Karismatiske katolikker fornyer kirken

Man hører i disse år meget om, hvordan pinsekirkerne i Latinamerika vokser med eksplosiv hast. Hvad man ikke hører så meget om er, at der også sker en omfattende pinsevækkelse inden for den katolske kirke, der påvirker store dele af katolsk kirkeliv i Latinamerika.

Fælles for pinsekirkerne og den katolske karismatiske vækkelse er, at de begge henter nye tilhængere i gruppen af ikke-praktiserende eller ’lunkne’ katolikker.

Pragmatisk integrering af vækkelsen
De katolske biskopper har været dygtige til at inkorporere den katolske karismatiske vækkelse i kirken. Men da den katolske karismatiske vækkelse kom til Latinamerika fra USA i begyndelsen af 1970’erne, skabte den en del splittelse.

Efterhånden som biskopperne blandt andet så, at den karismatiske vækkelse kunne være med til at holde på folk, der ellers ville være gledet over i de aggressivt missionerende pinsekirker, begyndte man at acceptere den.

Samtidigt modnedes den karismatiske bevægelse: Den accepterede at få præster og biskopper som teologiske vejledere og tilnærmede sin teologi og praksis til resten af kirkens. Denne pragmatiske holdning fra både kirke og vækkelse har ført til, at den katolske karismatiske bevægelse i dag er en integreret del af de fleste bispedømmer.

Tungetale i traditionel kirke
Men hvilke muligheder og udfordringer giver det så at have en vækkelse, der praktiserer tungetale, helbredelse ved håndspålæggelse og religiøs trance inden for rammerne af en traditionel kirke?

Den karismatiske vækkelse kendetegnes ved lovsange i populære rytmer, fri og intensiv bøn, vidnesbyrd fra dagligdagen, følelsen af direkte Gudsnærvær og helbredelse fra psykiske traumer og misbrug.