Linea Nielsen |
7. september 2009
Jesu lignelse om den barmhjertige samaritaner bruges inden for sundhedsvæsenet til at beskrive lægers forpligtigelse til at afhjælpe lidelse
Inden for sundhedsvæsenet fokuseres der ofte på livskvalitet, når sundhedsfagligt personale skal begrunde, hvorfor en handling er at foretrække frem for en anden.
Dette er dog ifølge læge og professor Henrik Wulff ikke nok til at begrunde sundhedsvæsenets etiske forpligtigelse. Derfor bruger han Jesu lignelse om den barmhjertige samaritaner til at beskrive det grundlag, det danske sundhedsvæsen bygger på.
Sundhedsvæsnet skal ikke kun måle på livskvalitet
Mange sundhedsøkonomer (dvs. økonomer, der beskæftiger sig med sundhedsvæsenets forhold) er ifølge Wulff fortaler for, at sundhedsvæsenet skal måle på en patients livskvalitet, når det skal vurderes om en behandling skal udføres.
For kan livskvalitet måles og vejes, så er det muligt at regne sig frem til, hvordan sundhedsvæsnet kan producere mest livskvalitet for pengene.
Ifølge Wulff er livskvalitet utilstrækkeligt, når den pligt, som ligger til grund for det offentlige sundhedsvæsen, skal beskrives. Det er ikke alt, der kan måles, når det gælder omsorgen for andre mennesker. Læger har i stedet en grundlæggende pligt til at afhjælpe lidelse. derfor henter Wulff inspiration i Jesu lignelse om den barmhjertige samaritaner i et forsøg på at beskrive alternativet.
Wulff skriver i sin bog, ”Den samaritanske pligt”, følgende om Jesus lignelse:
- Den gode samaritaner i Det nye Testamente, der hjalp den tilskadekomne jøde, opfyldte netop den pligt, som ligger til grund for sundhedsvæsenets aktiviteter.
Men hvad er det helt konkret, der siges i Jesus lignelse, der er af interesse for læger?
Hvad fortæller lignelsen?
I Lukasevangeliet kapitel 10 vers 30 til 36 i Det Nye Testamente finder vi lignelsen om den barmhjertige samaritaner. Det fortælles, hvordan en samaritaner hjælper en såret og døende mand hjælpes uden tanke for, om det kan betale sig for ham selv, og lignelsen lyder således:
- En mand var på vej fra Jerusalem ned til Jeriko og faldt i hænderne på røvere. De trak tøjet af ham og slog ham, så gik de og lod ham ligge halvdød. Tilfældigvis kom en præst den samme vej; han så manden, men gik forbi. Det samme gjorde en levit, der kom til stedet; også han så ham og gik forbi. Men en samaritaner, som var på rejse, kom hen til ham, og han fik medynk med ham, da han så ham. Han gik hen og hældte olie og vin i hans sår og forbandt dem, løftede ham op på sit ridedyr og bragte ham til et herberg og sørgede for ham. Næste dag tog han to denarer frem, gav værten dem og sagde: Sørg for ham, og hvad mere du lægger ud, vil jeg betale dig, når jeg kommer tilbage.
Samaritanerne har ikke egne interesser i fokus men et andet menneske, som er i nød. Det er denne etiske forpligtigelse til at hjælpe andre mennesker, som er af interesse for Wulff, uanset om handlingen medfører mere eller mindre livskvalitet.
Denne forpligtigelse kaldes af Wulff for det samaritanske princip og defineres således:
- Pligten til at afhjælpe lidelse og tidlig død forårsaget af lidelse, skriver Wulff.
Nogle gange er døden bedre end lidelse
Det samaritanske princip skaber dog også et etisk dilemma i sig selv, for læger kommer til at stå i den situation, at de ikke både kan afhjælpe lidelse og forhindre død på en og samme tid.
- I nogle tragiske tilfælde må man således overveje, om et er bedre at dø end at leve videre. Dette problem optræder især, når det drejer sig om for tidligt fødte børn, nyfødte med misdannelser, uhelbredelige kræftpatienter og gamle, kroniske syge mennesker, skriver Wulff.
Men der et indbygget dilemma i det samaritanske princip, mener Wulff.
- Det samaritanske princip giver sundhedsvæsenet et langt mere konkret formål end stræben efter livskvalitet eller velvære, men det er dog fortsat ikke helt let at afgrænse dets aktiviteter, skriver han.
FACEBOOK: Bliv ven med religion.dk