I landet som i tidernes morgen husede den "syndige" by Sodoma, finder man i dag de mest udstrakte rettigheder for homoseksuelle i Mellemøsten, og på det seksuelle område hører landet på mange måder til blandt de mere tolerante og ligestillede i verden. Men der findes stadig eksempler på religiøst motiveret vold. På billedet ses israelere, der tager del i en demonstration, efter en ukendt gerningsmand den 2. august 2009 åbnede ild i et ungdomscenter for homoseksuelle i Tel Aviv. To blev dræbt, og 11 blev såret - heraf fire alvorligt. -
- GIL COHEN MAGEN/Scanpix Denmark
Sune Jensen |
5. august 2009
Homoseksuelles levevilkår varierer stærkt på tværs af landegrænser. I en rundtur til tre middelhavslande kigger vi her nærmere på den historiske udvikling i det jødiske Israel
Som mange andre nationer, der er vokset ud af et tidligere britisk koloniområde, overtog israelerne dele af briternes lovgivning, da den israelske stat blev oprettet i 1948. Det gjaldt også det eksisterende forbud mod homoseksualitet, som principielt kunne straffes med fængsel i op til 10 år.
Der findes imidlertid ingen historiske eksempler på, at en israelsk domstol har taget paragraffen i anvendelse uden for militæret, og denne tvetydighed er et meget godt billede på de homoseksuelles situation i et land, hvor jødedommen har et stærkt ideologisk greb, men hvor magthaverne oftest har været moderne og sekulært indstillede.
Jødedommens politiske magtIgennem sin 60 år lange historie har Staten Israel haft en tæt alliance med landets jødiske autoriteter, og skiftende regeringer har været tvunget ud i fornuftsægteskaber med de religiøse partier. Alliancerne mellem de verdslige og gejstlige ledere har gjort det særdeles svært at ændre på værdipolitiske lovtekster - og især den lovgivning der tager afstand fra homoseksualitet.
Israel fjernede først sit forbud mod homoseksualitet i 1988. Det skete ved en midnatsforestilling i det israelske parlament, Knesset, hvor lovforslagets stillere følte sig sikre på, at de religiøse partiers politikere ikke var at finde ved stemmeknapperne.
Jødedommens syn på homoseksuelle ligner til forveksling opfattelsen i de andre abrahamitiske religioner. På toraens tid var homoseksualitet en vederstyggelig synd og kunne i værste fald straffes med døden og blev det givetvis også. Heller ikke dengang var myndighederne dog særlige ihærdige i deres retspraksis på området.
Ifølge de historiske og religiøse tekster var en dødsdom kun aktuel, når to mænd blev taget på fersk gerning i elskovsakten, hvis de vel og mærke blev pågrebet af mindst to vidner, som samtidig advarede gerningsmændene om deres dødssyndige handlinger. De homoseksuelle udfoldelser var stadig først kriminielle, hvis "synderne" trods advarslen fortsatte deres forehavende.
I dag har de fleste troende jøder selvfølgelig et andet syn på strafbarheden i homoseksuelle handlinger, og diskussionen i Israel handler - som i mange andre moderne samfund - først og fremmest om homoseksuelle parforhold og deres juridiske status. I den sammenhæng er modstanderne primært Israels religiøse autoriteter og politikere, men situationen i landet er gjort kompliceret af nogle lidt specielle israelske forhold omkring ægteskaber og parforhold.
Landet uden registrerede parforhold
I Israel findes der ikke registrerede parforhold, kun jødiske ægteskaber. Det er en samfundsindretning, der ikke kun har betydning for homoseksuelle, som ifølge til de religiøse skrifter per definition ikke kan blive gift, men også for heteroseksuelle par med forskellige religiøse rødder. I Israel er ægteskabet nemlig forbeholdt den jødiske stats jødiske indbyggere.
Baggrunden er, at Israel blev grundlagt - og i dag lever videre - som en jødisk stat, hvilket vil sige en nation, hvor jøder nyder en vis forrang på forskellige rettighedsområder.
Historisk har jøders særstatus været med til at sikre, at Israel er blevet befolket med jødiske immigranter fra hele verden, primært fra Europa. De jødiske tilflyttere har haft nemmere ved at slå sig ned og nemmere adgang til at købe jord end andre befolkningsgrupper - eksempelvis landets muslimske indbyggere.
For at blive gift og nyde godt af ægteskabets juridiske fordele har israelske par altså traditionelt måtte en tur omkring jødedommen. I nyere tid er der sket nogle ændringer på området, så ugifte par efterhånden har nogle af de samme rettigheder som jødiske ægtepar - blandt andet i forhold til arv og beskatning.
Eksempelvis anerkender bystyret i Tel Aviv i dag ugifte par - både homoseksuelle og heteroseksuelle - som familier, og her har de derfor adgang til de samme rabatter på blandt andet børnepasningstilbud som gifte par.
Udvidelse af ægteskabet og indskrænkning af ligestillingen
Det forhold, at Israel i højere og højere grad anerkender ugifte og samtidig ikke skelner juridisk mellem homoseksuelle og heteroseksuelle ugifte, har faktisk været med til at forbedre bøsser og lesbiskes vilkår i landet.
I 2005 fik et lesbisk par lov til at adoptere hinandens børn efter en otte år lang juridisk kamp. Afgørelsen faldt i Israels Højesteret, og dommen lagde vægt på, at israelsk lovgivning tillader adoption, når det er i barnet tarv, også selvom barnets forældre stadig er i live - i dette tilfælde de to samlevende adoptivmødre.
Den eneste betingelse for den form for adoption, som de to kvinder altså var berettiget til, er, at den der bortadopterer skal være ugift. Og da homoseksuelle per definition er enlige, lå vejen åben for, at de to kvinder kunne blive Israels første homoseksuelle adoptivmødre.
Højesterets kendelse og andre lignende afgørelser er grundlæggende udtryk for, at det israelske samfund er præget af en en tolerance over for seksuelle minoriteter, som er på niveau med de fleste vesteuropæiske lande.
I Israel har der igennem flere år været et pres på de israelske politikerne for at indføre borgerlige vielser, og altså oprette et sekulært ægteskab. Borgerlige vielser vil i udgangspunktet ikke omfatte par af samme køn, og derfor vil en eventuel udvidelse af det israelske ægteskabsbegreb være et tilbageskridt for landets homoseksuelle - som i dag trods alt er ligestillet med andre ikke-gifte israelske par.
Fra Tel Aviv til København
I Israel er der en rig tradition for at udvide og praktisere civile rettigheder - når man ser bort fra de besatte områder og den politisk svagere stillede muslimske befolkning - og i løbet af de sidste to årtier, er det lykkedes Foreningen for Civile Rettigheder i Israel (ACRI) at gennemtrumfe forbedringer for homoseksuelle på en række områder.
I dag kan israelske homoseksuelle relativt ugeneret gøre tjeneste i det israelske militær - og i alle andre statslige embeder - og forskellige organisationer arbejder aktivt for at reducere omfanget af chikane og diskrimination i det israelske samfund.
I landet som i tidernes morgen husede den syndige by Sodoma, finder man derfor i dag de mest udstrakte rettigheder for homoseksuelle i Mellemøsten, og på det seksuelle område hører landet på mange måder til blandt de mere tolerante og ligestillede i verden.
Den israelske popstjerne og erklærede bøsse, Ivri Lider, har i forbindelse med sin optræden ved World Outgames i København udtalt, at København og den israelske storby Tel Aviv efter hans opfattelse har omtrent samme liberale og frie indstilling til homoseksualitet.
Homoseksualitet på Richter-skalaen
Selvom det israelske samfund på nogle områder altså er både åbent og tolerant - og København minder om Tel Aviv - er der dog stadig nogle åbenlyse forskelle på Danmark og Israel. En anden israeler, politikeren Shlomo Benizri fra Shas-partiet, udtalte i 2008, at landets pro-homoseksuelle lovgivning - mere specifikt anerkendelse af homoseksuelles ret til adoption - var skyld i, at Israel var blevet ramt af to mindre jordskælv tidligere på året.
Da seks Venstre-politikere i marts 2009 stemte imod partilinjen og dermed var med til at sikre danske homoseksuelle retten til adoption, kom den stærkeste reaktion fra Dansk Folkepartis Søren Espersen. Espersen udtalte, at hvis regeringen ikke fik orden i egne rækker, så skulle den i længden ikke regne med, at Dansk Folkeparti altid ville bakke den op.
I Israel kan man ind i mellem støde på en religiøst motiveret dæmonisering af homoseksuelle, som man ikke finder på det politiske niveau i Danmark. Den nu afdøde, tidligere præsident for Israel Ezer Weizman sammenlignede i 1997 for eksempel homoseksualitet med alkoholisme. Og selvom man givetvis har et mindre syndigt blik på alkoholisme i Danmark, vil man her i landet næppe kunne registrere den slags udtalelser på den politiske Richter-skala.
I anledning af World Outgames 2009 sætter Religion.dk fokus på homoseksuelles rettigheder og vilkår i verdens regioner og religioner. I fire artikler undersøger vi, hvordan homoseksuelles status har udviklet sig og stadig forandrer sig i lande præget af forskellige religiøse traditioner.
FACEBOOK: Bliv ven med religion.dk