Østasiatisk buddhisme er mere livsbekræftende end den klassiske indiske buddhisme, skriver lektor Jørn Borup til en læser
Spørgsmål:
Jeg er i gang med at skrive opgave i religion og har fået svar på ét spørgsmål, tak for det. Min opgave har taget en lidt anden drejning, og derfor er der et nyt spørgsmål, der har sat sig fast i mine tanker.
Er synet på død og frelse i shin-buddhisme livsbekræftende eller livsfornægtende? Kan man tale om, at den sekulariserede verden går i en livsbekræftende retning?
På forhånd tak,
Med venlig hilsen
Lenemarie
Svar:Kære Lenemarie,
Generelt kan man sige, at østasiatisk buddhisme i forhold til den klassiske indiske buddhisme på mange måder er mere livsbekræftende. Lidelse og ideen om samsara har aldrig vundet indpas helt på samme måde hos den almene befolkning.
Frem for nirvana som "udslukkelse" har man ofte brugt andre betegnelser, der mere lægger vægt på de positive aspekter (f.eks. den iboende buddha-natur og oplysning).
Shin-buddhismen lægger også vægt på mere positive dødsforestillinger, hvor Amida er den frelserfigur, der hjælper én over på den anden side i det "buddhistiske paradis", Det Rene Land. Du kan læse mere herom i Esben Andreasens bog Shinbuddhismen (Gyldendal).
Jeg ved ikke, om man kan sige, at sekularisering har hjulpet religions- og dødsforestillinger yderligere hen imod en mere "positiv" dødsforestilling.
Nogle vil hævde, at man med mindre religion har afskåret sig fra og yderligere tilsidesat overvejelser omkring døden, hvilket giver større eksistentielle problemer.
Andre vil hævde, at sekularisering har rationaliseret dødsforestillingerne og dermed ”taget brodden af" mytologiske ideer og de rituelle foranstaltninger, som mange i Japan i forbindelse med forfædredyrkelse også har set som en tung byrde.
Med venlig hilsen
Jørn Borup
Lektor i religionsvidenskab, Aarhus Universitet