7 eksempler på blanding af religioner

Der er opstået blandinger af alle de store verdensreligioner.

- Synkretismeprocesser (blanding af religion, red.) foregår til alle tider og overalt, hvor religioner kommer i kontakt med hinanden, skriver Jørgen Podemann Sørensen, lektor i religionshistorie ved Københavns Universitet.

Her er en oversigt over 7 eksempler på religionsblanderi.

1. Christ Bhaktas
Selvom de fleste indere er hinduer, har kristendommen været til stede i Sydindien i næsten to århundreder. Oprindelig er bhakti en hinduistisk bevægelse, der handler om hengivenhed til Gud – eksempelvis til Shiva eller Vishnu.

Ifølge Christ bhaktas er Jesus den hinduistiske skabergud Brahma inkarneret (i kød, red.). Derved bliver Jesus den guddommelige guru, der viser vejen til medfølelse, til den rette karma (handlen), samt til overskridelse af døden.

Selvom Christ bhaktas går indisk klædt og lytter til indisk musik, deltager mange ikke i traditionelle hinduistiske ritualer, idet disse opfattes som tomme og meningsløse, da de ikke udtrykker den hengivne relation til Jesus. Hindu ritualer opfattes som ’ydre’, mens bhakti-relationen til Jesus er ’indre’ og derfor også mere betydningsfuld.

Christ bhaktas har et mandali (fællesskab, red.), hvor de dyrker deres bhakti (hengivenhed, red.) til Jesus gennem bhajans (hengivne sange, red.). Bhakti er en personlig form for fromhed, der menes at føre til korrekt etisk handlen.

Bhakti-bevægelsen startede i Sydindien, og blandede sig efterhånden med kristendommen. Ifølge Jonas Adelin Jørgensen, der er teolog og ph.D. fra det Teologiske Fakultet i København, kommer alle Christ bhaktas fra en hinduistisk kastebaggrund.

2. Jesus Imandar
Både Christ bhaktas og Jesus imandar er eksempler på en synkretisme (blanding af religion, red.), der opstår ved, at to religioner holdes sammen og rummes i én og samme person, siger Niels Henrik Gregsersen, der er professor ved det Teologiske Fakultet i København, til religion.dk.

Imandar betyder ’den som er trofast mod Jesus’, og findes, ifølge Niels Henrik Gregersen, i Bangladesh og Pakistan, der begge har islam som hovedreligion.

- Jesus opfattes som Guds (Allahs) profet, endda af en højrere orden end Muhammed, understreger han.

Ifølge Jonas Adelin Jørgensen ser tilhængere af Jesus imandar sig selv som muslimske. Dette selvom der hovedsagligt citeres fra bengalske oversættelser af bibeltekster, og selvom bønnen, i modsætning til den islamiske salat (bøn, red.), er uformel og personlig, rettet mod Jesus.

3. Alevi
Alevi er oprindelig en tyrkisk blandingsreligion, grundlagt af Pir Hünkar Bektash Veli i 1200-tallet. Ifølge alevismens danske hjemmeside er den en mangfoldig blanding af blandt andet islam, traditionel tyrkisk tro, shamanisme, kristendom, buddhisme, sufisme, samt antikkens græske naturfilosofi.

Inspirationen fra kristendommen ses blandt andet i følgende læresætning, der minder om næstekærlighedsbuddet: ”Det man ikke ønsker mod en selv - skal man ikke udøve over for andre.”

Inspirationen fra sufismen ses i semah-dansens opbygning, der starter i roligt tempo, fortsætter i højt tempo, hvorefter den ender roligt igen. Denne opbygning symboliser “åndens” flyvning og landing.

Semah er aleviernes traditionelle og rituelle dans, der fungerer som en slags bøn og normalt udføres i forbindelse med aleviernes forsamlinger (en slags ’gudstjenester’), der kaldes CEM (enhed, forsamling). Dansen skal symbolisere, at alt i universet bevæger og forandrer sig. Ordet Semah kan oversættes med at “flyve ud i universet“, og der findes over 100 forskellige slags semah-danse (se YouTube-klip).

Alevismen indebærer 3 grundelementer: tro, kultur og fællesskab. Aleviernes troslære bygger på, at mennesket og naturen er en helhed, og at denne helhed samles i Gud.

Der bor cirka 20 millioner alevier i Tyrkiet, cirka en million i Europa, heraf cirka 10.000 i Danmark. Alevierne er ikke anerkendt som religion i Tyrkiet, men i Danmark blev de i 2007 godkendt som trossamfund.

4. Caodaisme (Cao Dai)
Den vietnamesiske regeringsmedarbejder Ngo Van Chieu modtog en dag meddelelser fra en ånd, der hed Duc Cao Dai. Ngo Can Chieu mente, at denne ånd var Gud. I 1926 instruerede Cao Dai, blandt andet ved hjælp af et ouija board, en gruppe medier til at grundlægge den vietnamesiske caodaisme-religion. Le Van Trung blev af Gud udnævnt som pave.

Caodaismen blander elementer fra buddhisme, konfucianisme, hinduisme, taoisme, kristendom, spiritisme, samt traditionel vietnamesisk religion.

Eksempelvis ses forbindelsen til spiritismen i caodismens brug af ouija boards og lignende instrumenter, som medierne bruger for at kunne kommunikere med ånderne.

Caodisterne mener, at religionens historie kan inddeles i tre åbenbaringer. Ifølge caodismen var der i begyndelsen kun Tao (et formløst intet, red.). Dernæst fulgte the Big Bang, som ’fødte’ Gud.

Omkring 2500 f.v.t. udvalgte Gud religiøse ledere til at grundlægge verdens religioner. Begrænsninger i kommunikation og transport forhindrede, at en sand universel religion, som kunne favne hele menneskeheden, opstod.

Ifølge caodismen var Gud bekymret for, at de mange religioner ville forhindre menneskene i at leve i fred og harmoni. Derfor startede Gud den tredje og sidste åbenbaring, hvor Duc Cao Dai henvendte sig til mennesket Ngo Van Chieu. Dette resulterede i grundlæggelsen af caodismen, der således må forstås som den sande universelle religion, frembragt af Gud.

Caodaisme er den tredjestørste religion i Vietnam, næst efter buddhismen og den romerske katolicisme. Der er cirka 7-8 millioner tilhængere i Vietnam, og 30.000 i resten af verden.

5. Shinto-buddhisme
Ifølge Jørn Borup, der er lektor i religionsvidenskab ved Århus Universitet og forsker i buddhisme, er det typiske for japansk religion, at religionerne ofte samarbejder, og at man som person sagtens kan benytte sig af flere religioner på samme tid.

- Shinto omhandler mest fødsel og fest, buddhismen mest døden og det mere filosofiske, siger Jørn Borup til religion.dk.

Shinto er en del af Japans traditionsbestemte kulturelle identitet, og den indebærer et system af animistisk (naturbesjælet, red.) skik og tro.

Journalist Eric Prideaux skriver i The Japan Times, at buddhistiske munke på et tidspunkt blev overbevist om, at visse shinto-guddomme havde brug for at blive frelst. De begyndte derfor at messe buddhistiske sutra-tekster foran guddommenes helligdomme - og religionerne shinto og buddhisme blandedes.

Denne forbindelse findes stadig, skriver ’Shoken’, der er bestyrelsesmedlem for Buddhistisk Forum på hjemmesiden:

- Bare for at nævne et banalt eksempel, så er det svært at finde et buddhistisk tempel i Japan, som ikke også har et par Shinto helligdomme opsat - bare for en sikkerheds skyld.

De fleste japanere er det, man kan betegne som shinto-buddhister – også selvom de ikke altid er sig denne sammensmeltning af religionerne bevidst.

6. Umbanda
Umbanda er oprindelig en brasiliansk religion, der blev grundlagt i 1908 af mediet Zélio de Moraes, der efter en spontan helbredelse begyndte at kunne kommunikere med åndeverdenen.

Umbanda blander elementer fra afrikansk religion, katolicisme, spiritisme, orientalske religioner og indiansk helbredelsespraksis. De tror på en overordnet gud kaldet Zambiãpongo, men der findes herudover et morads af mindre guddomme; ånderne.

Elementer fra den traditionelle afrikanske religion ses, idet umbanda tror på, at verden er inddelt i to – en synlig og en usynlig verden. I den synlige verden lever menneskene, mens gode og onde ånder lever i den usynlige. Ånderne kan gribe ind i menneskenes verden og kan kommunikere gennem medier.

Elementer fra spiritismen ses, idet medierne er centrale personer i umbanda-religionen. De har ofte status som en slags ’heksedoktor’, der kan helbrede folk, tyde varsler og sågar hjælpe folk af med uønskede fjender (se YouTube-klip).

Bevægelsen har forskellige terreiro (baggårde), som alle har en præst eller præstinde tilknyttet. Til de religiøse møder ofres der gaver til guderne, der udføres divination (varseltydning) og umbanda-tilhængere danser rundt i små cirkler helt klædt i hvidt, mens der synges pontos (religiøse umbanda-sange) og spilles på tromme (se YouTube-klip).

Umbanda er Brasiliens mest populære afrikansk-inspirerede religion, og antallet af tilhængere angives ofte til cirka 70 millioner.

7. Cargo-kult
Cargo-kult er en overkategori for en række særegne blandingsreligioner, der første gang opstod i Melanesien efter Første Verdenskrig. Cargo-kulten er en religiøs millenaristisk bevægelse. De mener således, at verden vil gå under og at en ny tid vil oprinde på et bestemt tidspunkt, der fastsættes ud fra guddommelige åbenbaringer eller ud fra tolkning af hellige skrifter (se YouTube-klip).

Kulten har ifølge Jørgen Podemann Sørensen baggrund dels i kristendommen, dels i traditionel melanesisk religion. Derudover er Cargo-kulten præget af områdets oprindelige befolknings møde med den vestlige kulturs velstand.

- De (cargo-kultene, red.) opstår typisk omkring en profet, der forkynder en drøm eller vision om en snarlig omvæltning, der skal indebære etnisk genoprejsning og velstand af europæisk målestok for melanesierne, skriver Podemann i Gads Religionsleksikon og tilføjer, at velstanden skal komme i form af en kæmpemæssig skibs- eller flyladning – deraf navnet ’cargo’-kult.

Med denne velstand vil den nye tid oprinde, og med den forventes forfædrene at vende tilbage. Melanesierne forbereder sig eksempelvis ved at bygge (symbolske) landingsbaner, så cargo-flyene kan lande.

Cargo-kulten er virkelig et udtryk for kreative religiøse blandinger. For det første viser ønsket om at få del i vestlig velstand, hvordan cargo-kulten indfører elementer fra vestlig kultur. For det andet forbereder melanesierne sig på den nye tids komme ved hjælp af traditionelle melanesiske ritualer. For det tredje har denne nærforventning, ifølge Jørgen Podemann Sørensen, tydelige nytestamentlige træk, og profeten har ofte en kristuslignende skikkelse, som formidler af den nye tid.

Se evolutionsteoretiker Richard Dawkins udsendelse om Cargo-kulten med profeten John Frum - del 1

Se evolutionsteoretiker Richard Dawkins udsendelse om Cargo-kulten med profeten John Frum - del 2