Bjørn Borup |
13. august 2009
Men en blasfemi-lov er ikke løsningen. Det vigtigste våben mod fundamentalisme er at fastholde den kritiske dialog med ’de frelste’, skriver Bjørn Borup
Irland vedtog i starten af juni måned (2009) en lov, der forbyder krænkelser af religiøse følelser. Overtrædelser af loven kan medføre en bødestraf på op til 25.000 Euro.
Jeg undrer mig over, hvad der har fået de irske politikere til at vedtage denne lov (kaldet blasfemi-loven). Ifølge
The Guardian er der ingen irske religiøse ledere endsige andre befolkningsgrupper, der har efterspurgt en sådan lov.
Men jeg kan tydeligt se det grusomme spøgelse fra terrorangrebet i New York samt tog-terror sagen i Madrid og Muhammed-krisen i denne sag. Også under Muhammed-krisen var der i Danmark folk der mente, at dansk lovgivning skulle strammes, så det blev forbudt at krænke religiøse følelser. Det blev gudskelov ikke til noget.
Det er dette spøgelse, der nu har været med til at skabe en latent angst blandt den vestlige verdens politikere, der med en sådan lov vil forsøge at holde de religiøse gemytter i ro.
Blasfemi-lov diskriminerer mod ikke-religiøseMen sagen er, at en sådan lovgivning er diskrimerende mod ikke-religiøse. Hvorfor skal religiøse mennesker og organisationer omfattes af særligt beskyttende love i et moderne demokratisk samfund, og ud fra hvilke argumenter gør disse religiøse institutioner og personer sig fortjent til denne særstatus?
Det er et voldsomt tilbageskridt for ytringsfriheden, når enkelte organisationer og personer får særbehandling, særligt når det drejer sig om et så udsvævende begreb som 'religiøse følelser'.
Enhver ikke-religiøs person, der har prøvet at diskutere med meget religiøse mennesker ved, at der ikke skal mange kritiske spørgsmål til, før religiøse mennesker kan føle sig krænket og stødt.
Meget religiøse bliver lettere krænkedeFaktisk vil jeg vove den påstand at jo mere religiøs man er, jo lettere føler man krænket, fordi ens identitet og selvbillede er skabt af religionen. Når religionen kritiseres, hånes eller latterliggøres, opleves det som et angreb på hele ens personlighed.
Så meget desto vigtigere er det, at ytringsfriheden (friheden til at være kritisk både gennem debat og humor) også omfatter religiøse personer og organisationer.
Det er igennem fri, kritisk dialog/debat, at vi som moderne verdsligt demokrati konstant skal udfordre de religiøse dogmer - både hos enkeltpersoner og hos religiøse organisationer og institutioner.
Som verdsligt orienterede demokratiske humanister er vores vigtigste (og eneste) våben mod religionernes dogmatisme og fundamentalisme netop stædigt at fastholde vores konstante kritiske og frie dialog med 'de frelste' og 'de hellige'.
Læs også den engelske historiker A.C.Grayling's leder i The Guardian:
Religions don't deserve special treatment.
Artiklen er skrevet af Bjørn Borup som et blogindlæg på religion.dk.
FACEBOOK: Bliv ven med religion.dk