Spørgsmål:

Tim Jensen skriver i Dommere kan sagtens holde tro og arbejde adskilt:

"Hvorfor skulle dommere ikke kunne lade være med at blande tro og arbejde? (...) Men husk nu på, at der findes dem, der hævder, at loven primært er rettet mod muslimer, og at det i sig selv gør diskussionen skæv."

Men ikke mere skæv, end Tim selv lægger op til i Religionsguiden:

”Derfor kan det være svært at afgrænse religionen islam til f.eks. forestillinger om Gud, engle, profeter, Dommedag og til rituelle handlinger som bøn, faste og valfart, og derfor kan islam opfattes som en religion, der omfatter ikke kun den enkelte muslims private tro og rituelle praksis, men også samfundets indretning, sådan som det kommer til udtryk i statens lovgivning, politik og økonomi.

Et sådant udvidet religionsbegreb er kendt fra mange religioner. Det ligger imidlertid langt fra f.eks. det snævre religionsbegreb, der er bestemt af en kristen, især protestantisk opfattelse. Her er stat og kirke, verdslig lovgivning og kirkeret skarpt adskilte størrelser, og selv om kristen religion i høj grad siges at vedrøre det enkelte menneskes forhold til andre mennesker, er "religion" primært defineret som tilhørende den enkeltes privatsfære, og gudsdyrkelse er derfor også primært den enkeltes sag og noget, der foregår under gudstjenesten i kirken.”

Når islam således er væsensforskellig fra protestantisk kristendom (islam inkluderer samfundets lovgivning, protestantisk kristendom gør ikke), ja så er der selvfølgelig et skævt udgangspunkt i forhold til, hvordan der kan tænkes en påvirkning i en retssal.