Troens øje ser mere

Killingen har lukkede øjne ved fødslen. Sådan er det også med mennesket, før det får åbnet troens øje. -

- Foto: arkiv

Svaret giver udtryk for panelistens holdning

Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.

flexblock

Læs også

flexblock

Tema

Spørg om kristendom

Spørg om tro og viden

flexblock

Seneste billedserier

Religiøse protester aflyser Lady Gaga-koncert i Indonesien

Billedserie: Buddhas fødselsdag fejret med lys, vand og farver

flexblock

Kommenter Hold mig opdateret Del

Jakob Wolf | 30. marts 2009

Troen modsiger ikke fornuften, skriver lektor Jakob Wolf. Men troen ser flere muligheder

Spørgsmål:

Jeg har et spørgsmål om tro og fornuft. Forleden dag stødte jeg på sætningen "troen begynder der, hvor fornuften stopper". Kan du forklare, hvad der menes med denne sætning?

Jeg har forstået det således, at fornuften ikke kan give svaret på alt, og at man derfor er nødt til at tro. Kan du evt. komme med eksempler på en situation, hvor troen tager over eller ledsager fornuften?

Med venlig hilsen
Steffen Lund

Svar:

Troen på, at et menneske på én gang kan være menneske og Gud, og troen på, at der er et evigt liv bag alle tings forgængelighed og død, er en umulighed for fornuften. Fornuften kan kun se verden som en afsluttet virkelighed, hvor den kortlægger mulighederne.

Annonce

Troen derimod er en tillid til, at for Gud er alle ting mulige. Troen går således ud over fornuften. Den modsiger ikke fornuften som sådan, men den påstår, at der er flere muligheder, end fornuften kan se. Man kunne sige, at troen ikke er irrationel, men mere end rationel.

Det kan illustreres med et eksempel, som Luther fremsætter i en anden sammenhæng (M. Luther: Om Kristi nadver, Århus 1993, s. 230):

Vi forestiller os, at øjet ikke fandtes; der fandtes kun nærsanserne, føle-, smags- og lugtesansen. Hvis der så kom én og sagde, at Gud kunne skabe et organ, nemlig et øje, der på et øjeblik var i stand til at registrere ting, der lå flere kilometer væk, så ville fornuften straks konkludere, at det var en umulighed. Skabelsen af øjet er skabelsen af en ny mulighed, som ingen fornuft, hvor skarpsindig den end måtte være, kunne forestille sig, før den var en realitet.

Hvis troen er en nyskabt mulighed, der gives af Gud, så er det klart, at ingen kan tro uden at få denne mulighed. Ligesom den blinde ikke kan se, hvor meget den blinde end tager sig sammen og prøver, sådan kan vi heller ikke ud fra den naturlige erfaring og fornuft tro, hvor meget vi end gerne vil og prøver. Troen er ikke en viljesakt. Når folk siger, at de ikke kan tro, må man sige: Jamen ingen kan tro.

Hvis man mener, at kunne beslutte sig for at tro ved at tage sig sammen, så er man offer for en illusion.

Kierkegaard taler om troen som et nyt organ (S. Kierkegaard: Philosophiske Smuler, 1955, s. 106). Vi får troens øje som et ekstra organ ud over det naturlige øje og fornuften. Kristus åbner de to disciples øjne under vandringen til Emmaus.

Den, der endnu ikke har fået åbnet troens øje, men kun kender til den naturlige erfarings og fornufts erkendelse, er som den nyfødte kattekilling, der ikke har fået lukket øjnene op. Killingens øjelåg er tillukkede ved fødslen; først efter en uges tid lukkes de op.

I den religiøse symbolik er løveungen på dette stadium blevet brugt til at være et billede på mennesket, før det får åbnet troens øje. Troens øje er som et øje bag øjet. Når troens øje bliver lukket op, så lukkes et ekstra øjelåg op. Et ekstra forhæng trækkes op, ligesom det fortælles, at forhænget til det allerhelligste splintredes, da Jesus udåndede.

Da øjet og lyset svarer til hinanden, kan denne dobbelthed også udtrykkes ved, at der står en sol op bag solen. Der er en sol bag solen. Bibelen og salmerne vrimler da også med lys- og synsmetaforer. Den norske lyriker Rolf Jacobsen forbinder i et digt solen bag solen med vanviddet:

"Det er en annen sol / større enn vår et sted bag lyset, /den glitrer som smeltende sne / i øynene på den vanvittige." (Rolf Jacobsen: Sommeren i gresset, 1956. Se Tor Johan S. Grevbo: Guds masker i sjelesorgen, 2003, s.38ff).

Troen er en tåbelighed for fornuften. For grækere en dårskab og for jøder en forargelse, som Paulus siger det. Guds visdom går ud over denne verdens visdom (1 Kor 1-2). Derfor vil vort forhold til troen også hele tiden være spændingsfuldt. Troen ligger ud over fornuften, og derfor må den forekomme fornuften at være tåbelig.

Den selvkritiske fornuft, der indser, hvor dens grænse går, må dog indrømme, at troen ikke er en umulig mulighed. Hvis fornuften kan indse, at verden er Guds, så kan den også indse, at den kristne tro ikke er en umulig mulighed, fordi den magt til at være til i alt, hvad der er til, der har skabt verden og dens muligheder, også må have magt til at skabe nye muligheder.

Men troen er og bliver indtil denne verdens ende en form for galskab, som vi ikke kan gøre til en del af vores natur, sådan som evangelierne fortæller, at den var en del af Jesu natur.

Jakob Wolf
Lektor i religionsfilosofi

Artiklen har været bragt i Præsteforeningens Blad, december 2008

Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2 | 3

FACEBOOK: Bliv ven med religion.dk

Del Hold mig opdateret

flexblock