Når kristne indtager vigtige samfundsposter, så får mange muslimer fornemmelsen af, at der rokkes ved samfundsstrukturen, skriver Bo Billeskov Grünberger. -
- Foto: sxc.hu
Bo Billeskov Grünberger |
16. april 2009
Durban 2 skulle have kritiseret det herskende tankemønster i Mellemøsten og sikret fredelig udbredelse af religion, skriver Bo Billeskov Grünberger på sin blog
Jyllands Posten bragte forleden en artikel, der havde den fornemme overskrift "Kristen triumf i Egypten". Sagen gik i al sin enkelthed ud på, at det var lykkes for én egyptisk mand at konvertere fra islam til kristendommen. Jeg vidste først ikke om jeg skulle grine eller græde.
Sagen er, at de fleste mellemøstlige lande, hvor der lever kristne oftest groft diskriminerer og undertrykker de kristne minoriteter.
Saudi Arabien er klart det værste eksempel, hvor det simpelthen er forbudt at praktisere en anden tro end islam - ofte af muslimer selv kaldet for 'fredens religion'. Her må man så lakonisk konstatere, at den fred jo så må bygge på ligene af ens modstandere, der klapper i, når man hugger hovedet af dem.
I Egypten er omkring 10 procent af befolkningen kristen, hvilket vil sige cirka 8 millioner mennesker. Officielt er det lovligt at konvertere både fra islam og fra kristendommen, men i praksis er det umuligt at konvertere fra islam - både på grund af den måde myndighederne praktiserer loven på, men også fordi den almindelige muslimske befolkning mildt sagt nærer et skeptisk forhold til det kristne mindretal.
I alle de mellemøstlige lande, hvor der nu er muslimsk flertal, har der inden islams fremkomst levet kristne, der oftest udgjorde langt flertallet af befolkningen. Det fik en brat ende med islam, hvor den nye samfundsstruktur gjorde det til en stor ulempe og ydmygelse at være kristen - i praksis blev man andenrangsborger.
Den samfundsinddeling findes stadig i Mellemøsten, omend ikke formelt, men dog i befolkningens hoveder. Det gør, at når kristne indtager vigtige samfundsposter og får høje uddannelser, som det er sket i Irak og Libanon, så får mange muslimer fornemmelsen af, at der er noget helt grundlæggende galt - der rokkes simpelthen ved samfundsstrukturen.
Det er også derfor, diskriminationen og forfølgelsen af kristne mindretal begrundes ved, at de truer samfundets stabilitet. Det er klart, at når samfundets stabilitet bygger direkte på, at det kun er folk af en speciel tro, der må sidde på magten og tilhøre samfundets elite, så er der tale om et særdeles voldsomt problem - især, hvis de mennesker som Vesteuropa i disse år modtager som flygtninge og indvandrere medbringer deres tankegods til vores breddegrader.
De muslimske landes forsøg på at kriminalisere religionskritik i FN med Durban 2 er et ildevarslende signal om, hvad fremtiden kan bringe. For disse muslimske lande er 'religionskritik' fuldkommen det samme som 'kritik af islam', hvilket tydeligt ses, når man undersøger situationen for andre religioner i disse selvsamme lande, som ønsker religionskritik forbudt.
Det er yderst vigtigt at få gjort op med det tankemønster, som i øjeblikket er herskende i Mellemøsten blandt muslimer. I stedet for at stejle over Durban 2, burde man efter min mening have taget de muslimske lande på ordet og få ændret ordlyden til ikke at gælde kritik af religion, men i stedet for en sikring af, at alle mennesker kan praktisere og udbrede den religion de ønsker med fredelige midler.
I samme åndedrag burde man som det naturligste i verden have rettet en særdeles skarp kritik af stort set samtlige muslimske lande, hvor det ofte er livsfarligt at have en anden tro end den muslimske.
Bo Billeskov Grünberger er cand.theol og webmaster ved Det Samfundsvidenskabelige Fakultet, Aarhus Universitet
FACEBOOK: Bliv ven med religion.dk