Virkeligheden er et stykke fra det ideelle. Vi opnår aldrig en verden, hvor alle bliver raske. Og det virker som om, at de medicinske behov bare stiger i takt med den medicinske udvikling, skriver sygehuspræst Svend Erik Linde Søgaard. -
- Foto: sxc.hu
Svend Erik Linde Søgaard |
29. maj 2009
Vi har et hospital, som bestræber sig på at være medmenneskeligt i forhold til patienten – også på dage, hvor ingen blev raskere, skriver hospitalspræst Svend Erik Søgaard
Spiritualitet er i grunden en del af hospitalets væsen, som er kendetegnet ved ”hospitality”, gæstfrihed, for enhver borger med alt, hvad hun eller han måtte bringe med sig.
Intet menneskeligt, hvad enten det er betinget af fysiske, psykiske, sociale eller åndelige/eksistentielle behov, er fremmed for hospitalets personale.
Hverdagens ”hospitality” er imidlertid fyldt af stærke dilemmaer mellem hospitalets ressourcebetingelser og etikken i patientbehandlingen.
Ledere på alle niveauer søger at strikke et tæppe sammen som både skal give god pleje og omsorg, som skal gøre patienterne raske, eller så godt som raske, og som skal gøre så mange som mulig raske.
Det ideelle er, at alle syge, der ønsker behandling, bliver raske, og at alle får hjælp, når du trænger til det – uafhængig af om behovet er akut eller ikke.
Virkeligheden er et stykke fra det ideelle. Vi opnår aldrig en verden, hvor alle bliver raske. Og det virker som om, at de medicinske behov bare stiger i takt med den medicinske udvikling. Flere taler om, at ”ældrebølgen” begynder at bliver højst mærkbar i sundhedssektoren. Det ser heller ikke ud til, at øget levestandard producerer sundere mennesker.
Produktivitet i sygeplejenProduktivitet og etik i patientbehandlingen hører til i hospitalets ydre ramme, og man hører begreber som ”effektivitet”, ”system”, ”kvalitetssikring”, ”strategi”, ”logistik”, ”indsatsstyret finansiering”, ”rettigheder”, ”evidens” i samtidighed med patienten som et menneske, der har krav på at blive mødt værdigt og empatisk af omsorgspersonalet.
Man kan være fristet til at sætte et enten/eller mellem produktivitet og etik. Man kan enten forkorte ventelisterne til hospitalet, men med mindre pleje og omsorg. Eller man kan give relativ bedre pleje og omsorg, men med den konsekvens, at køen bliver endnu længere.
For de som sidder med ansvaret for det hele, eller for den læge eller sygeplejerske, som er i direkte berøring med patienterne og de umiddelbare konsekvenser af dette ægte dilemma, kan det rive og slide i krop og sjæl, så det mærkes.
Et tæppe af løste og uløste knuder
Der er behov for ”pinseliljetid” i ethvert møde mellem hospitalet og os som patienter. Det vil jeg give et eksempel på.
En kræftpatient fortæller om kirurgen, der kun sjældent kommer på besøg efter den sidste operation:
”Jeg forstår, at han ikke var i stand til at fjerne svulsten. Han er jo også bare et menneske. Jeg har forståelse for, hvis han betragter det som et nederlag, og at han måske har vanskeligt ved at komme ind til mig. Men nu trænger jeg til ham mere end nogen sinde.”
Vi har et hospital, som bestræber sig på at være medmenneskeligt i forhold til patienten – også på dage, hvor ingen blev raskere, men hvor såvel patient som omsorgsgiver fik lidt livsmod og måske blev lidt mere rask ved et besøg på stuen og et tæppe af løste som uløste knuder og masker blev lagt ekstra godt om fødderne.
Der findes megen god mening – og produktivitet, ret forstået – i et blik og i et tæppe.
Dette er i grunden spiritualiteten i hospitalets hverdag, hvor mennesker mødes, fordi det gør ondt i kroppen – og dermed altid til syvende og sidst i relationen til sig selv, de andre og det metafysiske.
Søren Ryge og pinseliljerne
I en artikel om pinseliljen bringer Søren Ryge en advarsel, som jeg vil tilslutte mig: ”De gamle pinseliljer dufter stærkt og dejligt. Det er jo derfor, man husker dem!”
Det er de gode, gamle pinseliljer. Ældre mennesker husker dem tydeligt, for alle havde dem i deres haver engang. De var og er nemme, robuste, bliver aldrig syge, kan holde i generationer, med mindre der kommer en gravemaskine på tværs, eller en have bliver så gammel og skygget, at selv pinseliljer må give op.
Men mange mennesker har dem ikke og drømmer om dem. Og desværre må jeg sige, at de er vanskelige at få fat i. De store løgfirmaer forhandler dem ikke, for der er ikke penge i dem - de er lidt besværlige i forbindelse med optagning og tørring, slutter Søren Ryge.
Pinseliljetid er at møde hinanden
Gid at hverdagens mellem-rums-virkelighed i hospitalet måtte være fyldt af duftende pinseliljetid. Jeg medgiver, at det bøvlet, fordi det udfordrer den spiritualitet, der i grunden er hospitalets væsen – at hjælpe patienten til at komme hjem til sig selv og på ny finde gæstfriheden på hjemlig måde i sin egen krop.
Pinseliljetidens stærke dufte og søde drømme om Paradis bringer hukommelsen i spænd mellem glemsel og erindring.
Det spirituelle arbejde på et hospital er hårdt arbejde både for patienten og omsorgsgiveren, og alle véd, at smertepunkterne er poetiske i deres natur, idet smerten rummer helt nye glæder, og det, der var, løftes ind i løfterig erindring.
Men det fordrer mødet mellem mennesker – dybt ind i pinseliljens røde hjerte mellem de sart hudfarvede blade.
”Jo mere poetisk man husker, jo lettere glemmer man, thi det at huske poetisk er egentlig blot et udtryk for at glemme. Når jeg husker poetisk, så er der allerede foregået den forandring med det oplevede, at det har tabt alt det pinlige” (Søren Kirkegaard i Enten-Eller).
Det er pinseliljetid, når man med åben pande og hjerte går ind i hverdagens hårde dilemmaer på hospitalet. Det er så flot at se, hvordan der bliver kæmpet med organisationsplanerne. Og er det ikke forunderligt, at ventelisterne faktisk nedbringes?
Rigtig glædelig pinse.
Svend Erik Søgaard er hospitalspræst ved Regionshospitalet Herning
Artiklen er forkortet af redaktionen
FACEBOOK: Bliv ven med religion.dk