Spanien er et af de europæisk lande, hvor homoseksuelles rettigheder og vilkår de seneste årtier har gennemgået de mest drastiske forandringer. På billedet ses en kvindelig deltager ved dette års Gay Pride Parade i den spanske hovedstad, Madrid. -
- JUAN MEDINA/Scanpix Denmark
Sune Jensen |
22. juli 2009
Homoseksuelles levevilkår varierer stærkt på tværs af landegrænser. I en rundtur til tre middelhavslande kigger vi her nærmere på den historiske udvikling i det katolske Spanien
Spanien er et af de europæisk lande, hvor homoseksuelles rettigheder og vilkår de seneste årtier har gennemgået de mest drastiske forandringer. Udviklingen har primært været undervejs, efter den fascistiske dikator Francisco Franco afgik ved døden i 1975, og den har fundet sted i et land, hvor den katolske kirke igennem århundreder har sat et stort aftryk på samfundets seksualitetsnormer. Kristendommen har traditionelt betragtet homoseksualitet som en synd, der forbryder sig mod Guds vilje og seksualitetens guddommelige formål - at sætte børn i verden - og det var også den generelle opfattelse i Spanien i de mange år, hvor kirken havde en tæt alliance med forskellige civile magthavere.
Undertrykkelsen af seksuelle minoriteter kulminerede sandsynligvis i 1500-tallet, hvor både kongen og den spanske inkvisition sendte homoseksuelle i døden på bålet. En mere almindelig straf var dog en tur til søs som galejslave, og så længe den spanske flåde havde brug for friske roerkarle, var der derfor et stærkt incitament for at fælde dom over homoseksuelle. Som mange andre steder i Europa blev oplysningstiden det vendepunkt, hvor individuelle rettigheder efterhånden vandt fodfæste, og i Spanien førte det i 1822 til en formel legalisering af homoseksualitet.
Francos inkvisition af afvigereDen gradvise liberalisering af det spanske samfund i kølvandet på oplysningstiden fortsatte frem til Den Spanske Borgerkrig (1936-1939), hvor Franco tog magten og satte en kurs for landet, hvor nationale og katolske værdier var i centrum. Homoseksualitet blev kriminaliseret og myndighederne forfulgte med stor beslutsomhed landets homoseksuelle. Den fascistiske lovgivning havde til formål at afrette mennesker, som var "faldet til det laveste moralniveau", og et af midlerne var specielle fængsler for "afvigere" - også kendt som seksuelle genopdragelsesanstalter.
I de fire årtier Franco sad på magten blev op imod 5.000 spaniere indespærret i de seksuelle genopdragelsesanstalter, mens andre blev tortureret eller sendt i behandling på sindsygehospitaler. Det facistiske regime fortsatte en streng håndhævelse af den anti-homoseksuelle lovgivning frem til diktatorens død i 1975. Men samfundets sociale normer havde i nogen tid så småt været på vej i en anden retning.
Ungdomsoprøret og de beslægtede kulturomvæltninger, som generelt ramte de vestlige samfund i 1960'erne, fik også indflydelse på udviklingen i Spanien, og i slutningen af tredserne blomstrede de første homoseksuelle miljøer op i Barcelona og på Ibiza. Den tørre spanske jord var derfor gødet for den kulturelle bevægelse "La Movida", der i høj grad var med til at forme Spaniens kulturelle identitet efter Franco, og som fra 1975 og frem gjorde op med samfundets autoritære normer over en bred kam. Ånden fra "La Movida" kendes måske bedst fra den verdensberømte spanske instruktør (og bøsse) Pedro Almodovars film og udtrykker en frihedstrang, der er i god samklang med den spanske folkesjæl.
Opgøret med autoriteterne kom til Spanien en smule senere end i mange andre vesteuropæiske lande, men til gengæld ramte det spanierne med en større kraft, i og med at de autoritære myndigheder sad tilsvarende mere solidt og vilkårligt på magten. Fængslerne forsvandt samme år som Franco, og homoseksualitet blev endeligt afkriminaliseret i 1979 ved en lovændring. Siden er det på flere områder gået stærkt i det unge demokrati, som i dag har en af verdens mest liberale grundlove og - ifølge de fælleseuropæiske værdimålinger - en af de mest socialt tolerante befolkninger i Europa.
Et anstændigt eller unaturligt samfund
Homoseksuelle parforhold blev anerkendt juridisk i 1998, og under den socialistiske premierminister José Luis Rodríguez Zapatero fik homoseksuelle i 2005 ret til at gifte sig og adoptere. Det skete efter en afstemning i det spanske parlament, hvor Zapatero uventet gik på talerstolen og sagde: "Vi udvider muligheden for, at vores naboer, kolleger, venner og familiemedlemmer kan få et lykkeligere liv, og samtidig er vi med til at skabe et mere anstændigt samfund."
Spaniens katolske biskopper havde nogle uger forud for afgørelsen arrangeret en stor protestdemonstration, og dagen før selve afstemningen afleverede de 600.000 underskrifter mod lovforslaget. Modstanderne beskrev loven som "unaturlig" og som et "angreb på ægteskabsinstitutionen", og adskillige konservative borgmestre gav efterfølgende udtryk for, at de ikke havde tænkt sig at rette sig efter regeringens beslutning.
Året efter fik lesbiske kvinder mulighed for at få del i forældreskabet til børn, som deres partnere havde født ved hjælp af kunstig befrugtning, og sideløbende har man i Spanien gennemført forskellige andre tiltag, der anerkender og beskytter homoseksuelle mod diskrimination - eksempelvis på arbejdsmarkedet.
Spanske værdier under forandring
I 2006 viste en værdiundersøgelse fra de 27 EU lande, at 56 procent af alle spaniere støtter homoseksuelles ret til at gifte sig. Det var en betydelig højere andel end i de andre katolske middelhavslande, men trods alt færre end i Danmark, hvor 69 procent af befolkningen bakker op om denne rettighed - på trods af at den faktisk ikke er en del af dansk lovgivning.
Når man måler holdninger til homoseksuelle på tværs af EU, er der generelt en stærk positiv sammenhæng mellem et lands lovgivningsmæssige anerkendelse af homoseksualitet og befolkningens sociale tolerance over for bøsser og lesbiske. Den spanske ombudsmand har i den forbindelse udtalt, at introduktionen af ægteskabsrettigheder tilsyneladende har forbedret synet på homoseksuelle i Spanien.
Vatikanet betragtede igennem århundreder Spanien som den mest katolske nation i Europa, men i dag er det kun 14 procent af den spanske ungdom, der betragter sig selv som religiøse. Og på trods af den katolske kirkes officielle forbud mod prævention, har Spanien en af Europas laveste fødselsrater - hvilket meget tvivlsomt kan tilskrives afholdenhed. Formanden for det nationale forbund for bøsser, lesbiske og transseksuelle, Beatriz Gemeno, udtalte for nogle år siden, at "når kommer til moralske spørgsmål, så taler kirken i et vakuum."
Det spanske samfund gennemgår en hastig forandringsproces, og i forhold til de værdipolitiske spørgsmål har flere kritikere beskyldt den socialistiske regering for at forfølge en radikal anti-kirkelig politik i en meget strategisk betonet stemmejagt. Anklagen går på, at den liberale politik skærper konflikter og undergraver det nationale sammenhold. Regeringens politik resonnerer imidlertid med holdningerne hos et flertal i den spanske befolkning, og der er intet, der tyder på, at de holdninger vil fortage sig i den umiddelbare fremtid. Tværtimod.
I anledning af World Outgames 2009 sætter Religion.dk fokus på homoseksuelles rettigheder og vilkår i verdens regioner og religioner. I fire artikler undersøger vi, hvordan homoseksuelles status har udviklet sig og stadig forandrer sig i lande præget af forskellige religiøse traditioner.
FACEBOOK: Bliv ven med religion.dk