10 indlæg det seneste døgn
http://www.religion.dk/artikel/333645:Synspunkt--Hvorfor-israelerne-ikke-jublede-over-Obamas-Cairo-tale?rss
citat:
En bekræftelse af ”Israels historiske ret til at eksistere” baseret på en 2000-årig stræben efter at genopbygge et nationalt hjemland er, hvad moderate kræfter i regionen har brug for at høre fra Obama. De magiske ord ”historisk ret” har kapacitet til at ændre hele ligningen i Mellemøsten.
Man må jo spørge sig selv: Hvilken historie? Hvis historie?
Og svaret er det samme: Ifølge den historie jøderne selv har forfattet.
Persondata politik og brug af cookies*
Du skal være opmærksom på, at du accepterer vores persondata politik og brug af cookies, når du besøger kristeligt-dagblad.dk og de tilknyttede domæner.
Vi indsamler ikke oplysninger, der ikke er beskrevet i vores persondata politik og vi indsamler aldrig persondata uden at du selv har givet os disse oplysninger, fx ved at registrere dig, købe en vare eller deltage i en undersøgelse.
På alle vore sites benytter vi cookies til at gøre din oplevelse bedre og for at kunne bringe de annoncer, som financierer disse sites.
Du kan i de fleste browsere ændre på indstillingerne for hvilke cookies, der bliver sat på din computer.
* En cookie er en lille stump data, der gemmes i din browser og kan læses af enten systemerne bag vores sites eller en af vores partnere. En cookie er ikke et program, der kører på din maskine og en cookie er ikke en virus eller spyware.
Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger
Send artiklen Hvorfor israelerne ikke jublede over Obamas Cairo-tale til din ven.
Hvorfor israelerne ikke jublede over Obamas Cairo-tale
Obama havde skarpe og barske ord at sige om de israelske bosættelser, men nærmest ikke et ord om palæstinensisk afvisning og opildnen, mener professor Judea Pearl. -
- Foto: Arkiv
Læs også
Emneord for denne artikel
Obama brugte samme retorik om Israels oprettelse som Irans præsident. Israel vil anerkendes, ikke ses som et fremmedelement i regionen, skriver professor Judea Pearl
En ven bad mig forklare, hvorfor folk i Israel – selv garvede fredsaktivister – ikke var glade for Barack Obamas tale i Kairo sidste uge (4.juni 2009, red.).
I teorien bekræftede Obamas tale alt, hvad israelerne nogen sinde har håbet på. Fredelig sameksistens og gensidig accept med de arabiske naboer har været den zionistiske bevægelses ultimative drøm lige siden Balfour-deklarationen i 1917.
Så hvorfor ikke tage en milepæl af en amerikansk præsidenttale til sig, når den opfordrer til konkrete skridt til at fremme den drøm?
Min ven mindede mig om den glæde, der brød ud i den jødiske verden den 29. november 1947, da de Forenede Nationer stemte for delingen af det bibelske land i en jødisk og en arabisk stat på omtrent samme størrelse.
Annonce
Der var knap en uenig røst at høre blandt israelerne. Et halvt århundrede senere beviser det fredstilbud, som Ehud Barak gav Yassir Arafat i 2000, og Ehud Olmert gav Abu Mazen i 2009, at to-stats-utopien fortsat er fast forankret i psyken hos de fleste israelere. Hvorfor er israelerne da ikke ekstatiske over Obamas tale?
Det er der to hovedgrunde til.
Mistillid til palæstinenserne
Den første stammer fra krydsede signaler, som blokerer for genoptagelsen af fredsforhandlingerne. Palæstinenserne betragter den israelske bosættelses-konstruktion som en lakmustest på israelernes intentioner i forhold til en fremtidig palæstinensisk stat.
Israelerne betragter palæstinensiske skolebøger, tv-programmer og prædikener som lakmustesten på de palæstinensiske intentioner.
I teorien bekræftede Obamas tale alt, hvad israelerne nogen sinde har håbet på. Fredelig sameksistens og gensidig accept med de arabiske naboer har været den zionistiske bevægelses ultimative drøm lige siden Balfour-deklarationen i 1917.
Så hvorfor ikke tage en milepæl af en amerikansk præsidenttale til sig, når den opfordrer til konkrete skridt til at fremme den drøm?
Min ven mindede mig om den glæde, der brød ud i den jødiske verden den 29. november 1947, da de Forenede Nationer stemte for delingen af det bibelske land i en jødisk og en arabisk stat på omtrent samme størrelse.
Det er der to hovedgrunde til.
Mistillid til palæstinenserne
Den første stammer fra krydsede signaler, som blokerer for genoptagelsen af fredsforhandlingerne. Palæstinenserne betragter den israelske bosættelses-konstruktion som en lakmustest på israelernes intentioner i forhold til en fremtidig palæstinensisk stat.
Israelerne betragter palæstinensiske skolebøger, tv-programmer og prædikener som lakmustesten på de palæstinensiske intentioner.
Et samfund, der lærer sine unge at negere sin nabos legitimitet, lyder argumentet, kan ikke mene det alvorligt med en permanent fredsaftale.
Obamas tale, som ivrigt anerkendte vigtigheden af at udsende tillidsopbyggende signaler for at bryde skakmatten, havde skarpe og barske ord at sige om de israelske bosættelser, men nærmest ikke et ord om palæstinensisk afvisning og opildnen.
”USA accepterer ikke legitimiteten af fortsatte israelske bosættelser”, sagde præsidenten. ”Det er tid til, at disse bosættelser stopper.” Den tilsvarende sætning, man håbede på – ”Det er tid til, at palæstinensisk opildnen stopper” – var påfaldende fraværende.
Kommentarer på israelsk tv bemærkede skuffet, at ikke et eneste krav var henvendt til det Palæstinensiske Selvstyre.
Det har fået mange israelere til at spekulere over, om Obamas rådgivere er klar over den heftige, underjordiske ”kamp om intentioner”, der har forhindret mange fredsprocesser i at rykke sig fremad.
I Israel ville end ikke den grelleste modstander af bosættelsesbevægelsen støtte opkomsten af en suveræn nabo inden for raketrækkevidde, som er uvillig til at investere i uddannelse og en varig fred.
En opfordring til en samtidig fastfrysning af både israelske bosættelser og palæstinensisk opildnen, iklædt køreplan og overvågningsmetoder, ville have opfordret begge sider til en ligelig ærlighedstest.
En sådan test er afgørende for at kickstarte den ”nye begyndelse”, som Obama opfordrede til, og som israelerne naturligvis forventer skal være symmetrisk.
Obama brugte Ahmadinejads retorik om Israel
For det andet begyndte Obamas rationale for Israels legitimitet med Holocaust; ikke med fødestedet for jødisk historie. ”Aspirationen efter et jødisk hjemland,” sagde han, ”har rødder i en tragisk historie, der ikke kan fornægtes.” Hvem ellers definerer Israels legitimitet på den måde?
Det gør den iranske præsident Mahmud Ahmadinejad. Iran og undsigelsesfraktionen af arabiske intellektuelle ser Israel som et fremmedelement i regionen, som blev skabt i hast for at mildne den europæiske skyld over Holocaust på bekostning af de indfødte palæstinensere.
Israelerne betragter denne ideologi som en fordrejning af historien og et angreb på kernen i deres identitet som nation.
En bekræftelse af ”Israels historiske ret til at eksistere” baseret på en 2000-årig stræben efter at genopbygge et nationalt hjemland er, hvad moderate kræfter i regionen har brug for at høre fra Obama. De magiske ord ”historisk ret” har kapacitet til at ændre hele ligningen i Mellemøsten.
De udtrykker et sandt engagement i en forbliven og kan derfor puste liv i fredsprocessen med den åbenhed og gode vilje, den har manglet hidtil.
Israel ønsker sin historie i regionen anerkendt
Det er ikke spor underligt, at den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, i sin strategitale sidste søndag (7.juni 2009, red.), gjorde historisk anerkendelse til en selvindlysende del af enhver fredsaftale.
Bemærkelsesværdigt nok opfordrede han ikke til anerkendelse af Israel som en ”jødisk stat”, men snarere til ”anerkendelsen af Israel som det jødiske folks nationale stat”.
Opfordringen til status som nation og som folk snarere end referencer til religion udgør en opfordring til at anerkende de historiske krav på begge sider som lige indfødte og dermed lige berettigede til en permanent status i området.
Det er nu en oplagt mulighed for Obama til at gentage Netanyahu i en opfordring til en symmetrisk anerkendelse af de historiske rettigheder på begge sider. Det ville gøre Obamas tale i Kairo til et syvmileskridt fremad i bestræbelserne på fred og forståelse i området.
Judea Pearl er professor i computervidenskab på UCLA og formand for Daniel Pearl Fonden, der blev grundlagt til minde om hans søn (den amerikanske journalist, der blev myrdet for åben skærm af terrorister i Pakistan, o.a.) for at fremme tværkulturelforståelse.
Herværende tekst bygger på en artikel, der oprindelig optrådte i Wall Street Journal 12. juni 2009. Den er oversat af Sara Høyrup, www.hoyrup.biz
FACEBOOK: Bliv ven med religion.dk
Stillinger
-
Kirketjener søges til Lundtofte Sogn i Lyngby-Taarbæk Kommune
-
Projektmedarbejder søges til Kingo-Samuel sogn
-
Søndbjerg Efterskole søger forstander/forstanderpar...
-
Sogne- og korshærspræst søges til Silkeborg Sogn
-
Udviklingskonsulent søges til KFUM og KFUK i Herning
-
10 gode råd til dig, der skal skrive en stillingsannonce