Et velkomment fokus på forholdet mellem religion og politik

Da Anders Fogh Rasmussen under Muhammed-krisen udtalte sig om religionernes placering i det offentlige rum (i DR’s Profilen den 15. februar 2006), knyttede han ikke overraskende an til bl.a. John Stuart Mills (1806-1873) liberalistiske credo om, at religion er en privatsag.

Fogh sagde bl.a.: ”Vi skal passe på, at religionen ikke kommer til at fylde for meget i det offentlige rum.” Vi – underforstået danskerne – skal altså ifølge Fogh nedtone religiøse argumenter i det offentlige rum.

Spørgsmålet journalisten ikke stillede Fogh var, om religiøse argumenter er mindre værd i den demokratiske debat end ikke-religiøse argumenter? Et særdeles relevant spørgsmål for enhver demokrat, uanset om man er religiøs eller ej.

Fogh fortsatte argumentationen ved at understrege, at ”Vi har en tradition for at skelne imellem politik og religion, og religion er som udgangspunkt et personligt anliggende mellem den enkelte og den gud, man tror på.” Vi – danskerne – har altså en tradition for at skelne mellem politik og religion.

Det er en mindeværdig udtalelse al den stund, at Grundloven netop ganske klart og tydeligt blander religion og politik, bl.a. gennem § 4’s løfte om, at Den evangelisk-lutherske kirke skal understøttes af staten, ligesom § 6 slår fast, at den danske stats overhoved skal tilhøre et bestemt trossamfund. Uanset om man er enig i denne ordning eller ej, er det en de facto sammenblanding af religion og politik – en sammenblanding som gennemstrømmer en stor del af den danske lovgivning på centrale områder.

Med sine udtalelser satte Fogh for alvor fokus på forholdet mellem religion og politik i Danmark. Det var måske ikke hensigten, men ikke desto mindre en tiltrængt og velkommen fokus på et område, mange politikere har et besværligt forhold til.