Koranen og Bibelen har en del beretninger tilfælles, f.eks. Jesu korsfæstelse. Men bibelstoffet får en anden drejning i Koranen, fortæller generalsekretær Henrik Ertner Rasmussen
Spørgsmål:Hvad fra Bibelen og Koranen er ens - er Moseloven/-bøgerne? Det er jo Paulus' fortjeneste, at kristne i dag ikke følger Moselovens regler om uren mad, og at kristne ikke er omskårne.
Det gør muslimer jo, har de så Moseloven tilfælles?
Mette Jensen
Svar:
Kære Mette Jensen
Der er ikke noget i Bibelen og Koranen som er helt ens. Alligevel findes der en del "fælles gods" som f.eks. beretningen om Moses og tornebusken. Der er også diverse overfladiske kulturelle ligheder, som dem du selv nævner, eksempelvis omskærelse af mænd.
Omskærelsen er dog et emne, der viser, at ligheden ikke har ret meget med Moseloven at gøre. Moseloven foreskriver, at israelitiske drengebørn skal omskæres på ottendedagen efter fødslen, mens der ikke er fastlagt noget sådant for muslimske drengebørns vedkommende.
Blandt muslimer er det almindeligt at vente med at omskære drengene til de er mindst et par år gamle, somme tider op til otte-ni år. Det er heller ikke alle spiseregler i Moseloven, der overholdes af muslimer, selvom jøder og muslimer er enige om, at svinekød er urent.
Islamisk lov foreskriver f.eks. ikke, at kød og mælkeprodukter ikke må blandes, når man laver mad, sådan som det er tilfældet i jødisk tradition. Krebs- og skaldyr er heller ikke urene iflg. islam, selv om de er det i Moseloven.
Det bibelske stof, som findes i Koranen, er ofte anbragt i en anden kontekst end i Bibelen, og tit virker det som om pointen i Koranens version er en anden end den bibelske. Koranen anbringer heller ikke det bibelske materiale i en fremadskridende, historisk form, men mere som eksempler fra tidligere profeters erfaringer med Gud.