I den hermeneutiske tekstlæsning engagerer man sig som fortolker i en cirkulær bevægelse mellem tekst og fortolker, skriver religionsforsker Brian Arly Jacobsen. -
- Foto: sxc.hu
Brian Arly Jacobsen |
10. juli 2009
Bevægelsen mellem tekst og fortolker har karakter af en dialog, hvor meningen opstår, skriver religionsforsker Brian Arly Jacobsen
Spørgsmål:Jeg sidder og læser til religionseksamen og kunne godt tænke mig at få den religiøse tekstlæsnings bevægelse udefra - indefra - udefra konkretiseret.
Jeg har nemlig ikke fuld forståelse for den endnu, andet end at religionsvidenskab har en udefra-synsvinkel og tilhængere og forkyndere af en bestem religion har en indefra-synsvinkel.
Hvordan bevæger man sig "ud" igen?
Svar:En tekstlæsning kan godt være religiøs, men i religionsvidenskaben er en tekstlæsning baseret på videnskabelige metoder, og derfor i sagens natur ikke religiøs.
En af de ofte anvendte tekstlæsningsmetoder er den hermeneutiske, som netop er karakteriseret ved en bevægelse mellem teksten og læseren (fortolkeren).
Den tyske filosof og hermeneutiker Hans-Georg Gadamer (1900-2002) mente, at tekstlæsningen skulle indebære en horisontsammensmeltning af fortolker og tekst, hvor fortolkeren med sin for-forståelse af en tekst gennem læsning og fortolkning af en tekst bevægede sig og integrerede tekstens ‘horisont’ ind i sin egen horisont.
Denne bevægelse mellem tekst og fortolker har netop karakter af en dialog, som kan opfattes som en udefra-indefra bevægelse. Det betyder, at en given tekst ikke har en forudbestemt mening, men at mening skabes i det øjeblik, teksten og fortolkerens horisonter ’smelter sammen’, eller tekstens horisont integreres i læserens.
Det vil sige, man bevæger sig som sådan ikke ud igen, men engagerer sig som fortolker i en cirkulær bevægelse mellem tekst og fortolker, som i sidste ende – idéelt set – skulle integrere tekst og fortolker.
En anden måde at se bevægelsen mellem det religiøse objekt (teksten eller den religiøse gruppe) er gennem et udefra- og indefraperspektiv udviklet af den amerikanske antropolog og lingvist Kenneth L. Pike (1912-2000), som han benævnte et emic og etic perspektiv.
Etic betyder, at fortolkeren forsøger at producere en så nøjagtig som mulig beskrivelse eller re-produktion af den religiøse informants egne beskrivelser af sin religiøse overbevisning, adfærd etc. – altså et ude-fra-perspektiv.
En emic tilgang betyder derimod, at fortolkeren ser en tekst, en kultur eller en religion med insiderens øjne – altså i dette tilfælde med den religiøses øjne – en beskrivelse som deltageren/deltagerne i den enkelte religion kan genkende som rigtig.
For at forstå en religion er en emic tilgang vigtig. Hvis man skal sammenligne religioner - det komparative perspektiv - er etic tilgangen nødvendig. Det vil sige, at forskeren i dette tilfælde også bevæger sig mellem en udefra og indefra forståelse af eksempelvis en religiøs tekst eller et ritual.
Det vil sige, at man i denne måde at læse en tekst på, bevæger sig mellem at forstå en tekst på insiderens vilkår, hvorefter man som outsider laver en beskrivelse baseret på tilnærmelsesvis objektive vilkår ud fra videnskabelige metoder.
Med venlig hilsen
Brian Arly Jacobsen
Ph.d.-studerende ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier, Københavns Universitet
FACEBOOK: Bliv ven med religion.dk