Hvor mange amoriner svævede mon rundt i luften den 9. april 1363, da den 9-10-årige Margrethe (I) blev viet til den 23-årige kong Håkon af Norge? Kærlighed er noget, der opstår i løbet af ægte-skabet. Pius XI kunne da også i 1930 advare mod at indgå ægteskab af emotionelle grunde. For ham skulle unge mennesker, der ønskede at gifte sig, tænke sig grundigt om, bede Gud om vejledning og følge deres forældres råd (Casti connubii (Om det kyske ægteskab)§ 115).

”Jeg kan ikke se, hvad manden kan bruge en kvinde til, hvis man udelukker hendes fødefunktion,” udtalte Augustin (De genesi ad litt. 9.2.13). Og Thomas Aquinas supplerede: ”Kvindens funktion er at føde børn, hendes mangel på styrke både mentalt og fysisk gør hende uegnet til at indtage en mere betydningsfuld plads i samfundet” (Summa Theol. 1.92.1 ad 2).

Helt i overensstemmelse hermed forkyndte Pius XI i encyklikaen Casti conubii (Om det kyske ægteskab) i 1930: ”Kvindens mest agtværdige funktion er at være hustru, moder og medhjælp” (§ 27), ”Manden er familiens styrer og kvindens hoved, men fordi hun er kød af hans kød og ben af hans ben, skal hun være ham underkastet og lydig” (§ 29). Det var for ham den rette ”kærlighedens orden” (jf. § 19).

Pius XI mente også, at det var til stor skade for familien, når moderen var tvunget til at søge arbejde uden for hjemmet (§ 120), og at hun begik en forbrydelse (!), hvis hun uden sin mands vidende eller mod hans vilje tiltog sig den frihed at administrere sine egne sager. Alt, hvad vi i dag kalder kvindeemancipation, betragtede han som kriminelt (§ 74).

Hvis kirken vil forbyde skilsmisse af hensyn til familien, kan man spørge, hvorfor den aldrig har forbudt kvinder at arbejde uden for hjemmet. Ja, hvorfor kom der ingen kirkelige protester, da kvinder fik valgret, og da sambeskatningen blev ophævet? Disse ændringer er jo udtryk for, at familien ikke længere er samfundets mindste enhed, som man har troet siden Aristoteles (jf. Paul VI’s encyklika Humanae vitae (Om menneskets liv) § 23). Det er det enkelte menneske! Og det må være dette menneskes lykke og trivsel, en seksualmoral skal tage hensyn til.

Da sexlivets formål er avling af børn, er prævention forbudt. Det er nemlig udtryk for en kontraceptiv indstilling, stridende mod buddet i 1 Mos 1, 28. Dette argument blev brugt indtil 1951, hvor Pius XII til manges overraskelse godkendte, at ægtefæller for at undgå at få for mange børn i perioder måtte have sex i kvindens ufrugtbare perioder (den såkaldte naturmetode).

Paul VI stadfæstede denne tilladelse i 1968. Ægtefæller måtte dog kun gøre det, når der var ”dybt alvorlige grunde til at sprede børnefødslerne” – de være af fysisk eller psykologisk art eller fremkaldt af ydre omstændigheder. Så nogen carte blanche-tilladelse var det nu ikke (Humanae vitae § 16).

Mod indstillingen fra den pavelige kommissions altovervejende flertal opretholdt Paul VI Casti connubii’s forbud mod prævention. Sagde man ja hertil, ville det nemlig være det samme som at erkende, at ikke paven, men den anglikanske kirke havde haft ret, da den i 1930 tillod prævention. Det fremgår af de oplysninger, der senere er kommet frem om kommissionens arbejde.

”Hvad skal vi gøre med de millioner og atter millioner af mennesker, vi har sendt til Helvede, fordi de har brugt prævention. Skal de nu føres ud igen?” spurgte den spanske jesuit Zalba de øvrige kommissions-medlemmer.

Paul VI’s forbud mod brug af prævention skyldes primært hensynet til pavedømmets troværdighed.

Når paven kunne acceptere naturmetoden, men ikke brugen af prævention, skønt begge metoder er udtryk for en kontraceptiv indstilling, er forklaringen, at de to situationer er ”fuldstændigt forskelli-ge. I det første tilfælde bruger ægtefæller på rette måde den mulighed, naturen har givet dem, i det andet obstruerer de den generative proces’ naturlige udvikling” (Humanae vitae, § 16).

Det er denne differentiering, katolikker i den vestlige verden ikke forstår og ikke accepterer. Skulle synspunktet have gyldighed, måtte man vel også forbyde at lægge en patient i respirator, at bortoperere kræftsvulster og at give en døende livsforlængende medicin, for er det ikke en obstruktion af den naturlige udvikling, der fører til døden?

”Nix-pille-Paul” havde imidlertid andre argumenter mod prævention. En tilladelse ”ville kunne åbne døren på vid gab for ægteskabelig utroskab og en generel forringelse af de moralske standarder,” mente han.

En anden følge var, at ”en mand, som bliver vænnet til at bruge kontraceptive metoder, kan glemme den agtelse, han er sin hustru skyldig, og reducere hende ... til blot at være et instrument for sine egne lysters tilfredsstillelse, idet han ikke længere betragter hende som sin partner, som han skulle vie (al) sin opmærksomhed og affektion” (Humanae vitae § 17). Hvilken ynkelig og våset mandschauvinistisk argumentation!

At brugen af prævention skulle føre til utugt, som også generalvikar Lars Messerschmidt har hævdet (Kristeligt Dagblad 18.10.2003, Katolsk Orientering 5, 7.3.2007), er i øvrigt på ingen måde selvindlysende. Forholdt det sig således, skulle der jo tidligere ikke have været megen utugt og utroskab i verden. De mange bordeller i London i 1800-tallet viser vel det stik modsatte.

Egentlig er det grotesk, at ugifte mænd, der har fravalgt sig retten til at have et sex- og familieliv, skal diktere, hvordan vi, der har sagt ja dertil, skal leve. De har jo ingen praktisk erfaring, og hvad de ved derom, stammer udelukkende fra, hvad de har hørt og læst.

Bør man ikke som biskop Willem Bekkers af s’Hertogenbosch mene, ”at gifte ægtefolk, og de alene, kan besvare spørgsmålet, om hvad Gud konkret kræver af dem i deres kald?”.

Kaare Rübner Jørgensen
mag.art. i historie, formand for “Vi er også kirken” – en reformbevægelse inden for den katolske kirke.