Hej Fatima

Som Bent Lexner ganske korrekt skriver, så hviler Islam i særdeleshed på Torah.

F.eks. er Moses den profet der er nævnt flest gange i Koranen, og den længste Sura (Bakarah) omhandler grundlæggende set om Moses der modtager de ti bud på Sinai bjerget med hebræerne som vidne.

Koranen understreger i det hele taget, at Moses og den mosaiske lov er meget vigtigt.

Man skal nok også huske, at muslimernes bederetning de første fem år var Jeruslem, og at den muslimske faste startede på Yom Kippur (læs evt. Reza Aslan's bog "Kun En Gud"). Muhammed havde også 2 jødiske koner, og grunden til at den muslimske fredagsbøn Djumah (af aramæisk Yumah som kommer af det hebraiske Yom (der er ordet "dag")) lå på en fredag skyldes at Muhammed ikke ville forstyrre jødernes Sabbath som lå om Lørdagen.

Så svaret er, at de 10 bud er overordentligt vigtige i Islam, ligesom at Moses er en utrolig central skikkelse i Koranen. Islam er derfor uomtvisteligt i sin fødsel en Mosaisk trosretning - der siden hen har ændret sig noget fra sit fundament (men det er en meget lang historie).

citat:
Vi har de ti bud til fælles


Det ville være mere korrekt at udtrykke det som, at alle 3 religioner respekterer 2. Mos. 20. kap.; men det er ikke rigtigt. Eksempelvis anser kristne ikke det første bud, vers 2, for et bud. Så selvom de respekterer teksten, siger du, mener de hver især noget forskelligt med den.

citat:
Eksempelvis anser kristne ikke det første bud, vers 2, for et bud


Hvad mener du dog med det?

Er der nogen, der anser 2. Mose 20,2 for et bud?

Og mener du, at kristne ikke anerkender den 'identifikation' af Gud ( »Jeg er Herren din Gud, som førte dig ud af Egypten, af trællehuset.
) for at være identisk med den himmelske Fader, som Jesus talte om?

Jeg tror, du har taget munden lige lovlig fuld her

citat:
Er der nogen, der anser 2. Mose 20,2 for et bud?


Ja, det er jødernes første bud. Og de kan jo læse teksten.

anochri JHVH elohechra asjer hotzetichra meretz mizraijim mibait avadim.

Her på bladet overser de simpelthen det første bud:
http://www.kristendom.dk/de-ti-bud

citat:
Ja, det er jødernes første bud. Og de kan jo læse teksten.



Nu er det jo ærgerligt, at der ikke er nogle jøder her på debatten, som vil afgøre spørgsmålet, men du kan ikke have ret i, at 2. Mose 20,2 er det første bud.

2. Mose 20,2 identificerer, hvem det er, der "taler" og gennem Moses giver israelitterne "De ti ord", hvoraf 2. Mose 20,3 er det første: "Du ma ikke have andre guder end mig"
Mig" i dette første bud/ord er identificeret gennem 2. Mose 20,2, men det er først i 2. Mose 20,3 der bliver tale om et decideret bud/ord.

Du mangler at svare på mit spørgsmål, som er affødt af din påstand om, hvordan kristne ser på 2. Mose 20,2ff

citat:
Du mangler at svare på mit spørgsmål, som er affødt af din påstand om, hvordan kristne ser på 2. Mose 20,2ff


Fra én af bladets sider:
http://www.kristendom.dk/artikel/267014:Kristne-grundtekster--De-ti-bud

Den katolske udgave:
http://www.katolsk.dk/2208/
Så du har til en vis grad ret. Katolikkerne anser også vers 2 for at være et bud; men dog med den begrænsning, at det kun er jødernes gud.

Og her lidt læsning vedrørende den jødiske udgave:
http://www.biblen.info/Ti-bud-josephus.htm

http://www.biblen.info/Ti-bud-joedisk.htm

Normalt følger jeg ikke diverse links i indlæg, fordi jeg finder det mere interessant at tale med debattørerne selv, og det andet fører for det meste alt for vidt.

Jeg har dog her gjort en undtagelse, og det er en interessant hjemmeside, den der med "bibelen.info"

Har du nogen anelse om, hvem der står bag den?

citat:
Gud talte alle disse ord:


Det er måske værd at nævne, at indledningen har på hebræisk samme ordlyd som i skabelsesberetningen: Og Gud sagde.......
citat:
Har du nogen anelse om, hvem der står bag den?

De virker meget neutrale og ligeglade med, hvordan teksten ender med at se ud, blot der ikke er fejl. Men jeg kender dem ikke.

citat:
Det er måske værd at nævne, at indledningen har på hebræisk samme ordlyd som i skabelsesberetningen: Og Gud sagde.......

Jeg er helt enig; det er værd at nævne.

Det, der stod i centrum i jødedommen, var ikke universets skabelse, men skabelsen af Israel som Guds udvalgte folk.
Det er denne forståelse og denne beretning, det hele så at sige starter med.
Gud defineres eller identificeres jo heller ikke med "verdensskaberen", men derimod med som førte dig ud af Ægypten, af trællehuset


Denne udfrielse "af trællehuset" er selve det jødiske evangelium (sammen med pagtslutningen på Sinai), og det er gennem dette evangelium, Israel skabes og overordnet set defineres ud fra dyrkelsen af JHVH.
Først senere kommer skabelsestanken til,
Det er også her værd at nævne, at forestillingen om "Guds hviledag" (1. Mose 2,1-3) mere end antyder, at denne skabelsesberetning er udformet med sabbatten som forbillede - og ikke omvendt.

Uden at benægte fortællingerne om Israels udvælgelse og pagtslutningen, kan man sige, at i Jesus-troen fik de i Torah'en indledende skabelses- og syndefaldsberetninger primat over det jødiske evangelium (udfrielsen og pagtslutningen).
Med dette som udgangspunkt skete der i realiteten en ubetinget, universel ligestilling af alle mennesker og folkeslag i relationen til "den ene, usynlige Gud", og det var det, der endte med at blive skismatisk adskillende i forhold til traditionel jødedom.

Langt hen ad vejen kan uenigheden mellem jødedom og kristendom koges ned til spørgsmålet om, hvorvidt der findes en "frelsesvej" for jøderne og en anden for alle "folkeslagene".
Altså er det vel egentlig et spørgsmål om, hvorvidt Israel/jødedommen stadig kan have en særstatus efter Jesus Kristus.