- Vi tror, vi selv er centrum for alt

Det betegner den personlige erfaring af troens forhold til Gud, som kommer til udtryk i en fromhedspraksis, i refleksioner over denne praksis og anvisninger på, hvordan man finder ind i en sådan praksis.

Det bedste middel mod udbrændthed
Den spirituelle dimension har altid været der for mig i kraft af mit arbejde som præst. Den åndelige dimension kommer til udtryk både i at forberede og at holde gudstjeneste.

I sjælesørgeriske samtaler, begravelsessamtaler og samtaler med brudefolk kommer den også til udtryk. Men ritualer og liturgier kan ikke udføres med alle gardiner rullet ned og persiennerne lukket.

Når præster bliver udbrændte, er det nok mest på grund af, at den spirituelle dimension forsømmes. ”Det bedste middel mod udbrændthed er mere andagtsliv”, har én engang sagt.

Jeg er så heldig at have deltaget i en gruppe i studietiden, hvor vi bad tidebønner to til tre gange om ugen. Det har betydet uendeligt meget, kan jeg se i bakspejlet. Det næste, der rigtig kom til at betyde noget, var mit møde med retræter, som bl.a. har sat mig i gang med at arbejde med kristen meditation.

Det er ikke noget, som jeg kun arbejder med studiemæssigt, jeg leder også selv retræter, afholder meditative stillegudstjenester, finder stille oaser i min hverdag. Og endelig tager jeg på retræte – helst engang om året.

Træning for sjælen
For øjeblikket har vi en lille ”vævegruppe” i kirken. Martin Lönnebo har skrevet bogen: Væven. Den store træningsbog for sjælen. Om fascination af rummene i det indre liv. Bogen består af 52 kapitler. Hvert kapitel består både af et læsestykke og et øvestykke.

”Vævegruppen” mødes en gang om ugen. Vi sidder i koret i en bue foran alteret. Liturgien er enkel: Musik, siden sidst, læsestykke, 10 minutters stilhed, musik og velsignelsen. Det tager ca. en halv time. Og så lever vi med øvestykket hver for sig til vi mødes ugen efter.

Jesusbønnen bringer Gud ind i livet
”Herre Jesus Kristus, Guds søn, forbarm dig over mig”! Jesus-bønnen kan bedes hvor som helst og når som helst. Den er kort og let at huske. Den kan være den bøn, der gør det muligt at samle tankerne om det, der ligger os på sinde, når vi er i enerum.

Men den kan også være den bøn, som vi i løbet af dagen lader lyde inde i vort sind eller siger den sagte for os selv igen og igen, mens vi er beskæftiget med noget, der kræver vor fulde opmærksomhed. Når den bedes, bringer den Guds navn ind i alle livets forskellige situationer.

Den kan også være den bøn, som vi lader lyde indvendig, eller siger sagte for os selv, når sindet er fyldt til bristepunktet af sorg, savn, ensomhed eller frygt. Derved bringes Guds navn ind over vor nød, og det kan give den lindring og fred, som vi har mest brug for.

Jesus-bønnen er blevet kaldt ”hjertets bøn” og det er ikke uden grund. Den er Guds gave, og med den knytter Han jords og himmels hjertebånd.

Selvudvikling er navlepilleri
Nogle siger, at spiritualitet er navlepilleri. Hvis spiritualitet kun er selvudvikling, er påstanden sikkert rigtigt nok. I al fald er tendensen i moderne tid, at vi tror, at vi lever i virkeligheden med os selv som centrum.

Kristen spiritualitet går op imod den tendens og afslører løgnen i den opfattelse. I den kristne livsanskuelse er centrum i tilværelsen Den Treenige Gud. Den kristne spiritualitet er at vende sig mod Gud og at øve sig på at leve i relation til Gud. Martin Lönnebo siger det sådant: ”Øvelse i livsmod, livslyst, selvbesindelse og i at leve Gud nær”.

Kristian Bork Sørensen er retræteleder og præst ved Christianskirken i Århus.

Artiklen er lettere forkortet (red.)