I Indien har kristen mission talt til f.eks. de kasteløse, som i et hinduistisk kastesystem ikke er noget værd, skriver teolog Lars Buch Viftrup. -
- Foto: sxc.hu
Lars Buch Viftrup |
29. april 2009
Skolerne og sygehusene er missionsarbejdets største succes. De har højnet levestandarden og fastholdt de kristnes kontakt til samfundet, skriver teolog Lars Buch Viftrup
Spørgsmål:Hej Lars,
Jeg skal skrive et projekt om mission i andre lande. Så jeg vil gerne høre, hvordan du oplever, at befolkningen tager imod det kristne budskab, når der kommer en missionær?
Hvilke ændringer sker der i lokalsamfundet og mere nationalt?
Hvilke konsekvenser får det for den enkeltes dagligdag, hvis man omvender sig til kristendommen?
Med venlig hilsen
Daniel Stidsen
Svar:Kære Daniel Stidsen,
I dag er det især pinsekirkerne, der spreder sig, og den form for mission har jeg ikke så meget erfaring med. Men det, man kan sige om den karismatiske mission, som også gør sig gældende for andre kirkers mission er, at den er med til at styrke det enkelte menneske – både i deres selvopfattelse, at de er noget værd, og i form af bedre livsvilkår.
Mange af de steder, hvor kristen mission er kommet frem, har den appelleret til de befolkningsgrupper, der i det eksisterende samfund har været underprivilegerede. I Indien har kristen mission derfor talt til f.eks. de kasteløse, som i et hinduistisk kastesystem ikke er noget værd. Eller til stammebefolkningerne, der ligeledes er uden for kastesystemet og er blevet truet af det omgivende samfund, som ikke har haft forståelse for deres såkaldt primitive livsstil.
En vigtig faktor ved kristen mission, som har appelleret til mange mennesker, er at kristendommen har en personlig og meget nær Gud, som står lige over for alle. I dag er det måske allertydeligst udtrykt i den karismatiske pinsevækkelse, hvor man ser tusindvis af mennesker samlet om sang, bøn og helbredelser.
Den karismatiske vækkelse tiltrækker også mange fra de gamle missionskirker, der synes, at deres kirke er stivnet i strukturer, som de end ikke selv har været med til at bestemme. I Danmark kan vi synes, at det ser lidt vildt ud, men for de mennesker, der for første gang får mulighed for at erfare Gud direkte, er det en ny oplevelse af at være aktiv og betydningsfuld.
Bagsiden af mission kan være, at der opstår nogle store skel mellem de kristne og de andre. Det afhænger både af den teologi, der prædikes og af, hvor voldsomt et opgør med tidligere undertrykkende strukturer, der er tale om.
Den nye frihed, som mange nyomvendte oplever ses jo gerne i modsætning til den gamle ufrihed. Og det kan føre til nogle markante skel, som - hvis de ikke overvindes - kan føre til fjendskab mellem mennesker og befolkningsgrupper. Mange steder oplever nyomvendte kristne, at familie og samfund slår hånden af dem. Så det kan have store konsekvenser for deres liv.
Fordi kristen mission igennem nogle århundreder har været forbundet med europæisk kolonialisme, er der mange steder stor uvilje mod mission, som af mange opfattes som en forlængelse af denne kolonialisme. Denne kritik er efterhånden blevet accepteret af mange missionsselskaber som delvist berettiget.
De mennesker, der bliver kristne, er ofte blevet anset for at være forrædere i deres eget samfund – Vestens lakajer. Det har ført til, at det flere gange har været hele landsbyer, der er blevet kristne på en gang, og som derfor sammen kunne overleve og beskytte hinanden i forhold til det øvrige samfunds modvilje. At blive kristen betød, at man afsvor sig den lokale kultur og religion fuldstændig og overtog missionærernes kultur og religion.
I dag er mange af de gamle missionskirker så småt ved at genfinde nogle af deres gamle kulturelle rødder, fordi de begynder at indse, at man ikke behøver at overtage den europæiske kultur for at være kristen. Og nye missionstiltag er meget bevidste om, at der er stor forskel på religion og kultur. Kristendommen kan tage sig meget anderledes ud i andre kulturer. Og det gør missionsarbejdet både meget mere kompliceret, men også mere ligeværdigt.
Man finder sjældent kristen mission, som ikke er forbundet med sociale hjælpeprojekter, f.eks. sygehuse og skoler, der helt konkret hjælper med at bedre livsvilkårene. På mange måder kan man sige, at det netop er skolerne og sygehusene, der er missionens største succes.
Ikke bare har de været med til at højne levestandarderne og givet selvværd til de kristne. Men fordi sådanne hjælpeprojekter ikke bare kan rettes mod kristne, hvis man skal være tro mod det kristne grundlag, har de også givet de kristne en rolle at spille i det øvrige samfund.
Det sociale arbejde har fungeret som en brobygger. Det sociale arbejde har vist, hvordan det kristne sindelag er at hjælpe alle, der er i nød, hvilken religion de end tilhører – mission handler ikke om at fiske medlemmer. Selvom mission mange steder ikke har omvendt mange mennesker, har den alligevel haft en stor effekt i en bredere sammenhæng i forhold til at nedbryde barrierer mellem grupper af mennesker, der normalt ikke er ligeværdige.
De sociale institutioner har desuden været med til at fastholde de kristne, som måske for en periode har vendt den lokale kultur ryggen, i en kontakt med det omgivende samfund. Den kontakt kan på længere sigt bygge bro over den mistillid, som omvendelsen til kristendommen kan have ført med sig.
Lars Buch Viftrup
teolog og konsulent i IKON
FACEBOOK: Bliv ven med religion.dk