 april ligger gåsen, en fugl tæmmet i Europa, sine ”gyldne” æg i buske og på græsenge.

På nøjagtigt samme steder og i samme tidsrum går haren i brunst og ændrer personlighed fra et meget sky dyr til den nordlige dyreverdens ubestridte boksemester. Det sker i slutningen af februar, begyndelsen af marts måned. I åbent dagslys i Norden og England ser man haren fare omkring i græsset, blind for den øgede fare fra rovfugle, og udkæmpe drabelige boksekampe hanner og hunner imellem.

Harekillingerne bliver ikke opfostret under jorden, men som gåseæg lægges de i en rede i græsset. Denne tilsyneladende galskab kaldes i England ”Mad March Hare”.

Derfor har ”Eostur-monaþ” altid, hos kelterne og os, været forbundet med at vi i dette tidsrum, med alle børns hjælp, har kunnet indsamle massevis af gåseæg, og æg er er visuelt symbol på livet. Haren og ægget varsler derfor ankomsten af Sumarmál - Sommermål(tid).

De to adskilte naturbegivenheder, haren og gåseæggene, synes først i begyndelsen af det 20. århundrede i Danmark at blive slået sammen så det er haren der ligger æggene.

Selvsamme tidsrum falder sammen med det meterologiske fænomen at der netop på denne tid ”tit er et lag af kold og varm luft tidligt om morgenen (inversion). Når man ser solopgangen, bliver lyset fra solen brudt forskelligt i atmosfæren, når solen står lavt. Solen viser dens allerøverste kant, så er det som om den tøver, og pludseligt siger det ”plop”, og så går den op, for så at gå lidt ned igen. Det kan den gøre et par gange”1. Det kalder vi at se "solen danse”. Det er ikke oprindeligt ”pinsesolen” vi ser danse, men ”Eostre”, Den Jordlige Moder eller Sunna.

1 Ole J. Knudsen, planetarieleder, Steno Museet i Aarhus 7.4.2004.

Som vi måtte forvente overtager kristendommen også denne skik og omskriver forståelsen, som her gengivet af H.C. Andersen i ”Kun en spillemand” (1837): ”Påskemorgen gik almuemanden ud på Nonnebakken for at se solen lege fordi Kristus var opstanden. Næsten altid var der en sky for, så man ikke fik legen at se, men enhver troede i hjertet, at solen havde leget bag skyen!”.

Digteren Nicholas Breton (Britton, Brittaine, ca. 1545-1626), med hjemsted i Layer Breton, Essex viser os den oprindelige forståelse i ”Fantastickes” (1626):

”It is now Easter.... and the March Rabbit1 runnes dead into the dish:... the Earth now beginnes to paint her upper garment, and the trees put out their young buds,... the Sunnes dancing day, and the Earths Holy-day”.

1 Som vi kan se er ”hare” her udskiftet med ”rabbit”, hvilket ord først ses i engelsk fra 1398. Ordets oprindelige betydning er ”ungerne fra en cony/coney” (kanin). Ordet ”hare” falder ud af engelsk hos de nye bosættere i Amerika i 1600 tallet af ukendte årsager. Dette er mærkværdigt da der kun findes harer i det nordlige Amerika, og ingen kaniner (derfor kaldes ”harer” i amerikanske tegnefilm altid ”rabbit”). Det antyder at denne sprogevolution fra ”hare” til ”rabbit” er sket i Øst-Anglen og landskaberne deromkring, hvorfra de fleste bosættere kom.


Ved forståelsen for at harer og gåseæg er oprindelige sæder, kan vi nu se hvorfor vi har en skik med at sende gækkebreve i tidsrummet. Skikken med gækkebreve kendes kun fra Danmark og vinder indpas i 1800 tallet som en udløber af Bindebreve fra 1600 tallet, men med en lagt ældre grundforståelse hvad angår brevenes opbygning og formål.

Ordet ”gæk” er et lydord for gåsens lyd, dvs. gåsen gækker. Ordet modsvares af "gjekke, gäcka” (norsk, svensk) og oprinder fra det oldnordiske ”gagl” (gæsling, goslings), ”gagal” (russisk), ”gigren” (oldirsk), ”gagelin” (Middle English). En flok gæs på jorden kaldes ”gagle” (nuengelsk, men må være oldengelsk da det er identisk til det oldnordiske ord for ”gæsling”). Hangåsen, ”gase” på dansk fra ”gassi” (oldnordisk), kaldes på oldengelsk ”gandra”.

”Den gås hovedet er af, kækker (gækker) aldrig mere”

Der sakses et gækkebrev og skrives et vers i brevet, der ikke underskrives (underskriften er prikker). Ifald modtageren gætter afsenderen skal modtageren gives et påskeæg. Vi kan nu se at dette skyldes at afsenderen faktisk er ”gåsen” (dvs. hunnen), derfor ingen underskrift, og finder man ”gåsen” har man fundet det "gyldne" æg.

Et godt vers kunne f.eks. være:

”En vinter-gæk, en sommer-nar,
en fugl foruden vinger,
en lille ven som har dig kær,
en venlig hilsen bringer.
Mit navn det står med prikker.
Pas på de ikke stikker”.

”Fattig kone giver hønseæg, at hun vil have gåseæg igen”