Et tidligt eksempel på at teologer regnede islam for et kristent kætteri, er den hellige Johannes af Damaskus, der i midten af 7-hundredetallet skrev den første Summa Theologica (overordnede introduktion til kristentroen), og som heri havde en gennemgang af mere end 100 kristne kætterier, heriblandt "ishmaelitternes kætteri" altså islam. Se Daniel J. Sahas, John of Damascus on islam, Leiden, 1972.

Hilsen Kristian Larsen

Det er temmelig kuriøst, at artiklen ikke med så meget som eet eneste ord nævner, at ikke blot oldkirken, men også reformatoren Martin Luther og den kirke han grundlagde betragter islam som et kristent kætteri.

Denne forskel i holdningen til islam, kætteri eller selvstændig ikke-kristen religion i hhv. den evangeliske kirke og i katolicismen har haft væsentlig betydning for den teologiske bedømmelse af islam i de to kristne konfessioner.

For omkring et århundrede siden var den officielle katolske bedømmelse af islamisk etik følgende:

“Det er uden for diskussion, at der i den islamiske etik findes en hel del at beundre og godkende, men hvad angår originalitet eller fremragende ting, det findes der intet af. Det som er godt i muhamedansk etik er enten almindeligheder eller lånt fra andre religioner, eftersom det som er karakteristisk næsten altid er ufuldkomment eller ondsindet.”(Citeret og oversat fra Catholic Encyclopedia, 1910).

Til forskel herfra, er islam omtalt i den danske evangelisk-lutherske folkekirkes bekendelsesstrifter: Den augsburgske bekendelse (Confessio Augustana), der nævner islam i den første artikel, som drejer sig om troen på den treenige Gud og slutter med en fordømmelse af ”alle kætterier, som er opstået mod denne artikel.” Blandt disse nævnes først manikæerne; derefter følger ”valentianerne, arianerne, eunomianerne, muhamedanerne og alle deres lige.”

Muhamedanerne (”Mahometistae”) sættes her ind i rækken af klassiske eksempler på vranglære fra oldkirkens dage. Hvad der er væsentligt i denne forbindelse, er ikke mindst, at islam kendetegnes som et kristent ”kætteri”, altså som en afsporet udgave, en forvrængning af det kristne budskab, der indebærer en fornægtelse af troen på den treenige Gud.

Islam betragtes altså ikke som en ”hedensk” eller ”ikke-kristen” religion, men som en direkte fornægtelse af det kristne evangelium selv. Dette syn på islam er centralt for reformatorerne og genfindes hos Luther, der i flere skrifter direkte forholdt sig til islam.

På Luthers tid var Europa udsat for et jihadisk angreb samt kolonisering og islamisering af tyrkerne rettet mod Balkan og Centraleuropa. I 1529 nåede de tyrkiske muslimer frem til Wien, som de belejrede. (Wiens første belejring. Den anden, i 1683 blev slået effektivt tilbage).

I forhold til det kristne Europa ser Luther de tyrkiske stormtropper af hellige krigere som et strafferedskab i Guds hånd imod den ulydige kristenhed. Tyrken er Guds ”vredes ris”, som Luther udtrykker det med henvisning til de gammeltestamentelige profeters tale om de fremmede fjendtlige folkeslag som redskab for Guds vrede mod Israel. Samtidig er den tyrkiske voldsmagt for Luther også Djævelens tjener, en eksponent for ondskabens morderiske og ødelæggende kraft.

For Luther er dette ingen modsætning – Djævelen og det ondes hærgen er altid i sidste ende underlagt Guds plan. Det tyrkiske stormløb mod Europa er altså set med Luthers øjne ingen tilfældighed men et udtryk for Guds vrede mod kristenheden, en dæmonisk magt, der som straf slippes løs over de kristne lande.

Den katolske kirkes holdning til islam blev mildnet efter anden verdenskrig, hvor man lagde vægten på lighedspunkterne frem for det som skiller de to religioner. Dette fremgår af Det Andet Vatikankoncils erklæring om forholdet til de ikke kristne religioner (“NOSTRA AETATE”) fra 1965:

”Det er med agtelse, Kirken betragter muslimerne, som tilbeder den ene, levende, i sig selv værende, barmhjertige og almægtige Gud, himlens og jordens Skaber, som har talt til menneskene. De prøver også af hele deres sind at underkaste sig hans skjulte rådsslutning, på samme måde som Abraham, som den islamiske tro gerne henviser til, underkastede sig Gud. Selv om de ikke anerkender Jesus som Gud, ærer de ham ikke desto mindre som en profet; de viser ærbødighed for Maria, hans jomfruelige moder, og det hænder tilmed, at de andægtigt påkalder hende. De forventer desuden dommens dag, da Gud skal opvække alle mennesker og belønne dem hver især. De lægger derfor vægt på en moralsk livs førelse og dyrker Gud, først og fremmest gennem bøn, almisser og faste.

Da der i tidens løb har været talrige stridigheder og meget fjendskab mellem de kristne og muslimerne, opfordrer dette hellige Koncil alle til at glemme det, som har været, og oprigtigt at øve sig i gensidig forståelse og i fællesskab - til bedste for alle mennesker - at forsvare og fremme social retfærdighed, de etiske værdier samt ikke mindst fred og frihed."

Den samme forsonende holdning og læggen vægten på ligheder frem for forskelle mellem den danske folkekirke og islam kommer frem i redegørelsen fra det ”islam udvalg” de danske biskopper nedsatte i 1998. I redegørelsen fra 2000 kaldet ”Samtalen fremmer forståelsen”, opereres med forestillingen om kristendom og islam som to religiøse tankesystemer, der kan stilles over for hinanden og sammenlignes, så ligheder og forskelle træder frem.

Her anskues kristendom og islam som to ”religioner”, der begge ”vil forme deres tilhængeres liv”. Det hedder endvidere, at begge religioner (ligesom jødedommen) er monoteistiske, hvad der tolkes som enighed om, ”at troen på Gud giver sikkerhed og er menneskets bestemmelse”. Man er desuden ”fælles om taknemmelighed for skabelsen og for at tage ansvar for dens bevarelse”, og ”enige om”, at mennesketilværelsen er en tilværelse under Guds dom.” Dette synspunkt betegnes som et ”incitament for en udpræget socialetisk holdning” i begge religioner, der hævdes at være fælles om at fordømme en ”afguderisk” holdning til det skabte og om et kald til ”at øve retfærdighed og vise solidaritet med de svageste”.

Ikke et ord om, at islam i en evangelisk forståelse ikke blot et afguderisk, men et kristent kætteri, en dyrkelse af Djævelen. Udvalget opregner retfærdigvis også en række forskelle og konkluderer, at de to religioner, islam og kristendom, på trods af mange ligheder ”har en helt forskellig karakter”.

Denne måde at sammenligne evangelisk kristendom og islam på - islam som en slags søsterreligion til kristendommen - er blev skarpt kritiseret af flere kristne teologer. Jesper Høgenhagen, dr. teol og fhv. lektor i bibelsk teologi og hermeneutik ved Kbh. Universitet siger blandt andet følgende:

”Det er tydeligt at betragtningen i udvalgets redegørelse savner teologisk dybde og stringens. Det virker som om udvalget mener at kunne foretage en opdeling af den trinitariske bekendelse og skille troen på skabelsen ud som et element, uafhængigt af troen på Jesus Kristus, et element som kristne og muslimer kan være ”fælles om”. Ud fra en religionsfænomenologisk synsvinkel kan man selvfølgelig godt hævde, at der både i kristen, jødisk og islamisk sammenhæng tales om Gud som skaberen; men for en kristen teologisk betragtning – og islam udvalget bag redegørelsen er dog nedsat af folkekirkens biskopper – kan der ikke tales om en ”fælles” tro på skaberen der, hvor bekendelsen til den treenige Gud fornægtes. Her må det med Luther fastholdes, at ”tyrkens Gud” er Djævelen. Det er klart, at muslimer som kristne lever i den samme af Gud skabte verden og dermed også i ”objektiv” forstand her med den samme Gud og hans virkelighed at gøre – det kan ingen mennesker slippe for – men den islamiske bekendelse til Gud må i et kristent perspektiv kendetegnes som et dæmonisk vrængbillede, som gudsfornægtelse i bekendelsens skikkelse.”

Hilsen

Gator alias Ipso Facto

Hej gator.
Grunden til at jeg ikke nævner det i artiklen er, at jeg har valgt at fokusere på baggrunden for kristendommens forhold til islam, altså den arianske strid og forståelsen af, hvem Jesus var. Artiklen ville være blevet alt for omfattende, hvis også moderne opfattelser og meninger skulle have været med i den.

Men det er spændende at læse det du skriver om Luther og hans meninger om islam. Det ser ud til at du har sat dig ind i stoffet.

Hej bogrundberger!

Tak for den positive reaktionen på min kommentar til din artikel.

I min kommentar har jeg primært forholdt mig til ”islam som kristent kætteri”, mens din fokus er på lighedspunkterne mellem arianisme og islam i oldkirken.

Her har jeg et problem med din terminologi, idet begrebet ”oldkirken” i samtlige de definitioner som anvendes i religionshistorien betegner en periode som ligger FØR islams fremkomst. I intet tilfælde anvendes betegnelsen ”oldkirken” om perioden efter Vestroms fald i 476.

Da kejser Valens døde i 378 blev han efterfulgt af Theodosius 1., der var tilhænger af den nikæanske trosbekendelse (der var særligt udbredt i den vestlige del af riget). Kejserne Theodosius og Gratian påbød i 380 alle at følge den nikæanske trosbekendelse. På konsilet i Konstantinopel i 381 accepterede mange biskopper så den nikæanske trosbekendelse, der blev udvidet mht. Helligånden. Dette betragtes som enden på striden indenfor Romerriget.

Udenfor Romerrigets grænser levede arianismen i endnu et par århundreder som følge af at mange germanske stammer (fx goterne, vandalerne, burgunderne og langobarderne) var blevet kristnet som arianere. Det skyldtes bl.a. den arianske missionær Wulfila (Ulfilas). De arianske germanske riger blev dog enten erobret af treenigheds-troende naboer eller deres konger blev (ofte af politiske grunde) omvendt til troen på treenigheden. Efterhånden uddøde arianismen derfor også blandt germanerne.

Så vidt jeg kan forstå er din tese, at Muhammad (eller hvad der senere blev tilskrevet ham) var under indflydelse af arianismen, da han udformede sin nye strengt monoteistiske religion.

At der var en sådan direkte indflydelse, måske qua Muhammads kontakt med ”overlevende” kristne arianere i det område han gennemrejste som karavanefører, har jeg ikke kunnet finde historisk belæg for hverken i islamisk eller kristen historie.

På internettet kan man finde en række artikler skrevet af muslimer, der med en vis begejstring henviser til arianismen, fordi den bekræfter den islamiske opfattelse af Jesus som profet:

“The view of Christ advocated by Arians is compatible with the Muslim faith, which considers Jesus, pbuh, as the Last prophet of Israel, and one of the five Major prophets sent by God to Mankind, The others being: Noah, Abraham, Moses and Muhammad, peace be upon all of them:

Quran: 33:7-8: And when We exacted a covenant from the prophets, and from thee (O Muhammad) and from Noah and Abraham and Moses and Jesus son of Mary. We took from them a solemn covenant; That He may ask the loyal of their loyalty. And He hath prepared a painful doom for the unfaithful”

Hvis vi udstrækker begrebet ”oldkirken” til også at omfatte de første århundreder efter islams fremkomst, så er din påstand, at den tidlige katolske kirke anså islam som et kristent kætteri på linie med arianismen. Den påstand har jeg ikke kunnet finde noget historisk belæg for. Artiklen om islam i Encyclopedia Catholica fra 1910 omtaler ikke islam som et kristent kætteri og anfører heller ikke nogen indflydelse fra arianismen:

”Mohammed's religion, known among its adherents as Islam, contains practically nothing original; it is a confused combination of native Arabian heathenism, Judaism, Christianity, Sabiism (Mandoeanism), Hanifism, and Zoroastrianism.”

Uden reference til primære kilder eller anførsel af forfatternavn anføres dog følgende i en wikipedia artikel:

”Arianerne var dog ikke en bevægelse centreret omkring Arius. Den var snarere en opfattelse inden for hele kirken som omhandlede forståelsen af forholdet mellem Faderen og Sønnen, som med tiden fået navnet "den arianske bevægelse". Dette skisma var så dybt, at ikke engang en massiv bekæmpelse gennem både fjerde og femte århundrede kunne fjerne den arianske bevægelse. Så sent som i det syvende århundrede bekæmpede kirken den nye religion islam som den i begyndelsen betragtede som en ariansk bevægelse. Grunden til, at kirken forfulgte arianerne så stærkt, var netop deres understregning af at Kristus var et skabt væsen.”

Så spørgsmålet er, om der ligger primære historiske kilder til grund for dine teser eller om de er af mere spekulativ art?

Hilsen

Gator alias Ipso Facto

Hej bogrundberger!

Som skrevet står: De som søger skal finde.

Herefter medgiver jeg, at den tidlige kristne kirke (ikke oldkirken) på et tidspunkt betragtede islam som et kristent kætteri og ikke som en selvstændig religion.

Kilden til denne opfattelse er St. John af Damaskus (ca. 676-754/787). Et citat fra ”The Holy Mountain: A Journey Among the Christians of the Middle East", af William Dalrymple giver en udmærket og kortfattet beskrivelse af hvordan St. John nåede frem til at anse islam for et kristent kætteri:

“SLAM: A Christian Heresy

Today the West often views Islam as a civilisation very different from and indeed innately hostile to Christianity. Only when you travel in Christianity's Eastern homelands do you realise how closely the two are really connected, the former growing directly out of the latter and still, to this day, embodying many aspects and practices of the early Christian world now lost in Christianity's modern Western-based incarnation. When the early Byzantines were first confronted by the Prophet's armies, they assumed that Islam was merely an heretical form of Christianity, and in many ways they were not so far wrong: Islam accepts much of the Old and New Testaments and venerates both Jesus and the ancient Jewish prophets.

Significantly, the greatest and most subtle theologian of the early church, St. John Damascene, was convinced that Islam was at root not a separate religion, but instead a form of Christianity. St. John had grown up in the Ummayad Arab court of Damascus, where his father was chancellor, and he was an intimate boyhood friend of the future Caliph al-Yazid; the two boys' drinking bouts in the streets of Damascus were the subject of much horrified gossip in the streets of the new Islamic capital. Later, in his old age, John took the habit at the desert monastery of Mar Saba where he began work on his great masterpiece, a refutation of heresies entitled the Fount of Knowledge. The book contains an extremely precise and detailed critique of Islam, the first ever written by a Christian, which, intriguingly, John regarded as a form of Christian heresy related to Arianism: after all Arianism, like Islam, denied the divinity of Christ.

Although he lived at the very hub of the early Islamic world, it never seems to have occurred to him that Islam might be a separate religion. If a theologian of the stature of John Damascene was able to regard Islam as a new- if heretical- form of Christianity, it helps to explain how Islam was able to convert so much of the Middle Eastern population in so short a time, even though Christianity remained the majority religion until the time of the Crusades.

The longer you spend in the Christian communities of the Middle East, the more you become aware of the extent to which Eastern Christian practice formed the template for what were to become the basic conventions of Islam. The Muslim form of prayer with its bowings and prostrations appears to derive from the older Syrian Orthodox tradition that is still practised in pewless churches across the Levant. The architecture of the earliest minarets, which are square rather than round, unmistakably derive from the church towers of Byzantine Syria. The Sufi Muslim tradition carried on directly from the point that the Christian Desert Fathers left off while Ramadan, at first sight one of the most foreign and alienating of Islamic practices, is in fact nothing more than an Islamicisation of Lent, which in the Eastern Christian churches still involves a gruelling all-day fast.”

Hvornår denne opfattelse af islam officielt blev forladt i katolicismen eller ortodoks kristendom har jeg ikke kunnet fastslå. Men jeg har fundet et par indikationer.

Islam forskeren Ibn Warraq anfører følgende i bogen ”Derfor er jeg ikke muslim” (side 57):

”... Hvor Dante og hans samtidige har betragtet islam som et kristent kætteri og som noget mindreværdigt, så Carlyle mere positivt på den: ”Muhammeds tro har vi kaldt en slags kristendom … Jeg ville sige en bedre slags end disse elendige syriske sekter med deres hule skramlen om homoiousianere og homoousianere, med hovedet fuldt af værdiløs larm og hjertet tomt og dødt. ...”

(Note. Homoousianere og homoiousianere er begreber brugt i forbindelse med den arianske konflikt i den kristne kirke i det 4. århundrede. Homoousianerne mente i overensstemmelse med Koncilet i Nikæa (325), at Sønnen er af samme substans som Faderen, mens de moderate arianere (semi-arianerne) hævdede, at Sønnen ikke er af samme men af lignende substans. Semi-arianere kaldtes homoiousianere).

Dante levede 1265 – 1321, mens citatet af historikeren Carlyle er fra 1841.

I forfatteren Robert Paynes bog ”The Crusades” (1986/94) omtales islam også som et kristent kætteri:

”The Christians saw in the religion of Muhammad a mortal enemy to be opposed at all costs. The name of the religion was Islam, which means ”submission”, ”submission to God´s purposes.“ The Christians were not prepared to submit. They regarded Islam as heresy, a diabolic and dangerous perversion of the truths handed down by Moses, the prophets, Jesus and St. Paul. Islam was monotheism stripped bare ...“

Så vidt jeg kan se kalder hverken den byzantiske kejser Alexius Comnenus, i sit brev med råb om hjælp (1093), eller pave Urban II i sin korsfarertale (Clermont, 1095) muslimerne for kristne kættere. Urban II kalder (fejlagtigt) muslimerne et persisk folkeslag, en forbandet race fuldstændig adskilt (alienated) fra Gud”, så måske har den katolske kirke på dette tidspunkt officielt droppet den teologiske forestilling om islam som et kristent kætteri, selv om denne nærliggende antagelse tydeligvis lever videre blandt Dante og hans samtidige, hvorefter Luther ved middelalderens slutning atter definerer islam som et kristent kætteri og giver en teologisk begrundelse derfor.

Har du nogen viden om, hvornår den katolske kirke officielt anerkendte islam som en selvstændig religion og ikke længere regnede den for et kristent kætteri?

Hilsen

Gator alias Ipso Facto

Findes der blandt de oplyste debattører nogen som har en viden om, hvornår den katolske kirke officielt anerkendte islam som en selvstændig religion og ikke længere regnede den for et kristent kætteri?

Artiklens forfatter synes at være stået af debatten - derfor spørgsmålet!

Hilsen

Gator alias Ipso Facto

Ufatteligt, at der stadig er folk, der beskæftiger sig "seriøst" med den slags nonsens!
Ejvind Koch Pedersen, http://www.kochs-kontor.dk

Det var oplyste og vidende debattører jeg efterlyste, ikke tågehorn der anvender debatten til at reklamere for egne selvpromoverende hjemmesider. Noget sådant falder helt afgjort i kategorien "useriøst debatafsporende nonsens".

Hilsen

Gator alias Ipso Facto

Hej Gator
Jeg beklager, at jeg har været fraværende.

Du har nok ret i, at overskriften på min artikel er lidt mærkelig. Oldkirken er, som du siger, normalt brugt om tiden frem til Romerrigets kollaps cirka 476 e.Kr.

Ordvalget er opstået fordi overskriften ellers kunne have været "Kirken regnede islam for et kristent kætteri", der så kunne understrege, at det gør kirken ikke længere, og det vil jo være forkert. Jeg ville gerne i overskriften vise, at artiklen netop omhandler oldkirken, og tiden umiddelbart efter - og 3-400 år er i denne sammenhæng 'umiddelbart efter'. Det er en frihed jeg tager mig i denne sammenhæng, og ikke et udtryk for at jeg prøver at ændre definitionerne.

Du spørger efter kilder, der viser, at der har levet arianere i Muhammeds hjemland. Arius havde mange støtter, især i østkirken. En af de mere kendte er Eusebius af Cæsarea.

Selvom Arianismen blev bandlyst, kan man se, at der stadig i østkirken var en utilfredshed med sammenkoblingen af Jesus og Gud. Det kan man bl.a. se i nestorianismen som bla. var særdeles udbredt i området omkring Iran og helt til Indien. Man kan altså se, at der østpå har været nogle fremherskende tanker om, at Jesus og Gud er to adskilte subjekter, men i stedet, formuleret på forskellig vis, enten adopteret af Gud eller på anden måde udvalgt af Gud.

Du kan også se, at der i islams teologi er inkorporeret skildringer af Jesus som har eksisteret i flere forskellige kristne kætterske sekter - især gnostiske Jesusskildringer. Der er historien om Jesus, der lavede duer af ler, som blev levende, nok en af de mere kendte. Så man kan se, at Muhammed helt sikkert har kendt til forskellige kristne kætterske sekters forskellige historier og tanker.