Efterhånden var listen lang af store ord og flotte superlativer; men nu begyndte drengen i kørestolen pludselig at røre på sig. Han ville også sige noget. Jeg spurgte ham, hvad han havde på hjerte, og han svarede højt og klart: ”Gud er hjælpeløs!”

Her sad der en hjælpeløs dreng i en kørestol og sagde: ”Gud er hjælpeløs.” Og der blev meget stille i klassen. Da der åbenbart gik for lang tid, inden jeg reagerede, var der én af pigerne i klassen, som sagde: ”Steen, skriv det da op på tavlen. Det er da næsten synd andet!”

Og selvfølgelig skrev jeg det op. Men da det var gjort, gik jeg tilbage og spurgte drengen: ”Hvorfor siger du, at Gud er hjælpeløs?” Så fik han langsomt, men ivrigt fremstammet: ”Jesus sagde på korset: ’Min Gud min Gud, hvorfor har du forladt mig?’”

Hvor havde han det dog fra? Hvordan kunne en 12-årig finde på at svare sådan?

Gud er der allerede
Ja, hvem andre end Gud kunne ha’ fortalt ham det? Hvem andre end Gud ville kunne bryde igennem alle de fine, pæne ord, som vi andre kunne finde på?

Hvem andre end Gud ville pludselig kunne finde på at identificere sig med denne magtesløse dreng, så det blev sagt højt og klart, at Gud både er hjælpeløs og samtidig de hjælpeløses og magtesløses Gud?

Så at være sammen med hjælpeløse, magtesløse eller såkaldt ”udviklingshæmmede” (hvilket i øvrigt ikke er et særligt dækkende ord, for de er ofte i rivende udvikling og oftest meget lidt hæmmede) – at være sammen med dem er på en særlig måde at være tæt på Gud.

Så man kan altså aldrig pådutte dem Gud, for Han er der allerede.

Ikke et overgreb at fortælle om Gud
I den gammeltestamentlige salme 34 vers 17 står der: ”Herren er nær ved dem hvis hjerte er knust, han frelser dem, hvis ånd er brudt.”

Det citat har jeg ofte haft i tankerne, når jeg har haft med disse børn og deres forældre at gøre. Det er jo et citat, som har bud til både børnene og forældrene, og som forkynder og fortæller dem at Gud er nær hos dem. Det er ikke et overgreb at fortælle - for dybest set tror jeg, at de allerede godt ved det.

Biskop Steen Skovsgaard har i en årrække som sognepræst undervist psykisk og fysisk udviklingshæmmede konfirmander. Han har i den forbindelse også udgivet et konfirmandmateriale: ”Det bedste er Gud”, ligesom han i januar 2009 holdt en gudstjeneste i DR-kirken for og med sine gamle konfirmander.