Anette


Hvordan stiller du dig til, at demokratiet er forstærkende det psykisk nedbrydende i samfundet?



Bjørn Holmskjold

" ... du bedes derfor venligst underbygge din sygelige kommentar, eller trække den tilbage til glemsel."

Den eneste måde man kan underbygge patologiske kommentarer på er vel ved at fremlægge sygejournalen eller den blå indlæggelsesseddel.

Hilsen

Gator alias Ipso Facto

Hvad Hizb ut-Tahrir er for en aparte rapand giver artiklen bag debatten et udmærket overblik over og svar på.

Frem for at gå i chok og hysteri over dette lovlige islamiske politiske parti bør vi se disse muslimske mørkemænd som et levende bevis på, at vi faktisk har et rimeligt velfungerende demokrati her i landet. Et demokrati der tør acceptere den forskellighed i holdninger som er demokratiets absolutte forudsætning, og som tør holde fast ved dets grundlæggende principper, også når de udfordres af kræfter, der arbejder for et radikalt anderledes samfundssystem end det demokratiske.

Den politiske debat om, hvad der er definerende for et ulovligt politisk parti tog for alvor sin begyndelse efter Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) ved valget 16. november 1932 fik 17.179 stemmer, hvorved partiet for første gang opnåede repræsentation i Folketinget - med to mandater. Da måtte det komme til et politisk opgør om, hvor grænsen går, for DKPs formål var helt klart at omstyrte samfundsordenen til fordel for proletariatets diktatur og det klasseløse kommunistiske samfund, hvor den private ejendomsret er ophævet.

I marts 1933 blev kanonerne kørt i stilling mod DKP i Folketinget. Et medlem af DKP, Svend Lund Poulsen var valgt til Københavns Borgerrepræsentation, mens han afsonede en dom på seks måneders fængsel, fordi han ved en demonstration på Grønttorvet havde opfordret tilhørerne til at trodse politiets påbud om at passere gaden. En renlivet klassedom erklærede DKP´s to folketingsmedlemmer og rejste sagen i Folketinget. Under den efterfølgende debat , hvor forholdene i såvel danske som sovjetiske fængsler indgik, erklærede Axel Larsen, at det var DKP´s ”absolutte hensigt med vold at tage magten i dette samfund”, og Arne Munch-Petersen udtalte, at partiet ”hverken er bundet af Meyers fremmedordbog eller af den danske grundlov.”

Fra Folketingets talerstol udtalte den konservative Victor Purschel , at det nu var ”fuldstændig berettiget”, at samfundet anvendte, hvad han betegnede som ”nødværgeforanstaltninger”, over for DKP , og at de to folketingsmedlemmers udtalelser havde givet ”en grundlovsmæssig hjemmel for indskriden mod dette parti på en helt anden måde, end det hidtil havde været tilfældet her i landet” - en trussel, der skulle ses i lyset af udviklingen syd for grænsen, hvor Hitler var godt i gang med at knuse den tyske arbejderbevægelse. (To dage efter Adolf Hitler blev Kansler, 30/4-33, blev det Tyske Parlament opløst. Hermann Göring forbød Kommunist Partiet, dets møder og demonstrationer i Tyskland).

Det blev dog ikke til noget forbud herhjemme – ikke i denne omgang. Men formanden for den konservative folketingsgruppe, Christmas Møller, bad Folketingets præsidium om at ”afæske de to kommunistiske medlemmer af Folketinget en erklæring om, hvorvidt deres udtalelser i Folketinget er at forstå som en tilbagekaldelse af den af dem afgivne højtidelige forsikring om at ville holde grundloven. Anmodningen blev efterkommet, og 13. maj afgav Axel Larsen og Arne Munch-Petersen to enslydende erklæringer, hvori de fastholdt deres hensigt om ”en voldelig omstyrtning af den nuværende samfundsordning og dens afløsning af proletariatets diktatur.” Med henvisning til Det Kommunistiske Manifest og til, at de udtrykkeligt var blevet valgt på dette grundlag, erklærede de to kommunister, at de intet havde skjult, og at Folketinget på selvsamme grundlag allerede én gang havde godkendt deres mandater.

De danske kommunisters holdning blev dog med tiden mere forsonlig og knapt så hånlig over for grundloven. I september 1938 kunne der konstateres enighed mellem DKP og Socialdemokratiet om ”hovedsynspunkterne for en forfatningsrevision, nemlig ”at den må tjene til at forankre demokratiet”, og den samme tone anlagde Axel Larsen nu ved førstebehandlingen i Folketinget – idet han dog undtog forslagets ny paragraf om ”foreningsfriheden”, hvorefter foreninger, ”der virker for en omstyrtning af denne grundlov”, nu af regeringen ”kunne kræves opløst ved dom.”
Og af kommentarerne til lovforslaget fremgik det, at paragraffen også gjaldt foreninger, der tilstræbte ændring af grundlovens grundprincipper. En sådan paragraf var ikke alene i modstrid med med selve samfundsudviklingen, der løbende gjorde forfatningsændringer ”nødvendige”, påpegede Axel Larsen. Men konsekvensen ville også være, at man ”med paragraffer (vil) forbyde at arbejde for socialisme”, hvilket han fandt både mærkeligt og tåbeligt”: - ”Jeg håber, man på dette fundamentale punkt bringer forslaget i overensstemmelse med den sunde fornuft”, ironiserede han fra Folketingets talerstol med en uudtalt, men åbenlys finte til Socialdemokratiet og dets partiprogram.

Ved folkeafstemningen den 23. maj 1939 blev det nye grundlovsforslag forkastet efter at være vedtaget af den nyvalgte Rigsdag, valgt 3. april 1939. Der manglende blot 12.000 ja-stemmer for at nå op på de nødvendige 45%. Valget blev en skuffelse for kommunisterne, der blot fik en fremgang på ét mandat. Og oven i denne skuffelse kom en ny. Frits Clausens danske naziparti (DNSAP) erobrede lige så mange mandater som kommunisterne.

At forbyde DNSAP kom slet ikke på tale, for Danmark førte en samarbejds- og underkastelsespolitik over for den stærke nabo i syd. Nogle små pip havde Folketinget dog taget sig sammen til i form af en lov i 1934 om forbud mod visse sammenslutninger. Lovens § 1 forbød sammenslutninger og korps, som havde til hensigt ved ulovlig magtanvendelse at øve indflydelse på politiske eller offentlige anliggender.

Den 15. marts 1939 vedtog Folketinget en lov der skulle lægge en dæmper på den nazistiske propaganda og forhånelse rettet mod danske jøder. Den officielle begrundelse for lovforslaget lød: ”de i den nyeste Tid opdukkede Foreteelser som Forfølgelser af Racer, Troessamfund m.v.” Straffelovens paragraf 266 b, som den har heddet fra starten af, havde oprindeligt følgende ordlyd:

”Den, der ved Udspredelse af falske Rygter eller Beskyldninger forfølger eller ophidser til Had mod en Gruppe af den danske Befolkning paa Grund af dens Tro, Afstamning eller Statsborgerforhold, straffes med Hæfte eller under formildende Omstændigheder med Bøde. Er Rygterne eller Beskyldningerne fremsat i trykt Skrift eller paa anden Maade, hvorved de er naaet ud til en større Kreds, er Straffen Hæfte eller under skærpende Omstændigheder Fængsel indtil 1 Aar.”

Godt et år senere blev Danmark, trods vor erklærede neutralitet og ikke-angrebspagt med Tyskland, besat ved en såkaldt ”fredsbesættelse”, og da Hitlers længe forberedte plan om erobring af Sovjetunionen blev sat i værk den 22. juni 1941 blev den danske samlingsregering af besættelsesmagten tvunget til at forbyde DKP. Loven fra 1941 om kommunistiske foreninger, der bl.a. forbød og opløste Danmarks kommunistiske Parti, blev ikke tilsidesat som grundlovsstridig, men den har formentlig kunnet begrundes i nødretlige synspunkter, jf. Henning Koch 1996.

Den danske statsretlige tradition må derfor forstås således, at selv om der formelt har eksisteret mulighed for at forbyde og tvangsopløse foreninger siden juni-grundloven af 1849, så er lovgivningsmagten og regeringen veget tilbage fra benytte denne mulighed, bortset fra to tilfælde i fredstid:

Det eneste eksempel på opløsning af en politisk forening ligger helt tilbage til 1874, hvor opløsningen af Den Internationale Arbejderforening for Danmark blev stadfæstet af Højesteret, med henvisning til, at foreningens formål var ”voldelig kuldkastelse af den bestående statsforfatning”.

Det andet eksempel er fra 1924 hvor den selskabelige forening Nekkab blev opløst, da vedtægternes erklærede formål – almindelig selskabelighed – ikke var i overensstemmelse med dens faktiske formål: at formidle erotiske kontakter mellem homoseksuelle mænd.

Denne lange tradition med dyb respekt om foreningsfriheden har dog ikke afholdt efterkrigstidens parlamentarikere fra at forsøge at få forbudt en del foreninger og politiske partier, som politikerne fandt usympatiske, amoralske, skadelige eller farlige for folkestyret.

Partiet Fælles Kurs (repræsenteret i Folketinget i 9 måneder 1987/88) stillede beslutningsforslag om at forbyde det danske naziparti, hvilket blev nedstemt i Folketinget. Siden fulgte forsøg på at få forbudt rockergrupperne Hells Angels og Banditos, hvilket blev skudt ned af Rigsadvokaten, der på trods af, at flere af medlemmerne var dømt for grov kriminalitet ikke mente, at et forbud ville blive stadfæstet af domstolene. Med henvisning til blandt andet opløsningen af Nekkab i 1924 stillede Dansk Folkeparti beslutningsforslag om at forbyde den seksualpolitiske forening ”Pædofilgruppen”. Det forslag fik alene støtte fra Kristendemokraterne og blev dermed forkastet.

To gange har Dansk Folkeparti i Folketinget fremsat beslutningsforslag om at forbyde det islamiske politiske parti Hizb ut-Tahrir, senest for et år siden. Begge gange er Folketinget og Justitsministeren veget tilbage fra at nedlægge et forbud mod HuT, idet man har henholdt sig til, at man alene ville skride til opløsning såfremt Rigsadvokaten vurderede, at en sag kunne vindes ved domstolene.

De socialistiske partier benyttede lejligheden, ved 2. behandlingen for et år siden, til at drille DF med, at hvis man forbød HuT på grundlag af talsmandens to domme for overtrædelse af antiracismelovgivningen (straffelovens paragraf 266 b), så måtte der være endnu mere grund til at forbyde DF, da tre af partiets medlemmer var dømt efter samme paragraf. Ikke just den reaktion ordføreren og formand for Folketingets Retsudvalg, Peter Skaarup, havde regnet med.

En ganske underholdende og oplysende folketingsdebat som jeg til stor moro nærlæste i går.

Foreninger kan (eller rettere skal) efter grundloven opløses enten fordi de har et ulovligt formål (paragraf 78, stk. 1) eller efter stk. 2: hvorefter foreninger der ”virker ved eller søger at opnå deres mål ved vold, anstiftelse af vold eller lignende strafbar påvirkning af anderledes tænkende”, bliver ”at opløse ved dom”. Den nærmere rækkevidde af denne bestemmelse kan imidlertid ikke antages at have den store praktiske betydning, idet foreninger som er omfattet af bestemmelsen, under alle omstændigheder ville have et ulovligt øjemed efter paragraf 78, stk. 1, anfører Rigsadvokaten.

Når jeg læser Rigsadvokatens seneste redegørelse fra 2008, med en vurdering af, om HuT har et ulovligt formål, og derfor kan opløses efter grundlovens paragraf 78, stk. 1, bliver jeg lidt i tvivl om, hvorvidt der overhovedet kan tænkes at eksistere foreninger med et ulovligt formål.

Rigsadvokaten skriver nemlig:

”Det er i den forbindelse væsentligt at fremhæve, at det efter gældende ret i almindelighed ikke er ulovligt for en forening (eller for enkeltpersoner) at have som formål at arbejde for en ordning eller retstilstand, der forudsætter ændringer af lovgivningen eller eventuelt grundloven. Det anførte gælder, selv om der er tale om at arbejde for ordninger, der er grundlæggende forskellige fra den gældende samfundsorden. Så længe der anvendes lovlige midler – f.eks. politisk præget argumentation og agitation – er der således efter gældende ret ikke noget ulovligt i at arbejde for, at der f.eks. indføres censur, at den private ejendomsret afskaffes, eller det gældende demokratiske flertalspartisystem erstattes af et styre baseret på religiøse normer og værdier.

På dette punkt kan gældende ret siges at bygge på et princip om, at det ikke bør være lovgivningen, der sætter grænser for foreningers (eller enkeltpersoners) adgang til at udtrykke holdninger og overbevisninger, heller ikke selv om der er tale om holdninger mv., der er grundlæggende i strid med de værdier, som den eksisterende samfundsorden bygger på. Efter gældende ret er det således i almindelighed ikke op til retssystemet, men til den frie debat og meningsdannelse at modarbejde og bekæmpe synspunkter til støtte for f.eks. opgør med samfundets grundlæggende normer og værdier."

Derfor mener Rigsadvokaten, i lighed med hvad han nåede frem til i sin tidligere undersøgelse af mulighederne for et forbud mod HuT, at der ikke ville kunne føres det nødvendige bevis for, at Hizb-ut-Tahrir har et ulovligt formål.”

Debatten i Folketinget omkring DF´s beslutningsforslag om opløsning af HuT, har da heller ikke drejet sig om, hvorvidt foreningens formål er ulovligt, men alene om hvorvidt der af foreningen er anvendt voldelige metoder eller ulovlig påvirkning af anderledes tænkende.

Der er dog ikke enighed blandt de juridiske eksperter om denne vurdering, men det kan jeg evt. vende tilbage til, såfremt jeg modtager en begavet og relevant reaktion på dette indlæg.

Hilsen

Gator alias Ipso Facto

Du trænger vist til en befriende latter Bjørn Holmskjold inden du qua din egen negative sociale arv - eller hvad der nu ka være grunden - misfortolker tegnene i din omverden, helt isolerer dig og dør en åndelig død.

Kan du fatte denne nonverbale kommunikation ?

Til din orientering så lever mennesket ikke i pagt med naturen, men i den kultur og samfundsindretning som vi selv har skabt qua vores kulturevne, sprog og evne til rationel ræsonneren. Derfor ser vi os stillet over for naturen til forskel fra dyr.

Du fremhæver nogle biologiske evolutionære perspektiver som gælder for primater og mener på dette grundlag at kunne fastslå, at vor kultur og komplekse samfundsindretning producerer psykiske afvigere i en sådan mængde, at flertallet er ramt af patologier, hvorved der byttes rundt på hvad der er psykisk sundt og normalt, idet det normale per definition er den tilstand eller adfærd, som flertallet af en given population udviser, mens mindretallet per samme definition er afvigere.

Du bør være opmærksom på tre aspekter af evolutionsteorien. For det første, at evolutionsbegrebet gælder adfærd i lige så høj grad som struktur; for det andet, at et individs funktioner altid skal relateres til den kontekst (den ”økologiske niche”) arten er tilpasset; og for det tredje, at en rigid skelnen mellem det medfødte og det tilegnede er meningsløs i denne forbindelse.

Evolutionsteorien har sat gang i anvendelsen af sammenligninger mellem arterne i udviklingsforskningen, men selvom en sådan fremgangsmåde har betydelige fordele, må man også erkende risikoen for uberettigede generaliseringer fra den ene art til den anden.

Forskellige arter er udstyret med forskellige sæt stereotype handlemønstre som en del af deres adfærdsarv. Hos mennesket er sociale signalapparater som gråd og smil eksempler på sådanne mønstre; de sikrer, at spædbarnet på forhånd er tilpasset til at få opmærksomhed fra omsorgspersoner, og opfylder således en væsentlig overlevelsesfunktion.

Evnen til at kommunikere emotionelle tilstande er en anden biologisk anordning, der tjener til at binde barnet til omsorgspersonen lige fra fødslen. Ansigtsudtryk svarende til forskellige emotioner synes at være medfødte, universelle og af samme form hos spædbørn som hos voksne. Ikke alle emotioner er til stede i begyndelsen; de opstår på et tidspunkt i livsløbet, hvor de begynder at tjene regulerende og kommunikative funktioner. Spædbørn er fra en tidlig alder også modtagelige for andre menneskers emotionelle udtryk.

Den biologiske evolution suppleres af den kulturelle evolution – en meget hurtigere proces, baseret på overføring af viden fra det ene individ til det andet og fra den ene generation til den anden. Ligesom den første skaber forskellige arter gennem genetisk forandring, giver den anden anledning til forskellige kulturer gennem socialiseringspraksis. Som den tværkulturelle forskning har vist, påvirkes den psykologiske udvikling på bestemte måder grundlæggende af de sociale omgivelser, hvori barnet opdrages; det kan derfor ikke undersøges isoleret eller ud fra den antagelse, at det man finder i vestlige samfund har universel gyldighed og er medfødt.

Den adfærdsgenetiske videnskab beskæftiger sig med udforskning af de egenskaber, der gør os forskellige som individer. Den undersøger arvens og miljøets relative bidrag til skabelsen af sådanne individuelle forskelle og anvender til dette formål følgende tre hovedmetoder: familieundersøgelser, tvillingeundersøgelser og adoptionsundersøgelser.

Adfærdsgenetikkens resultater viser, at praktisk taget alle psykologiske karakteristika er genetisk påvirkede, selv om graden af denne påvirkning varierer fra det ene træk til det andet. Men det forklarer i intet tilfælde mere end cirka halvdelen af variabiliteten blandt individer, idet resten skyldes miljøpåvirkninger. Heriblandt har de ikke-fælles, det vil sige de erfaringer, som er unikke for enkelte familiemedlemmer, alt i alt større indflydelse på den psykologiske udvikling end fælles erfaringer, det vil sige dem, der er fælles for alle medlemmer af en familie.

Adfærdsgenetisk forskning har sat spørgsmålstegn ved hvor stor indflydelse forældre egentlig har på deres børn med den påstand, at udviklingen – inden for rammerne af ”god nok forældreomsorg” - primært beror på arvelighed. Mindre omstridt er en anden påstand, at børn i kraft af deres genetiske udrustning påvirker, hvorledes deres omsorgspersoner behandler dem, og således er med til at konstruere deres eget miljø.

De medfødte karakteristika, der forklarer vores individualitet, omfatter temperamentet – et begreb der henviser til et individs adfærdsstil. Disse temperamentskvaliteter har, som det især fremgår af kategorien ”vanskeligt” temperament, sociale konsekvenser, idet de påvirker den måde, hvorpå andre mennesker reagerer på barnet. For at skabe optimal udvikling kræves der derfor god indbyrdes overensstemmelse mellem barnets medfødte egenskaber og omsorgspersonens behandling.

En persons køn er ligeledes et grundaspekt ved individualiteten, der har dybtgående sociale implikationer. Seksuel dimorfisme begynder ved undfangelsen; den er baseret på kromosomforskelle mellem mænd og kvinder og forklarer direkte de to køns fysiske karakteristika. Eksistensen af kønsbundne psykologiske forskelle er stadig omstridt; de mest sandsynlige kandidater er aggression, verbal evne, spatiale færdigheder, matematisk evne samt fysisk og psykologisk sårbarhed.

Det er på tide at vi får aflivet myten om negativ social arv, for forskningen viser, at det er en myte, dog en af de mere sejlivede af slagsen.

”Det er en realitet, at forældrenes uddannelsesniveau og erhvervsmæssige placering i samfundet som hovedtendens bestemmer, hvilket uddannelsesniveau børnene opnår. Men det er en myte, at sociale problemer som fx psykiske lidelser, kriminalitet, vold, alkohol- og narkotikamisbrug overføres fra forældre til børn”, lyder det fra sociolog Morten Ejrnæs.

Morten Ejrnæs er lektor i teorier om sociale problemer ved Aalborg Universitet, og har dels beskæftiget sig med forskning i risikoen for, at børn fra belastede familier selv pådrager sig sociale problemer og dels med forskellige professioners syn på børn og deres sociale problemer. På den baggrund forholder han sig kritisk til begrebet social arv og først og fremmest den udbredte opfattelse, at forældres sociale problemer overføres til deres børn.

Morten Ejrnæs pointerer, at langt de fleste børn, der vokser op i en socialt belastet familie, ikke arver forældrenes problemer eller andre lige så alvorlige problemer. Og har de unge problemer, skyldes det for størsteparten ikke forældrenes problemer.
Når den negative sociale arv alligevel ofte anføres som årsag til sociale problemer, så skyldes det, at det er muligt at fremlægge forskningsresultater vedrørende børn og unges sociale problemer på en sådan måde, at det giver indtryk af, at forældrenes problemer er hovedårsag til børnenes sociale problemer, forklarer Morten Ejrnæs. Ser man fx på tallene, hvor unges stofmisbrug er sammenholdt med forældrenes alkoholmisbrug, så er det muligt at udlede, at risikoen for stofmisbrug er 3 gange større for børn af misbrugere. Hvis man imidlertid samtidig undlader at anføre, at 98,8 % af unge, som er vokset op med alkoholmisbrug i familien, ikke selv får problemer med stoffer, kan billedet af socialt belastede familier hurtigt blive skævt.

Du kan læse en populariseret præsentation af Morten Ejrnæs´ forskning her:

http://www.aau.dk/Forskning/Populaervidenskab/arkiv/1227364

Hilsen

Gator alias Ipso Facto

Mine argumenter var nu ikke baseret på en eller anden luftig psykologisk teori, men på den nyeste forskning inden for evolutionsteori, sociobiologi, udviklingspsykologi og adfærdsgenetikkens resultater. Det er teorier som jeg tager dybt alvorligt, fordi de er konsistente og velunderbygede med empiriske data.

Den eneste dybdepsykolgiske teori som efter min mening besidder en rimelig grad af konsistens og forklaringskraft er den danske psykiater Erling Jacobsens teoi om de psykiske grundprocesser, i følge hvilken organiseringen af følelser er meget nært forbundet med organiseringen af tankerne. Der er ikke én måde at føle på og en anden måde at tænke på, men to måder at tænke og føle på, den ene er primærprocessen, hvor følelserne og tankerne er ustabile, og den anden er sekundærprocessen, hvor de er stabile.


Du kan du læse en populær fremstilling af teorien her:

http://www.jernesalt.dk/grundprocff.asp

Hilsen

Gator alias Ipso Facto