"Den religiøse etiks fordele er ifølge forfatterne, at den har et ekstra lag i sin etiske argumentation modsat den verdslige etik, nemlig en højere myndighed, der bestemmer rigtigt og forkert."
Det er jo ikke den ene forskel, den religiøse etik har ofte rod i det liv folk levede for over 1000 år siden, og i de tilfælde hvor den har rykket sig væk fra det der står(hvis man da ikke er fundamentalist), er det den verdslige etik der har fået rykket den.
Den verdslige etik er med til hele tiden at flytte grænserne for hvad man må og ikke må.


"De skriver, at der er tale om en ydre autoritet, som foreskriver en bestemt opførsel af de troende, og der er mulighed for både at straffe og belønne de troende i det hinsides, hvis de ikke følger de religiøse bud. Den religiøse etik skaber således en højere retfærdighed i det hinsides, hvis retfærdighed ikke forekommer i dette liv, hvor mennesker for eksempel ofte lider.
"
Dvs. at man ikke behøver at straffe folk på jorden, for de får jo deres straf i efterlivet.
Man ville kunne spare en del på politi, dommere og fængsler.

"Den religiøse etiks fordele er ifølge forfatterne, at den har et ekstra lag i sin etiske argumentation modsat den verdslige etik, nemlig en højere myndighed, der bestemmer rigtigt og forkert."

Set fra rationalitetens synspunkt er det en alvorlig svækkelse, at den væsentligste begrundelse for sandheden af en etisk norm er, at den er givet af et almægtigt usynligt væsen (Gud). Derved bliver etikken reduceret til en trossag og da der findes mange forskellige religioner er konsekvensen, at etikken bliver mere eller mindre vilkårlig. En sådan gudgiven etik kan umuligt påberåbe sig universel gyldighed; og den gælder alene for de personer der bekender sig til en bestemt religion og bøjer sig for dens specifikke fordringer.

Det kan rent begrebslogisk påvises, at der kun findes én universel rationalitet. Rationaliteten er i princippet én og universel. Kriterierne for rationalitet er de samme for alle uafhængigt af sprog, kultur og religion. Hver især har vi adgang til den samme rationalitet, i og med at vi har et sprog, og uafhængigt af vor kultur. Derfor findes der kun én rationel måde at dyrke erfaringsvidenskab på, mens gudsdyrkelsen er udspaltet i en stor mængde forskellige religioner, der stiller forskellige etiske krav med henvisning til hvad guddommen fordrer.

Når vi ved hvad en religion er, og når vi ved, at selve opretholdelsen af et samfund kræver, at visse elementære normer overholdes i dagligdagen, så kan vi også slutte, at det ikke er tilfældigt, at de store samfundsintegrerende religioner har en basal kerne af normer, som er fælles. Det er de normer, som er nødvendige for, at det daglige liv overhovedet har kunnet fungere for menneskelige væsener, og som er blevet afslebet og præciseret i historiens løb, indtil de har fundet et konkret udtryk som for eksempel i De Ti Bud. Noget, der svarer dertil, finder vi i alle de store religiøse traditioner. Desuden finder vi også alle steder (undtagen i islam) et forsøg på at tænke disse konkrete bud sammen i en helt grundlæggende fordring.

Da rabbi Hillel (der levede på Jesu tid) skulle forklare hele loven i kort form, sagde han: ”Gør ikke mod andre, hvad du ikke vil, at de gør mod dig. Det er hele loven; resten er forklaring.” En lignende formulering af den etiske grundfordring findes også i de fleste øvrige religiøse traditioner, og den kendes under navnet ”den gyldne regel”.

Den ældste kendte formulering er omkring 2.500 år gammel og stammer fra verdslig kinesisk filosofi – Kong Futzi. Den er ikke begrundet, idet denne etiske grundfordring vel anses for indlysende sand.

I Evangelierne citeres Jesus for en positiv formulering: ”Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem.” (Matt 7,12). Men i princippet er der ingen forskel mellem den positive og den negative formulering. For det at ønske, at noget bliver gjort mod én, er ækvivalent med, at man ikke ønsker, at det ikke bliver gjort mod én. Eller det at forbyde en handling er ækvivalent med at påbyde en dertil kontradiktorisk handling.

Kristendommens næstekærlighedsbud kan ses som en religiøs variant af den gyldne regel. Den får sin gyldighed qua den autoritet de troende tillægger Jesus.

De rationelle indvendinger mod den gyldne regel er mange og gamle. Filosoffen Kant anfører, at den gyldne regel for det første ikke indeholder pligterne mod én selv, og at den heller ikke giver grund for pligterne mod andre. Således spørger han: Hvad hvis dommerne i straffesager handlede efter den gyldne regel? Hvor mange dommere ville ønske at blive dømt, selvom de var skyldige?

Kritikken peger på, at den enkelte ikke blot kan gå ud fra sine egne ønsker, hvis han vil handle moralsk. Kritikken indebærer, at man ikke kan undskylde sin handlemåde mod andre blot ved at erklære, at således ville man ønske selv at blive behandlet, hvis man var i den andens situation. Moralsk set går den gyldne regel ikke dybt nok, fordi den bygger på den enkeltes ønsker.

Denne kritik rammer også utilitarismens nytteetik. Når vi rationelt søger et grundlag for etikken, så kan vi ikke slå os til ro med vore ønsker, men så er vi nødt til at spørge, hvorledes vi bør handle uafhængigt af vore ønsker. Så er vi nødt til først at gennemtænke, om der overhovedet er et svar på det spørgsmål: om rationaliteten sætter et krav til vor handlen ganske uafhængigt af vore ønsker.

Hermed er det præciseret, hvorledes et rationelt etisk grundprincip IKKE kan begrundes. Det kan ikke begrundes på basis af vore ønsker. For det skal besvare spørgsmålet om, hvad vi bør ønske – eller hvad vi bør gøre uafhængigt af vore ønsker. Det kan ikke begrundes på basis af traditionen. For det skal besvare spørgsmålet om, hvorledes vi bør forholde os til traditionen – eller hvorledes traditionen bør være.

Hvad kan et rationelt etisk grundprincip så begrundes på?

At det hverken kan begrundes på ønsker eller traditioner, er udtryk for, at det ikke kan begrundes empirisk. Men hvis det ikke kan begrundes empirisk, så er der logisk set kun én mulighed: så må det begrundes begrebslogisk. Den eneste positive mulighed er altså, at et rationelt etisk grundprincip må skulle begrundes ud fra selve de begrebslogiske betingelser for, hvad der må gælde for et sådant princip.

Det er et af de spørgsmål, som er så enkelt, at selve enkeltheden gør det vanskeligt at begribe. I princippet må det kunne besvares af enhver person. I og med at man er person, må man også have forudsætningerne for at kunne besvare spørgsmålet. Ellers kan svaret ikke gælde for enhver mulig person. Besvarelsen kan altså ikke kræve indgående filosofihistoriske studier; men alene en evne til konsekvent og uden fordomme at tænke spørgsmålet igennem.

Svaret lyder i al sin enkelhed: Det fordres af den enkelte, at han handler i konsistens med, at de omgivende personer kan leve som personer, uden at han sætter sig ud over vilkårene for, at han selv kan leve som person. Det er den etiske grundfordring vi alle er underlagt qua person: Det etiske konsistenskrav.

Den kristne fordring om at elske sin næste som sig selv kan opfattes som en forenklet udgave af det etiske konsistenskrav. Forenklet fordi det ikke eksplicit tager hensyn til distinktionen mellem ønsker og ønske-uafhængige behov og heller ikke indeholder pligterne mod én selv. Uanset at næstekærlighedsbudet, som Jesus kalder det største bud i loven, både mangler en rationel begrundelse og konsistens, så er der tale om et glimrende forsøg på at formulere en universel etisk grundfordring som helt klart peger i den rigtige retning.

Hilsen

Ipso Facto

Hej, kabbalis/ipso facto
- smukt indlæg. Jeg har kun et spørgsmål; jeg har tit støt på begræbet det etiske konsistenskrav, men har ikke helt formået at finde ud af hvor det kommer fra og hvem der formulerede det - kan du uddybe?

Hej Astor!

Tak for anerkendelsen af min bestræbelse.

Betegnelsen “det etiske konsistenskrav” skyldes udelukkende den danske filosof Kai Sørlander, født 1944.

Sørlander studerede filosofi på Københavns Universitet og afsluttede sit studium med en guldmedaljeafhandling om Wittgenstein. Siden er han gået sine egne unikke veje og befundet sig uden for det universitære filosofiske miljø. I 1978 henvendte Sørlander sig skriftligt til den finlandssvenske filosof og logiker Georg Henrik von Wright (1916-2003) og bad om en udtalelse om en filosofisk afhandling han havde skrevet. Det var ikke lykkedes Sørlander at finde en læser af sit værk i det akademisk-filosofiske miljø i Danmark.

Von Wright var i årene 1946-61 professor i filosofi i Helsinki og sideløbende i Cambridge 1948-51, hvor han efterfulgte Wittgenstein. Fra 1961 fri forsker ved Finlands akademi. Med sin artikel "Deontic Logic" (1951) regnes von Wright for en af grundlæggerne af deontisk logik, den gren af logikken, der omhandler moralske udsagn. Hans hovedværk, Explanation and Understanding (1971, Forklaring og forståelse), behandler den videnskabsteoretiske forskel mellem natur- og humanvidenskaberne.

Efter gennemlæsning af Sørlanders afhandling var von Wright overbevist om, at der her forelå et arbejde af en ægte filosofisk begavelse. Dette blev optakten til en omfattende filosofisk korrespondance der strakte sig over de næste 15 år. I denne periode modtog von Wright yderligere to substantielle afhandlinger fra Sørlanders hånd. En om ”Tid og rum” fra årene 1981-83 og en fra 1992 med titlen ”Det uomgængelige”. Bortset fra en del ændringer og tilføjelser er sidstnævnte afhandling identisk med Sørlanders første bog fra 1994, hvori han selvstændigt analyserer alle filosofiens problemområder ved at anvende den metode han selv kalder ”transcendental deduktion.” Det er i syvende kapital af dette værk ”Etik som konsistens”, Sørlander første gang deducerer den etiske grundfordring som han giver navnet ”Det etiske konsistenskrav”.

Grundtanken - som derefter varieres på talrige måder – er ideen om en indbyrdes afhængighed af indholdet i betegnelser og konsistens-relationer mellem sætninger. Hvad ordene i en sætning betyder, viser sig i de sætninger, som den implicerer, og som den strider imod; men omvendt giver konsekvens og modsætningsforholdet mellem sætninger mening til de ord eller betegnelser, der indgår i sætningerne.

Fra ideen om dette indbyrdes afhængighedsforhold genereres et arsenal af begreber, der er grundlæggende for den videre analyse (deduktionen): Sætningers strukturering i subjekt og prædikat, begrebet ting, tingenes identitet og forskellighed, de modallogiske begreber om mulighed, nødvendighed og umulighed m.fl. Ved hjælp af instrumenterne i dette arsenal går Sørlander derefter over til at udføre sine ”transcendentale deduktioner”. Tingene må være i tid og rum, de sammensætter kontingente sagsforhold, mellem hvilke der råder kontingente (ikke-logiske) implikationsforhold, dvs. kausalitet. For fysikkens vedkommende gennemføres den transcendentale deduktion allerede med særlig grundighed i den nævnte afhandling ”Tid og rum”. Fra fysikken går Sørlander over til biologien; begrebet ”levevæsen” indføres og forudsætningerne for formålsrettet adfærd (teleologi) deduceres. De transcendentale betingelser for bevidsthed diskuteres i et meget interessant kapitel i ”Det uomgængelige”. Via behovsbegrebet skabes derefter en naturlig overgang fra livsbegreberne til de moralske og politiske (også æstetiske) begrebers filosofi.

Der er hos Sørlander tale om en nærmest fuldstændig gennemgang af alle filosofiens traditionelle problemområder. Men den finder ikke sted ”i spring” fra et område til et andet, men i form af en fortløbende tillempning af den transcendentale deduktions idé og basale begrebsapparat.

Von Wright, der har skrevet forord til ”Det uongængelige” giver bl.a. denne bedømmelse af Sørlanders filosofiske teori og metode:

Hvor skal man placere Sørlander i det traditionelle filosofiske landskab? Hvilken tradition eller retning i moderne filosofi hører han hjemme i? Spørgsmålet er ikke let at besvare, dels fordi Sørlanders arbejde udmærkes af stor selvstændighed, dels fordi han kun sjældent direkte tager stilling til andre filosoffers opfattelser. Snarest vil jeg henregne ham til den logisk-analytiske strømning. Man kunne måske også betegne hans tænkning som en ”post-wittgensteinsk kantianisme”. Ligesom den betegnelse, han selv anvender for sin metode, ”transcendental deduktion”, har Sørlanders grundspørgsmål en karakteristisk kantiansk ”klang”. Givet er det, at Sørlander har et omfattende kendskab til moderne filosofisk logik, videnskabsteori, kognitionsforskning samt etik og politisk filosofi. Lærdommen tynger ikke hans fremstilling, men er nærværende bag den.”

Den gamle logiker afslutter med denne positive bedømmelse af Sørlanders værk:

”En bog som ”Det uomgængelige” bliver ikke er bestseller. Men den har forudsætninger for engang at blive betragtet som en klassiker i dansk filosofi fra dette århundrede.”

Bogen vakte ikke meget opmærksomhed, men Sørlander var igen på banen i 1997 med bogen ”Under Evighedens Synsvinkel” hvor han forsøger at videreføre det filosofiske arbejde fra den første bog i en noget lettere tilgængelig form.

Først med bogen ”Om Menneskerettigheder” fra år 2000, nåede Sørlander ud til en bredere kreds og opnåede omtale og pæne anmeldelser i dagspressen. Det var nogle år efter denne udgivelse jeg første gang blev opmærksom på Kai Sørlander. Efter læsning af hans første værker var jeg overbevist om at Sørlander havde noget substantielt nyt at byde på inden for begrebsfilosofien. Jeg knyttede en personlig kontakt til Sørlander og på en måde kan man godt sige han blev min filosofiske læremester udi begrebsfilosofien, som jeg ikke tidligere havde dyrket og, som lægmand, ikke havde megen forståelse for.

Med de næste to værker ”Den Endegyldige Sandhed” fra 2002 og især det seneste værk ”Forsvar for Rationaliteten” fra 2008, opnåede Sørlander et egentligt gennembrud for sine tanker og ideer. Det er dog karakteristisk at Sørlanders teser er blevet ignoreret af det danske fagfilosofiske miljø. Sørlander var skuffet over denne tavshed fra fagfæller, hvilket han giver udtryk for i indledningen til ”Den Endegyldige Sandhed”:

”Filosofisk set skulle en diskussion mellem disse standspunkter være vigtig. Det drejer sig om selve filosofiens centrale forpligtelse: forsøget på at finde den endegyldige sandhed, det uomgængelige. Det, som bærer alt andet. Diskussionen er imidlertid udeblevet. Jeg har før trukket fronterne op og markeret, hvorledes min tilgang er anderledes og dybere, men reaktionen har været tavshed. Kan et filosofisk miljø virkelig leve uden vilje til at diskutere disse problemer? Nu samler jeg tankerne på en ny måde og håber på en mere filosofisk reaktion.”

Med det seneste værk ”Forsvar for Rationaliteten” kræver Sørlander rationaliteten genindført i den hjemlige religionsdebat.

Bogen blev mødt med begejstrede anmeldelser både i Politiken og Berlingske Tidende:

”... en superkonsistent og velargumenteret kritik af islams politiske dimension. Her er ingen konspirationsteori eller paranoid antagelse om, at Vesten er ved at blive løbet over ende. Kun en realistisk vurdering af, at ikke alle religioner med samme lethed lader sig forene med det liberale folkestyre” - skrev Lars Sandbeck i Politikens anmeldelse.

”Kai Sørlander kritiserer sin samtid for ikke at forstå kristendommens historiske gevinster i vigtig og og modig bog om religion og politik. … Dette er den mest aktuelle bog skrevet af en dansk filosof i mands minde … hans bog er en skarp filosofisk ragekniv, som alle har fortjent at skære sig på. Kai Sørlander giver os det, vi helt havde glemt eksisterede: en filosof til tiden. Og tiden beder os om at læse ham.” - Mikael Jalving, Berlingske Tidende.

Sørlander gør op med tidens florerende relativisme og historicisme. Hans ambition er at hæve erkendelsen til et absolut grundlag. Denne bestræbelse har ikke just vakt begejstring blandt venstreorienterede postmodernister, kulturradikale og multikuluralister, der per rygmarvsrefleks placerer Sørlander i den borgerlige del af det politiske landskab. Sørlander er imidlertid som katten – hans er sgu sin egen – og lader sig ikke anbringe i nogen snæver bås hverken politisk, etisk eller filosofisk.

Denne lille præsentation besvarer forhåbentlig de spørgsmål du stiller?

Hvad den ikke besvarer er selve tankevejen og argumentation for gyldigheden af ”det etiske konsistenskrav”. Det vil jeg vende tilbage til i et senere indlæg.

Hilsen

Ipso Facto

kabbalis - stor tak. Sørlander står herved øverst på bog-indkøbslisten!

mvh