Middelalderens muslimske og kristne verden var ret forskellige, men ingen af dem holdt religion og politik adskilt, skriver tidligere sognepræst Ricardt Riis
Spørgsmål:Jeg vil spørge om, i hvor høj grad, der var sammenhæng mellem
religion og politik (kirke og konge) i middelalderen.
Mahamad
Svar:
Kære Mahamad!
Det korte svar er, at der i middelalderen var en ret stor sammenhæng mellem religion og politik i hele den kristne verden, altså både indenfor
vestkirken, hvor man havde en pave og en række konger (plus en tysk-romersk kejser) og indenfor østkirken, hvor man havde flere forskellige patriarker, svarende til vestens pave, og en kejser.
Dette rige gik dog til grunde med tyrkernes erobring af Konstantinopel i 1453, og dermed er de ude af denne problematik.
Det lidt længere svar er, at man i den vestlige historieskrivning plejer at sige, at man indenfor islam kun har ét overhoved, kaliffen, og at kaliffen er både religiøst og politisk overhoved, svarende til, at Muhammed var både en politisk og en religiøs skikkelse.
Indenfor kristendommen, vil man sige, har man imidlertid hele tiden haft en særskilt religiøs lederskikkelse ved siden af den verdslige leder, paven ved siden af kongerne, patriarkerne ved siden af den østromerske kejser.
Derved vil man fremhæve en forskel mellem kristendommen og islam: kristendommen holder religion og politik adskilt, islam holder de to fænomener sammen.
Men denne betragtning er nok lidt for forenklet. Dels har man indenfor islam også set noget af en præstekaste vokse frem, en præstekaste, som den politiske leder måtte tage hensyn til. Således var det disse 'præsters' skyld, at den berømte filosof Ibn Rushd blev landsforvist, da den fyrste, der havde beskyttet ham, døde.
Og dels har man i vesten oplevet, at paven havde ganske stor indflydelse på regeringsmagten i de forskellige lande. Så religion og politik var i den kristne middelalder i høj grad blandet sammen.
Det var f.eks. patriarken i Konstantinopel, der anråbte Vesten om hjælp, da tyrkerne havde slået østromerne noget så gebommerligt i 1078 i Lilleasien. Og hvem rettede han sit nødråb til? Såmænd til paven i Rom. Og det var én af grundene til, at paven i 1098 opfordrede til korstog mod "de vantro". Så der var på ingen måde tale om, at patriarkerne og paverne undså sig for at blande sig i politik.
Faktisk er idealet om, at religion og politik skal være adskilt, et ret nyt ideal. Selv om Luther var den, der ud fra sin kristne teologi formulerede det teoretiske grundlag for denne adskillelse med
sit lille skrift om, hvor langt man skal adlyde øvrigheden, se , så kan man på ingen måde sige, at det ideal blev gennemført i hans samtid.
Faktisk skete det først i 1700-tallet engang.
Men altså: i middelalderen var der i den muslimske og i den kristne verden to ret forskellige "systemer", men ingen af dem holdt religion og politik adskilt. Det er noget, der først er blevet aktuelt fra oplysningstiden (1700-tallet) og fremefter, og fortrinsvist i den kristne verden.
Med venlig hilsen
Ricardt Riis
Tidligere sognepræst
Svaret er forkortet (red.)