Menigheden for homo-, trans- og biseksuelle stiftedes få dage efter, at en pub i Soho blev bombet i 1999
Søndag den 2. maj 1999 samledes en kreds af bøsser, lesbiske, biseksuelle og transseksuelle med deres familier til katolsk messe i pubben Admiral Duncan i Londons Soho distrikt. Det skete i protest mod et nynazistisk bombeanslag mod pubben få dage tidligere.
Soho er kendt som distriktet, hvor byens bøsser og lesbiske bor og mødes. Bombeanslaget var et led i en række bombeanslag rettet mod jøder og homoseksuelle. Tre mennesker blev dræbt i Admiral Duncan.
The Masses, som menigheden kaldes i daglig tale, havde tidligere mødtes i et lokalcenter i Londons Soho og blev støttet af den katolske afdeling af Englands kristne organisation for bøsser og lesbiske, men nu blev de en selvstændig menighed, der er anerkendt af det katolske bispedømme Westminister og organiseret i Soho Masses Pastoral Council (SMPC).
Gudstjenesterne, den katolske messe, holdes normalt første og tredje søndag i hver måned i Warwick Street, Soho. Her fandt også jubilæumsgudstjenesten sted under ledelse af domprovst Pat Brown fra det katolske Westminster stift, der omfatter London.
Menigheden er ikke et isoleret fællesskab af bøsser og lesbiske, siger Joe Stanley, formanden for SMPC. Han siger, at menigheden ønsker at være menighed i den ældste kirkehistoriske form. Et sandt katolsk fællesskab, hvor alle mennesker uafhængig af baggrund er velkomne.
Han siger videre, at selvom menighedens medlemmer mest er bøsser, lesbiske og deres pårørende og venner, deltager medlemmer af den lokale katolske menighed ofte i gudstjenesterne. Messerne er kendt for deres musikalske kvaliteter rangerende fra gamle latinske kompositioner til mere moderne former. Samtidig medvirker en række kendte katolske teologer fra flere stifter og religiøse ordener som gæsteprædikanter.