Vi fornemmer Gud

Hvorfor er folk religiøse?

1) for at Gud kan gøre noget for dem?
2) for at gøre noget for Gud?

Ad 1: Lyder det ikke som en handel? - eller opportunisme?
Ad 2: Hvad kan mennesker gøre for en almægtig Gud?

Med Venlig Hilsen

Hamish

Svar:

Hej Hamish.

Det er en god pointe, du har hér, synes jeg.

Jeg tror du har ret i, at mange er nødt til at tro på en kærlig og beskyttende Gud - ganske enkelt fordi de ikke ville kunne holde ud at undvære Gud.

Det er nok lidt på samme måde, som når forældreløse børn "opfinder" en far og/eller en mor simpelthen for at kunne overleve.

Her er ateisterne jo egentlig beundringsværdige derved, at de kan udholde ikke at have en sådan kærlig og beskyttende "Far over alle fædre m/k"

Men er alle religiøse blot nogle, der ikke kan klare sig uden en "spirituel sutteklud" (som de så evt. kan gøre noget for - i håb om at Gud gør noget for dem, som du skriver)?

Det ved jeg ikke, men jeg har en mistanke om, at nogle mennesker på en mindre afhængig vis intuitivt fornemmer Gud som den skabende, den kærlige og i det mindste for en tid den opretholdene kraft.

Og at dette resulterer i det religiøse menneskes "genkærlighed" til Gud og til alt det skabte (og dermed også næstekærlighed) - sådan som det findes både i islam og i kristendommen (og hvor Gud i sidstnævnte endda kommer til os - både i kød og i ånd). Og skulle det alt sammen bare være en "sutteklud" og en illusion, at Gud ER (som han ifølge beretningen sagde til Moses ved den brændende tornebusk), så eksisterer Gud altså alligevel - i det mindste som en illusion.

Og er dét egentlig særlig vigtigt for os, hvordan Gud ER?

Med venlig hilsen Arne.

Kommentar:

Hej Arne

Jeg er meget enig med dig i det meste af dit indlæg - og måske specielt i din sætning:

"Og skulle det alt sammen bare være en "sutteklud" og en illusion, at Gud ER (som han ifølge beretningen sagde til Moses ved den brændende tornebusk), så eksisterer Gud altså alligevel - i det mindste som en illusion.

Og er dét egentlig særlig vigtigt for os, hvordan Gud ER?"

Det lyder rigtigt - så får den enkelte, hvad den enkelte vil ha' nemlig SIN EGEN SANDHED - og med den indstilling hos den gudssøgende slipper vi for al den fundamentalisme fra folk, som påstår, at de har den UNIVERSELLE SANDHED.

Der var dog lige en enkelt ting som skurede i ørerne - den om næstekærligheden.

Du antyder at næstekærlighed skulle komme ud af guds-kærlighed og således være en ting, religiøse mennesker har patent på. Det mener jeg er helt forkert.

At bekymre sig for sine medmennesker passer faktisk meget bedre sammen med humanismen. Kan vi blive enige så langt?

Kurt

Du kan læse hele tråden, der starter med Hamish' indlæg, ved at klikke her