Påsken er lidelsens tid

Påsken og specielt Langfredag, hvor Jesus blev korsfæstet, er lidelsens tid.

Det specielle ved Jesus var dog ikke, at han led. Det gør vi alle. Vi er i en lidelsesfyldt verden. Selv om vi tit skubber det fra os og måske nægter det overfor os selv og andre, har vi alle den ene ting til fælles: vi lider.

Sågar i lykkelige øjeblikke nager det et sted i baghovedet, at lykkelige
øjeblikke kun er det – øjeblikke. Vi har svært ved at nyde så meget som et øjeblik med sindsro, for vi ved godt, at snart er øjeblikket ovre, og lidelser venter os: sygdom, smerte, træthed, sult, tørst, uro, angst,
stress, depression, forvirring, kedsomhed, skuffelse, varme, kulde, tørke, oversvømmelse, katastrofer.

Ret beset er vores liv én stor eksistentiel lidelse: vi bliver gamle, syge, og – i særdeleshed – dør. Hvem kan være lykkelige i en verden, hvor kun døden er sikker og kan komme når som helst? Derfor taler Krishna om ”denne midlertidige verden, der er fuld af lidelse.” (Bg. 8.15).

Lidelse er altså ikke forbeholdt Jesus. Trods det kan han ikke have lidt som os almindelige mennesker, for enhver selvrealiseret person ved – og Jesus var mere end bare selvrealiseret – at han slet ikke er materiel, men en evig, åndelig sjæl, der intet har med den fysiske krop og dens lidelser at gøre, og derfor ikke identificerer sig med dem.

Jesu lidelse kan ikke have været, at han fik slået nagler igennem sine hænder og fødder, hang på korset i brændende sol, blev hånet af uvidende mennesker eller var bange for at dø. Det var han langt hævet over. Jesu lidelse var hans medfølelse. Store sjæle har kun én lidelse: de lider ved at se andre lide.