Men nadveren skal først og fremmest fortælle os, at vi netop ikke gik fri – i hvert fald ikke i den forstand, at vi bare kan stå som troens tilskuere til påskespillet. I nadveren blandes vi ind i dette drama og bliver levende aktører. At ”ihukomme” Jesus er nemlig langt mere end bare at modtage syndernes forladelse, at tro på hans frelsesværk, at sige ja tak og så gå ned til bænken igen.

At ihukomme ham er at møde ham åndeligt og modtage den samme bevidsthed, som boede i ham. Vi spiser med andre ord hans legeme og blod – ikke kun som udtryk for syndernes nådige forladelse, men som udtryk for, at vi optager den kristusbevidsthed i os, som var i ham. Det er denne bevidsthed, som Jesus kaldte Gudsriget, og det er en helt ny måde at se sig selv, næsten, Gud og verden på.

Nadveren handler derfor om mere end kristen frelseshistorie og påskens ydre fysiske begivenheder. Den er også udtryk for et langt mere universelt og kosmisk drama – det som vi med et fint udtryk kalder inkarnationens mysterium. Jesus kom til jorden, ikke bare for at frelse os, men for at vise os noget, for at åbne vore øjne og formidle en bestemt bevidsthed. Han var Guds søn, dvs. Guds krop i verden, Guds legeme og blod. Det er fint, at vi tror på det.

Men han ønskede at åbne vore øjne for, at som han selv var Guds søn, sådan er også vi sønner og døtre af Gud. Ligesom Jesus var Guds legeme og blod, sådan er også vi Guds legeme og blod i verden. Og ligesom vi er Guds legeme og blod i verden, sådan er skabningen Guds legeme og blod. Gud har så at sige givet sig selv for os og skabningen, så han er blevet vores næring, vores mad. På samme måde ønsker han, at vi skal give os selv til næring for verden omkring os.

Tænk på, at den jord vi lever på, er et legeme – altså en ydre form, hvis opgave er at udføre visse funktioner i en større helhed. Denne jord er del af et større legeme, der består af himmellegemer, dvs. solsystemet som vi kender. Og himmellegemerne i solsystemet er del af et endnu større legeme, et univers som vi ikke kender. Og universet, som vi ikke kender, er en del af noget endnu større, som vi aldrig vil kunne fatte med vores normale bevidsthed.

Når vi ser udad i universet, ser vi dette fantastiske design. Men hvis vi vender kikkerten om og ser ind i os selv, finder vi et tilsvarende mikrokosmisk univers af billioner af legemer, hver af dem besjælet med bevidsthed og med et bestemt formål for øje til gavn for helheden. Det hele er sammenføjet i den kosmiske bevidsthed og orden, som Skaberen har lagt i det hele fra begyndelsen, og som Ny Testamente kalder logos, ham der “bærer alt med sit mægtige ord [logos]” (Hebr 1,3).

Derfor kan vi ikke isolere os og bare leve for os selv – for vi er del af en helhed, ikke alene et fællesskab af legemer her på jorden og i universet, men også et fællesskab af billioner af legemer i vores eget legeme. Den måde, vi behandler hinanden og skabningen på her på jorden, får indflydelse på jordlegemets balance og velbefindende. Og den måde vi behandler vores eget legeme på, får tilsvarende indflydelse på de billioner af legemer og universer, som eksisterer i vores krop.

Dette er vores ansvar som skabning med bevidsthed – at den måde, vi lever på, får konsekvenser for bevidstheder over os såvel som under os, og at vores opgave består i at give vores liv til gavn for helheden.

Så din vens synspunkt er ikke helt ved siden af. Jo, hvis vi gør nadveren til et tryllenummer, er den ikke andet end en falsk amulet. Men hvis vi i nadveren indtager den bevidsthed, som ligger i brødet og vinen, bliver nadveren en aktiv edspagt mellem Gud, Kristus, os og skabningen – og det er netop hvad ordet sakramente oprindeligt betød: en ed, et indre ja til en ydre opgave.

Med venlig hilsen
Benny Alex
forfatter og grafiker