Den levende, rytmiske lovsang og den dertil hørende dans, samt de frie og spontane bønsformer, har bredt sig til mange andre dele af den katolske kirke, skriver ph.d.-studerende Jakob Egeris Thorsen. -
- Foto: sxc.hu
Jakob Egeris Thorsen |
25. august 2009
Den katolske kirke i Latinamerika har integreret den karismatiske vækkelse i sit kirkeliv. Det giver store udfordringer, men også en herlig mangel på uniformitet, skriver ph.d.-studerende Jakob Egeris Thorsen
Man hører i disse år meget om, hvordan pinsekirkerne i Latinamerika vokser med eksplosiv hast. Hvad man ikke hører så meget om er, at der også sker en omfattende pinsevækkelse inden for den katolske kirke, der påvirker store dele af katolsk kirkeliv i Latinamerika.
Fælles for pinsekirkerne og den katolske karismatiske vækkelse er, at de begge henter nye tilhængere i gruppen af ikke-praktiserende eller ’lunkne’ katolikker.
Pragmatisk integrering af vækkelsenDe katolske biskopper har været dygtige til at inkorporere den katolske karismatiske vækkelse i kirken. Men da den katolske karismatiske vækkelse kom til Latinamerika fra USA i begyndelsen af 1970’erne, skabte den en del splittelse.
Efterhånden som biskopperne blandt andet så, at den karismatiske vækkelse kunne være med til at holde på folk, der ellers ville være gledet over i de aggressivt missionerende pinsekirker, begyndte man at acceptere den.
Samtidigt modnedes den karismatiske bevægelse: Den accepterede at få præster og biskopper som teologiske vejledere og tilnærmede sin teologi og praksis til resten af kirkens. Denne pragmatiske holdning fra både kirke og vækkelse har ført til, at den katolske karismatiske bevægelse i dag er en integreret del af de fleste bispedømmer.
Tungetale i traditionel kirkeMen hvilke muligheder og udfordringer giver det så at have en vækkelse, der praktiserer tungetale, helbredelse ved håndspålæggelse og religiøs trance inden for rammerne af en traditionel kirke?
Den karismatiske vækkelse kendetegnes ved lovsange i populære rytmer, fri og intensiv bøn, vidnesbyrd fra dagligdagen, følelsen af direkte Gudsnærvær og helbredelse fra psykiske traumer og misbrug.
Ikke-kirkevante får et religiøst sprog
Det giver mennesker, der ikke er vant til kirkens traditionelle former, et religiøst sprog og en udtryksform, som de kan identificere sig med. De karismatiske møder, der typisk ligger på hverdagsaftener, kan også være med til at få folk til (igen) at engagere sig i traditionelt katolsk fromhedsliv.
Den karismatiske vækkelse bliver således indgangen til forøget deltagelse i søndagsmesserne og i andre aktiviteter i sognet.
Hvor katolicismen i Latinamerika for 50 år siden var noget, man blev født ind i, og som gennemsyrede samfundet, er den i dag noget, som folk i høj grad selv aktivt vælger til. Her er den karismatiske bevægelse en vigtig brik i spillet om at få vakt helt almindelige latinamerikanere for den katolske tro.
Parallelle kirker er en udfordring
Men der er også store udfordringer forbundet med den karismatiske vækkelse. Mange steder har den karismatiske bevægelse skabt næsten parallelle kirkelige strukturer med egne mødelokaler og egne prædikanter, og langt fra alle karismatiske katolikker deltager i det almindelige gudstjenesteliv.
Der er tendenser til, at karismatikerne føler sig ’mere hellige’ end almindelige katolikker, hvilket kan skabe splittelser rundt om i sognene.
Dæmonuddrivelser skræmmer
Teologisk set er det også en udfordring at integrere den karismatiske spiritualitet, der har en tendens til at se alle tildragelser i hverdagen som et led i en spirituel kamp mellem Satan og hans dæmoner og Gud.
Det er et næsten præmoderne verdensbillede, som mange almindelige katolikker er fremmede overfor. Mange præster bliver noget forskræmte, når de finder ud af, at der i kirkens sognelokaler finder helbredelsesmøder sted, hvor folk vrider sig på gulvet og kaster op, mens lægprædikanterne under bøn befrier dem for deres dæmoner.
Det kræver stor gensidig tolerance og stor pastoral omsorg at vejlede de karismatiske grupper.
Ingen fordomme over for rytmisk musik
Hvad der er mere interessant er, at de mindre spektakulære former for karismatisk praksis, såsom den levende, rytmiske lovsang og den dertil hørende dans, samt de frie og spontane bønsformer, har bredt sig til mange andre dele af kirken og nogle steder endda helt ind i søndagsmessen.
Her er den katolske kirke i Latinamerika langt mindre fordomsfuld overfor nye udtryksformer, som sognebørnene umiddelbart kan identificere sig med, end kirkerne i Europa. Her er det forkyndelsen, der tæller, hvad enten den så ledsages af orgel, rock, salsa eller merengue-rytmer.
Her er der plads til både tidebøn, rosenkrans og højlydt bøn fra hjertet med hænderne rakt mod himlen. Den katolske kirke i Latinamerika i dag er kendetegnet ved en herlig mangel på uniformitet.
Jakob Egeris Thorsen er ph.d-studerende ved Aarhus Unviversitet og p.t. på feltarbejde i Guatemala.
FACEBOOK: Bliv ven med religion.dk