Lidelsen har fået et ansigt

Hvorfor? Jo, for at minde ham om, at han har tabt. I mit liv og i min tro handler Jesu død på korset om hans sejr over satan. Her led satan nederlag, endeligt og ufravigeligt. Paulus taler ligefrem om, at djævelen og alt hans væsen blev afvæbnet, stillet offentligt til skue og ført i triumftog efter sejrherren Jesus.

I mit liv og i min tro handler Jesu lidelse og død om stedfortrædelse. ”For min skyld blev du så forladt, og af Guds vrede taget fat, at aldrig jeg forlades skal i dødens grumme, dybe dal”. Han gik i mit sted, han bar mine synder op på korstræet, han tog mit gældsbevis og naglede det til korset, siger Paulus.

Det betyder, at lidelsen har fået et ansigt. Hans liv blev brudt, sønderbrudt, for at mit brudte liv kan blive et helet liv. For jeg ved nu, at mine synder er slettet, og at djævelen og hans hærskare har lidt nederlag. Hvordan ved jeg det? Kaj Munk sagde det engang sådan: ”Lad dem bare slå os ihjel Langfredag. Vi lurer dem alligevel påskemorgen!”

Det har gjort mit brudte liv anderledes; ikke til en idyllisk – og indbildt – blomstereng, men til et liv, hvor lidelsen har mistet sin onde brod.

Jesus sidder for fodenden
For en del år siden lå jeg i en hospitalsseng og ventede på portøren, på vej til en livstruende operation. Det var som om frygten og mørket skulle kvæle mig. Først råbte jeg som Jesus på korset: ”Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?” Der var ingen, der svarede. Men så var det, som om et bibelord kom vandrende ind i frygten: ”Hvad enten vi lever eller dør, tilhører vi Herren.”

Frygten for lidelsen sad stadig i fodenden, men det gjorde han også, som Esajas kaldte ”en lidelsernes mand, kendt med sygdom”.

Og jeg tror, at denne lidelsernes mand går omkring alle vegne, hvor der rejses kors, og hvor livet forvandles til sorg og skrig. Langt ind i det dybeste mørke går han, som bar vore lidelser og tog vore sygdomme.

Det brudte liv er korsmærket.

Knud Jørgensen er teolog