Læs: http://www.religion.dk/artikel/329995:Tvaerreligioes--Fem-forskelle-mellem-buddhisme-og-hinduisme?all=1

Hinduisme og buddhisme forveksles ofte, på trods af at de to systemer adskiller sig på flere punkter. En artikel der påpeger nogle væsentlige forskelle virker derfor som en god ide, men det forudsætter altså at forfatteren er i stand til at sammenligne de faktuelle forskelle, frem for forestillinger om hvad denne og hint religion står for. I forhold til buddhismen vil jeg her påpege nogle væsentlige faktuelle fejltrin i artiklen.

Intethed har intet med buddhisme at gøre
Det har aldrig været en buddhistisk tanke at man skal ”erkende og forene sig med intetheden.” Denne tanke er opstået idet kristne opdagelsesrejsende har mødt buddhistiske kulturer, og misforstået det buddhistiske verdenssyn. Denne noget nihilistiske tanke har således intet med buddhisme at gøre, men en over 100 år gammel kristen tolkning af en kultur de ikke rigtigt forstod. Desværre har denne tolkning vist sig aldeles sejlivet i visse akademiske kredse, og dukker således op selv i dag med jævne mellemrum. I stedet for at ty til disse kilders (mis)forståelse af emnet bør man i stedet relatere til buddhisternes egen forståelse af målet - som på mange måder er en modsætning til en nihilistisk intethed.

Genfødsler
Selvom artiklen omhandler emnet omkring genfødsler, springes let og elegant hen over den nok mest relevante forskel i de to systemer. Det hinduistiske kastesystem baseres blandt andet på den måde sjælen genfødes på; man kan enten blive på det stadie man er eller gå et trin op. Måden at gå et trin op er virkelig at udfylde sin rolle i samfundet godt, og så håbe det bliver bedre næste liv. I buddhismen er det ikke sjælen men en uafbrudt strøm af bevidsthed der genfødes, og den kan (og har allerede været) genfødes i en hvilken som helst tilstand, afhængigt af personens handlinger i løbet af livet.

Pujas
Det er absolut ukorrekt at pujas ikke findes i buddhismen. De fleste har vel set en film før eller siden med buddhistiske munke der sidder messer højlydt – det er puja de laver. Det er muligt at formålet med pujas er forskellige i de to traditioner, hvor det i buddhismen handler om at udvikle sit sind og ikke om tilbedelse.

Buddhistiske munke, nonner og samfund
Munke og nonner lever ikke isoleret fra samfundet. I Thailand starter munkenes dag for eksempel med at gå til den nærmeste landsby for at indsamle mad, i Tibet var klostrene, især Dalai Lamas, de politisk, religiøse, uddannelsesmæssige og kulturelle højborge. Ofte har munke og nonner været bedre skolet i buddhismen og mestret flere meditationer, hvilket naturligt har medført at de udfører forskellige ritualer (blandt andet pujas) for lægbefolkningen, som så til gengæld støtter klostrene med mad eller økonomi. Der er altså en konstant og gensidig udveksling mellem lægfolk og de ordinerede folk. At være buddhistisk munk eller nonne handler ikke om at isolere sig fra omverden, som det kendes fra visse kristne traditioner (dette er igen en kristen misforståelse). Det handler om at kunne bruge sin tid fuldt og helt på at praktisere buddhismen.

Det leder videre til forskellen mellem lægfolk og ordinerede buddhister – de har altså samme muligheder for at opnå erkendelsen, forudsat at de bruger de metoder der er tilgængelige. Korrekt er det at mange kultur-buddhister, ligesom kultur-kristne har en begrænset viden om deres egen religion, og næppe praktiserer videre intenst.

Gud, guder eller ej
Helt væsentlig er at hinduismen er polyteistisk, imens buddhismen nærmest er agnostisk i sin tilgang til emnet. Således forholdt Buddha Sakyamuni sig tavst hvis spørgsmålet om en Guds eksistens kom op. Om der findes en eller flere guder er ganske enkelt ikke relevant i forhold til at opnå buddhismens mål, erkendelsen af sindet (en varig tilstand af konstant og spontan fryd og glæde). At buddhismen taler om guder er korrekt, men her er der altså tale om at fødes i en ”guddommelig tilstand” af nydelse og altså ikke en Gud som i kristen forstand.

Befrielse, erkendelse, oplysning, nirvana; hvordan var det lige?
I artiklen nævnes i flæng ord som befrielse, erkendelse og nirvana som bud på buddhismens mål. Det ville være klogt at sætte sig ind i disse begrebers betydning inden at slynge om sig med dem. Man kan sige at der er to forskellige mål i buddhismen, befrielse og erkendelse (dette er altså ikke det samme). Man taler om to slør i buddhismen, der forhindrer én i at opleve sindet. Befrielse betyder at man har fjernet det første slør - forstyrrende følelser – og således er fri for al lidelse der har med disse følelsesmæssige forstyrrelser at gøre. Denne tilstand er også kendt som lille nirvana, og er første trin på vejen mod erkendelsen. Det højeste mål er dog erkendelsen af sindet (omtales også som oplysningen eller stor nirvana), hvilket betyder at man har fjernet al uvidenhed (det andet slør) og er selv blevet en buddha.