Blomsten i den katolske buket sprang ud af skabet

Spanien er et af de europæisk lande, hvor homoseksuelles rettigheder og vilkår de seneste årtier har gennemgået de mest drastiske forandringer. Udviklingen har primært været undervejs, efter den fascistiske dikator Francisco Franco afgik ved døden i 1975, og den har fundet sted i et land, hvor den katolske kirke igennem århundreder har sat et stort aftryk på samfundets seksualitetsnormer. Kristendommen har traditionelt betragtet homoseksualitet som en synd, der forbryder sig mod Guds vilje og seksualitetens guddommelige formål - at sætte børn i verden - og det var også den generelle opfattelse i Spanien i de mange år, hvor kirken havde en tæt alliance med forskellige civile magthavere.

Undertrykkelsen af seksuelle minoriteter kulminerede sandsynligvis i 1500-tallet, hvor både kongen og den spanske inkvisition sendte homoseksuelle i døden på bålet. En mere almindelig straf var dog en tur til søs som galejslave, og så længe den spanske flåde havde brug for friske roerkarle, var der derfor et stærkt incitament for at fælde dom over homoseksuelle. Som mange andre steder i Europa blev oplysningstiden det vendepunkt, hvor individuelle rettigheder efterhånden vandt fodfæste, og i Spanien førte det i 1822 til en formel legalisering af homoseksualitet.

Francos inkvisition af afvigere
Den gradvise liberalisering af det spanske samfund i kølvandet på oplysningstiden fortsatte frem til Den Spanske Borgerkrig (1936-1939), hvor Franco tog magten og satte en kurs for landet, hvor nationale og katolske værdier var i centrum. Homoseksualitet blev kriminaliseret og myndighederne forfulgte med stor beslutsomhed landets homoseksuelle. Den fascistiske lovgivning havde til formål at afrette mennesker, som var "faldet til det laveste moralniveau", og et af midlerne var specielle fængsler for "afvigere" - også kendt som seksuelle genopdragelsesanstalter.