Korbuen - en hyldest til den sejrende Kristus

Spørgsmål:

Hvad symboliserer korbuen i kirkerne? På forhånd tak,

Svend Aage Madsen

Svar:

Korbuen er måske det mest markante stykke arkitektur, vi har arvet fra det antikke romerrige, som udviklede en byggestil, hvor halvcirkulære arkader på en gang gennembryder og bærer store murflader.

Bueslaget brugtes i både verdslige og sakrale bygninger, og som fritstående monument - sådan som det kan opleves i hhv. Titus-buen og kejser Konstantins triumfbue ved Roms antikke Forum.

Her var buen tiltænkt den sejrende kejsers indtog og triumftog. På en gang en hyldest, og en arkitektonisk indramning af den triumferende hersker, der kommer til sit folk.

Denne romanske arkitektur, som netop er karakteriseret ved halvbuer kom her til landet i 1100-årene, og prægede dette århundredes intense kirkebyggeri, så der i dag næppe er en middelalderlig landsbykirke, som ikke har bevaret netop den bueformede murgennembrydning mellem skib og kor.

Der er en sammenhæng mellem den romanske periodes opfattelse af den Kristus, der er gudstjenestens og dens kirkearkitektur.

Ser man f.eks. på krucifixer fra den tid - altså skulpturelle fremstillinger af den korsfæstede Kristus - er det ikke en lidende, forvreden eller død Kristusskikkelse, der hænger på korset, men en levende, stærk høvdingeagtig eller kongelig Kristus.

Et eksempel er det tidlige krucifix fra Aaby Kirke ved Århus, som nu opbevares på Nationalmuseet. Tanken var altså den, at gennem kirkens korbue møder menigheden altså den sejrende Kristus, som triumferer over lidelse, død og grav.

Da den gotiske stil tager over i løbet af 1300- og 1400-årene, ændrer korsfæstelsessceneriet helt karakter. Nu er det den lidende Kristus, menigheden skal se og indprente sig, og derfor opsættes der i mange kirker et korbue-krucifix, der afbilder den korsfæstede i overensstemmelse med den nye tids opfattelse, og bringer den nær menigheden.

Korbuens klare indramning af nadverens "korsfæstede og opstandne" frelser udviskes til fordel for en direkte, personlig beskuen og meditation over Kristi selvhengivelse og offer.

Jørgen Kjærgaard
Sognepræst