Kære Bent Lexner,

Har med stor interesse læst mange af indlæggene samt svarene på disse.

Og dette indlæg slog mig:

Hvis troen ikke er noget man kan mærke - altså en følelse - er det så dybest set en beslutning man tager om at TRO.

Og så lever i overensstemmelse med de regler og forskrifter som er foreskrevet i den enkelte tro.

Er det dybest set en beslutning der ligger til grund?

Jeg har på egen krop opdaget - at hvis jeg lever i overensstemmelse med nogle enkle leveregler/værdier - som dybest set omhandler "vær mod din næste, som du ønsker han skal være mod dig" og det at opføre sig ordentligt - at være et ordentligt og værdigt menneske - at være tolerant og rumelig og være uselvisk og taknemmelig. Hvis jeg husker at
være - leve ovenstående - så får jeg en fornemmelse af tro på noget langt større - jeg har dog ikke defineret en gud fra et specielt trossamfund - men nærmere noget med at Gud er i os alle i den forstand - at vi skal åbne os og lytte til den indre stemme - samvittigheden - og så sker tingene som et mirakel.

Jeg ved jo inderst inde godt - hvis jeg ikke lever i overensstemmelse med Gud/min indre stemme - hvis jeg lytter til den vil den altid fortælle mig, at jeg har et frit valg og jeg kan vælge det gode eller jeg kan vælge det onde.

Med det mener jeg - hvad er mit motiv for mit valg? - er det for egen vindings skyld eller hvad er motivet? Er det for at glæde et andet menneske eller er der "onde" bagtanker. Inderst inde ved jeg det altid og jeg ved jeg kan vælge det onde fra.Det er mit valg!

Jeg ved også at når jeg vælger med dårlige motiver - bliver jeg straffet med dårlig samvittighed, skyldfølelse og alt hvad det indebærer.

Og når jeg vælger med det gode - får jeg det godt med mig selv - jeg føler mig fri.

Men har alt dette med religiøsitet at gøre?

Jeg har en god ven som er syvendedags adventist - og når jeg taler med ham er jeg på forhånd fordømt - og det er hele menneskeheden også - jeg har svært ved al den skyld og skam som konstant skal ligge på vore skuldre.

Noget jeg bed mærke i ved et af indlæggene var jeres nytårs fest eller det ritual der foregår omkring det nye år - at man har mulighed for at gøre abigt - at der er status over det forgangne og man her mulighed for at bede om syndsforladelse hos den man evt. har syndet overfor - og dermed gøre sig fortjent til et "godt nytår" klogere på sig selv og sine defekter - og dermed måske som et bedre menneske - er det rigtigt forstået?

Når jeg læser om jødedommen på disse sider oplever jeg noget helt andet end det jeg oplever i det kristne trossamfund - uden at jeg har dyrket det - Jeg fornemmer et stærkt og ægte sammenhold og nogle stærke familerelationer.

Jøderne har jo også altid været forfulgt - og jeg har aldrig frstået hvorfor - syndebukke, misundelse eller hvad ved jeg? Men måske har det forstærket sammenholdet?

Nå, det var lidt tanker

Det er bare en god fornemmelse....

Med ønsket om et godt nytår...

mvh

Susan Femerling

Hej Susan Femerling.Tak for dit indlæg.Jeg bliver så glad hver gang der dukker en ny op her, som har den helt rigtige tankegang,og det ser jeg du har.At hav en ren samvittighed betyder rigtig meget,og som nogen siger: vores samvittighed er Guds stemme inde i os.Efter min erfaring er det også vores skytsånds eller vores åndelige leders stemme.Der er bare det triste ved det, at mange glemmer at lytte til disse tanker,netop fordi man tror ikke på den slags-at det kan lade sig gøre.Vi får også tanker fra vores afdøde slægt og venner-det gælder bare om at lytte.Jeg vil byde dig velkommen her Susan.Kan du have et godt nytår.

med kærlig hilsen Verner.